Vil demokratiet overleve

Vil demokratiet overleve det 21. århundrede?

Torben Mark Pedersen stiller dette spørgsmål, efter at halvdelen af Folketingets partier åbenbart er rede til se bort fra regeringens grundlovsbrud for at bevare magten. Vælgerne har tilmed belønnet Socialdemokratiet, som også møder velvilje i de fleste medier. Fra nu af er der altså ikke noget at betænke sig på: Grundloven er for amatører, og fremtiden tilhører folk som Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.

Men det er kun begyndelsen. Snart kommer vi til at leve med islamiske partier, hvis eneste programpunkt er mere muhamedansk indvandring og større magt til profetens tilhængere. Som modreaktion kommer der anti-islamiske partier, som ifølge Torben Mark Pedersen vil få “Stram Kurs til at ligne en børnehave”.

Og, kunne man tilføje, resten af befolkningen kan fortsat lege demokrater, mens deres virkelige – påtvungne – bekymring bliver den nøgne, fysiske sikkerhed. Folk vil i stigende grad isolere sig sammen med ligesindede. Sådan går det i ”mangfoldige” samfund som Nordirland under ”the troubles” og Bosnien i 1990’erne, hvor sager som pensionsordninger, skattepolitik og ”velfærd” måtte vige for den rene overlevelse.

Så svaret på Torben Mark Pedersens spørgsmål er nej! Blandt demokratiets forudsætninger er et mindstemål af fælles kultur, og at flertallet bekender sig til et fælles sæt af værdier, dvs. en alment accepteret ramme, inden for hvilken meninger kan brydes uden at rive staten fra hinanden. Disse forudsætninger vil ikke eksistere i en fremtid, der i voksende grad bestemmes af identitetspolitik, som betyder, at befolkningen vil have stadigt mindre at samles om. Vi kommer til at isolere os i stammer, der definerer sig i modsætning til andre stammer, mens traditionelle politiske modsætninger mellem højre og venstre vil miste betydning.

Det var ikke givet, at det skulle ende sådan. Det er en udvikling, som er blevet drevet frem af politikere, medier og eksperter, som har lagt landet åbent for etnificeringen og kaldt det fremskridt.