Vinder af 15 millioner på Lotto: Stik mig en lammer, hvis jeg forandrer mig

En kok fra Silkeborg Kommune fik det opkald fra Danske spil, vi alle drømmer om.

For et par måneder siden vandt en mand i 40’erne fra Silkeborg Kommune 15.000.000 kroner på sit Plus-abonnement på Lotto. Manden var for nylig med til Danske Spils millionærfrokost, som er en frokost for nybagte millionærer, hvor de kan dele deres erfaringer med hinanden i fortrolige omgivelser. Her fortalte vinderen, der er kok på en skole, hvordan han havde oplevet at gå fra almindelig lønslave til mangemillionær på et splitsekund. Danske Spil har fået lov til at fortælle vinderens historie i en anonymiseret udgave.

-Jeg sad på arbejdet i en pause, da telefonen ringede. Normalt hvis jeg ikke kender nummeret, tager jeg den ikke, så det var helt tilfældigt, at jeg svarede. Det var jeg så pænt glad for, at jeg gjorde bagefter, fortæller manden med et grin.

En kedelig, kold vinterdag blev således noget mere spændende, da personen i den anden ende fortalte, at han var fra Danske Spils Kundecenter

– Han sagde, at der lå en gevinst på 15.000.000 kroner og ventede på mig. Jeg troede jo slet ikke på det. Så jeg loggede ind på computeren på jobbet for at tjekke min spilkonto. Og der stod det jo sort på hvidt. Alligevel måtte jeg lige have fat i min chef, der også er min personlige ven, til at se på skærmen med et par ekstra øjne. Derefter begyndte vi bare at juble.

LÆS OGSÅ:  Ignorerede SMS fra Danske Spil.Da de vågnede ventede milliongevinst

Den heldige vinder, der er millionær nr. 3591 har efterhånden vænnet sig til, at der nu står mange millioner på kontoen. Men det har taget tid at komme sig over chokket.

-Jeg har aldrig haft mange penge. Altså, jeg har ikke sultet, men man tjener jo ikke alverden som kok. Jeg har derfor altid været meget omhyggelig med mine penge og har aldrig brugt mere, end jeg havde. Så jeg skal virkelig lære at ødsle lidt. Selvfølgelig stadig på den fornuftige måde. Det var ret sjovt, da jeg skulle ned i banken til møde, da jeg lige havde fundet ud af, jeg havde vundet. Man plejer jo at sidde nedenunder i et lille rum med papkrus til kaffen. Men nu kom jeg ovenpå i det store mødelokale med rigtigt porcelæn.

Indtil videre har vinderen købt en ny (stor) bil og har udset sig et nyt hus i midten af Silkeborg by. Han går stadig på arbejde, selvom der er flere på arbejdspladsen, der ikke forstår, at han gider det, når han ikke behøver.

-Der var faktisk nogle på et tidspunkt, der havde væddet om, hvornår jeg ville sige op. Til dem måtte jeg bare sige, at jeg er glad for at arbejde, hvor jeg gør – og er glad for mine kollegaer. Og som sagt er min chef tilmed en af mine bedste venner. Så jeg synes, jeg er ret heldig arbejdsmæssigt. Og hvad i alverden skulle jeg også bruge al den tid til. Jeg tror man bliver lidt sær, hvis man ikke har noget at tage sig til. Men det det er jo rart at vide, at man kan stoppe lidt før pensionsalderen eller gå ned i tid, hvis kroppen ikke kan mere.

LÆS OGSÅ:  Millionregn i lørdagens Lotto trækning

Manden har hverken kone eller børn som skal forkæles, men det skal hans forældre og hans brors familie. Allerede har hele familien været på ferie sammen i London, og den slags oplevelser håber den heldige millionær at få flere af.

-Det er jo helt fantastisk at have mulighed for at komme på eventyr med familien på den måde, siger han.

Også vennerne skal forkæles med fodboldture, golfture og hvad der ellers kommer af gode ideer fremadrettet. Vennegruppen har desuden fået strenge instrukser på, at de skal sige til, hvis de på nogen måde mærker en forandring i vinderens måde at være på i forhold til at være kommet til penge.

Jeg har sagt til dem, at hvis de synes, jeg forandrer mig og bare nærmer mig at blive en snob, så skal de give mig en lammer.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)