Nordsjællands Politi efterlyser vidner til en episode i Helsingør lørdag den 7. december 2019, hvor en 53-årig mand forsøgte at køre fra politiet og undervejs forvoldte fare for andres liv og førlighed.
– Selv om vi selv bevidnede bilistens kørsel under eftersættelsen, vil vi gerne styrke sagen imod ham, idet der var tale om fuldstændig hensynsløs og uacceptabel kørsel, som forvoldte fare for andres liv og førlighed. Derfor vil vi gerne i kontakt med personer, som var enten vidner til kørslen eller selv var nødt til at undvige for ikke at blive påkørt af bilen, fortæller efterforskningsleder, politikommissær Jakob Rahbek.
Klokken 01.25 den pågældende nat eftersatte en patrulje fra Nordsjællands Politi den koksgrå Audi, da føreren af bilen ikke efterkom anmodningen om at standse. Eftersættelsen skete i sydlig retning på Kongevejen og fortsatte gennem Gurre, Nygaard, Skibstrup, Saunte og videre ad Nrd. Strandvej, hvor patruljen bemærkerede flere modkørende bilister, som måtte undvige for ikke at køre frontalt sammen med Audien.
Eftersættelsen sluttede i krydset ved Kronborgvej og Sct. Anna Gade, da den 53-årige fører kørte galt klokken 01.35. Han blev derefter anholdt og sigtet for at forvolde fare for andres liv og førlighed. Et alkometer viste efterfølgende, at manden formentlig havde kørt bil med en alkoholpromille over det tilladte, hvilket han også blev sigtet for, og dette var muligvis grunden til, at han ikke ønskede at stoppe ved politiets henvendelse.
Den 53-årige blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til den 19. december 2019.
– Med varetægtsfængslingen har vi fået tid til at arbejde videre med efterforskningen af sagen, og selv om vi allerede har talt med enkelte vidner, vil vi gerne i kontakt med flere. Blandt andet vil vi gerne høre fra nogle unge mennesker, som kom gående på fortovet på Kronborgvej, kort inden bilen forulykkede, slutter politikommissær Jakob Rahbek.
Borgere, der var vidner til vanvidskørslen, kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.