Site icon 24NYT

Virksomhedsejere anholdt for svindel med covid-19-hjælpepakke

kvinde mundbind pige maske corona

Københavns Politi har anholdt fire personer, der alle er sigtet for bedrageri med lønkompensation til virksomheder fra en af covid-19-hjælpepakkerne.

Bedragerisagerne er efterforsket af Københavns Politi efter en anmeldelse fra Erhvervsstyrelsen, som er den myndighed, der behandler ansøgningerne om lønkompensation.

Efterforskningen har afdækket, at de sigtede har indsendt 13 ansøgninger via otte forskellige selskaber om lønkompensation for et samlet beløb på 1.656.624,68 kroner. Efter politiets opfattelse har de søgt om lønkompensation til ejere og medarbejdere, som ikke har været berettiget til det.

På den baggrund har Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet i dag slået til mod de mistænkte. I forbindelse med anholdelserne blev fem adresser ransaget.

»Det drejer sig om omfattende svindel med midler, der er afsat til at hjælpe nødlidende virksomheder. Det er desværre endnu en sag, hvor skruppelløse personer har udnyttet samfundets udstrakte hånd,« siger leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, vicepolitiinspektør Peter Reisz.

De fire anholdte vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Exit mobile version