Video: Her lander redningshelikopter på Scandline-færge

Den ene begivenhed afløser i disse dage den anden på Scandlines-færgen Berlin: Efter at verdens største hybridfærge i sidste uge fragtede en gigantisk vindmøllevinge fra Gedser til Rostock, fik besætningen sidste onsdag besøg af en redningshelikopter. Der var dog ingen grund til panik, da besøget blot var en øvelse!

Det er på ingen måde kedeligt at være en del af besætningen på M/F Berlin i disse dage. Som led i en øvelse landede en redningshelikopter onsdag den 7. februar 2018 i perfekt vejr på færgens helikopterplatform. Allerede i oktober 2017 stillede Scandlines færgens helikopterplatform til rådighed for en øvelse, da tysk politi i dårligt vejr firede ti personer ned. Men denne gang landede selve helikopteren på platformen, mens færgen fulgte sin sejlplan.

Redningshelikopteren kom flyvende nordfra mod færgen, der var på vej fra Rostock til Gedser. Efter en enkelt runde landede den sikkert på færgen, der ikke på noget tidspunkt sagtnede farten. Efter en halv times tid på platformen, som besætningen på Berlin og redningshelikopteren brugte til faglige diskussioner og udveksling af idéer, lettede helikopteren igen med kurs mod Danmark.

Raik Winter, kaptajn på M/F Berlin siger: “Passagerernes sikkerhed står øverst på Scandlines’ dagsorden. Ved hjælp af denne øvelse kunne vi bevise, at redning fra luften altid er muligt, uden at det påvirker trafikken.”

De to Scandlines-færger M/F Berlin og M/F Copenhagen, der har sejlet på ruten Gedser-Rostock siden 2016, er med en længde på 169,5 meter verdens største hybridfærger. Sidste år bidrog de med flotte vækstrater til det dansk-tyske rederi – alene fragttrafikken på Gedser-Rostock steg med 17 procent sammenlignet med året før.

LÆS OGSÅ:  Sønderho har sejlet sin sidste tur

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)