Krigen i Ukraine samt den globale energi- og fødevarekrise har fjernet fokus fra klimakampen og ambitionerne om at reducere brugen af fossile brændstoffer. Mange lande prioriterer nemlig behovet for at bruge de fossile energikilder til at holde gang i økonomien og varme deres befolkninger op højere end målsætningen om at reducere den globale opvarmning.
Det kom tydeligt til udtryk på det netop overståede klimatopmøde COP27 i Ægypten. I sluterklæringen er der således tale om, at landende ”anerkender behovet” for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, hvilket vil kræve, at CO2-udledninger reduceres med 43 pct. i 2030 i forhold til i 2019. Der er dog ikke tale om, at landene er forpligtet til at reducere deres CO2-udledninger, og faktisk venter man, at disse vil stige med 1 pct. i forhold til 2021.
Samtidig er der også voksende uenighed blandt de store lande om, hvorvidt man overhoveder skal fastholde målet fra Paris-aftalen af 2015 om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader celsius over den førindustrielle periode. På topmødet i Ægypten var Kina f.eks. imod, at målsætningen om 1,5 gader skulle anføres i sluterklæringen. Storbritanniens chefklimaforhandler og formand for sidste års COP26 i Glasgow, Alok Sharma, sagde, at ”de 1,5 grader desværre forbliver i respirator”.
Deltagerne i COP27 er heller ikke blevet enige om i sluterklæringen at forpligte sig til at skrue ned for produktionen af fossile brændstoffer, dvs. kul, olie og gas. Det var primært Saudi-Arabien, som er verdens største olieproducent, og Kina, som p.t. har ca. 400 kulkræftværker under opførelse, der har nedstemt forslaget om at udfase samtlige fossile brændstoffer. Udfasning af fossile brændstoffer er derfor slet ikke nævnt i sluterklæringen.
Det eneste de deltagende lande kunne ens om, er en såkaldt ”ødelæggelsesfond”, hvis opgave bliver at erstatte ”tab og ødelæggelser” i fattige lande som følge af klimarelaterede katastrofer. Men igen er der ikke tale om en juridisk bindende forpligtelse, der kunne påføre de udledende lande kæmpe erstatningskrav for katastroferne, men kun vage og uklare formuleringer, som landene kan fortolke efter forgodtbefindende.
Mange fattige lande nærer en sund og velbegrundet skepsis over for de rige landes løfter. Helt tilbage i 2009 på COP15 i København afgav de rige lande f.eks. et løfte om at betale 100 mia. dollar om året i klimahjælpe til de fattige lande. Men den dag i dag er løftet stadig ikke fuldt indfriet, og en stor del af ”klimahjælpen” har form af lån og private investeringer i udviklingslande i grøn omstilling.
Samtidig med, at der på COP27 er afgivet løfter, som er et tilbageskridt i forhold til klimatopmødet i Glasgow, rulles den grønne omstilling tilbage i alle EU-lande. Krigen i Ukraine har medført, at afbrænding af kul, olie og gas er det nye sort. Løfterne om at reducere CO2-udslip er glemt eller sat på pause, eftersom den eneste mulige løsning for hurtigt at erstatte russisk naturgas er at brænde flere fossile brændstoffer af.
Energikrisen tvinger flere og flere EU-lande til at genstarte de stærkt forurenende kulkraftværker. Alene i EU har Polen, Holland, Grækenland, Tjekkiet, Østrig og Tyskland i forskelligt omfang udskudt deres udfasning af kul til at producere elektricitet. I Ungarn har man endog lempet på reglerne for skovhugst for at kunne fyre med mere træ. Krigen har sat gang i en guldjagt efter at bygge ny infrastruktur til fossile brændstoffer. Den vil blive stående i årtier og vil derfor betyde, at EU ikke vil nå sine klimamål.
Inden folketingsvalget i 2019 gik Danmark amok i en rus af grønne tiltag og løfter. Sådan er det ikke længere. Selvom de fleste partier har nævnt klima på deres sommergruppemøder i 2022, har kun få af dem præsenteret konkrete klimaudspil som optakt til folketingsvalget. Det står i skarp kontrast til folketingsvalget i 2019, hvor partierne stod i kø for at erklære sig som Folketingets grønneste.
Den grønne omstilling i Danmark er sat på pause, fordi lige nu er der brug for olie og gas. Den socialdemokratiske regerings klimaprogram 2022 kritiseres for, at det er ukonkret, at det ikke viser vejen til at opfylde de danske klimamål, og at det indeholder en hel masse fugle på taget. De grønne hensyn er heller ikke kommet ind i kriterierne for de offentlige udbud i regeringens strategi for bæredygtige offentlige indkøb. Det eneste konkurrenceparameter ved udbud er fortsat pris.
Danmarks import af kul er eksploderet i årets første seks måneder sammenlignet med samme periode i 2021. I første halvår er der i alt importeret 934.734 ton kul til Danmark mod 136.735 ton året før, og importen ligger dermed 6,8 gange højere end i 2021. Årsagen hertil er, at Energistyrelsen har pålagt Ørsted at fortsætte driften af olie- og kulfyrede kraftværker.
I 2021, hvor ideen om en krig i Europa virkede fjern, vedtog Folketinget et stop for al olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050. Krigen blev dog en realitet og i april 2022 besluttede regeringen at øge gasudvindingen i Nordsøen for at blive uafhængig af Rusland. Selv om Danmark i 2050 ikke længere skal udvinde gas og olie fra Nordsøen, skrues der lige nu op for den danske olie- og gasproduktion.
Mens danske politikere og den grønne lobby lægger store og dyre planer for, hvordan de vil nedbringe Danmarks CO2-udledning, der vel at mærke kun udgør 0,093% af verdens samlede udledning, er Kina i gang med at opføre CO2-udledende kulkraftværker, som vil producere 148 gigawatt (GW) strøm. Til sammenligning producerer samtlige kulkraftværker i EU 150 GW strøm.
I modsætning til lande, der går ind for grøn omstilling, er det Kinas målsætning, at kulproduceret elektricitet skal udgøre knap 70% af landets samlede el-produktion. Men i Danmark er klimatosserne med Dan Jørgensen i spidsen religiøst overbevist om, at vi er på en synkende klimaskude. De bruger derfor en hel masse krudt på diskussioner om, hvorvidt det danske mål skal være 70 eller 80 pct. Altså mål, der kommer til at ramme almindelige danskere på pengepungen, men som ikke batter noget som helst i global sammenhæng.
André Rossmann