VM i sejlads introducerer affaldssortering på vandet

I disse dage løber VM i sejlads af stablen i Århus. Og i år er der godt nyt for klimaet. Et nyt system til trænerbådene gør det nemlig nemt at affaldssortere på vandet. Dansk Retursystem er medsponsor på de nye affaldssorterings-tasker, som bl.a. sikrer, at flasker og dåser med pant bliver genanvendt til glæde for klimaet.

Da bæredygtighedsbureauet Worldperfect fik opgaven med at stå for affaldssortering i forbindelse med VM i sejlads i Århus, gik det hurtigt op for dem, at der manglede et system til affaldssortering på vand.

Det er trænerbådene, de såkaldte RIB-både, der tager sig af affald på vandet, når konkurrencerne er i gang. Og selvom de hver især har udviklet affaldssystemer, så ligger der ofte flasker og affald og roder i bunden af bådene under sejladserne til gene for alle ombord.

”Vi tog kontakt til Peter Hansen og Adam Malling, som er trænere på det danske landshold, og de hjalp os med at udvikle en prototype på en taske til affaldssortering. Den testede vi i nogle RIB-både og rettede til. Taskerne er produceret af overskudsmaterialer fra produktion og genbrugte lastbilremme,” fortæller Rasmus Hørsted Jensen, som er partner i Worldperfect.

Taskerne har tre rum. Et til tomme dåser og flasker, et til andet plast (fx plastikposer og slikpapir), og et rum til skrald. Dertil kommer et lille ekstrarum til batterier og andet farligt affald. Dansk Retursystem har sponsoreret rummet til flasker og dåser. Her er man glade for at støtte projektet, som sikrer, at alle dåser og flasker kommer retur og bliver genanvendt på rette måde.

LÆS OGSÅ:  politiet advarer: Pirattaxakørsel kan blive en dyr fornøjelse

”Vi vil gå rigtig langt for at få alle flasker og dåser retur. Og det her er et forsøg på at gøre det nemt for sejlsportsfolk at få sendt dåser og flasker retur til genanvendelse til gavn for klimaet,” siger markedsdirektør i Dansk Retursystem, Marlene Fris.

Begejstret modtagelse
Hver nation har fået to tasker. Worldperfect har hjulpet med at montere taskerne i RIB-bådene. Og både sejlere og trænere er meget begejstrede for sorteringssystemet, som matcher et tilsvarende på land, så det er nemt at få tømt taskens rum ned i de rigtige spande, når bådene kommer ind.

”Alle deltagerne siger, at det lige er det, de har ventet på. De er faktisk helt oppe og køre over det. De ved jo alle sammen, at der er et bæredygtighedsfokus ved det her VM, og de er glade for at kunne være med til at støtte op om det,” afslutter Rasmus Hørsted Jensen.


Fakta: 
Hver dag afleverer danskerne i gennemsnit 3,5 millioner engangsflasker og dåser. Dansk Retursystem henter emballager fra cirka 15.000 steder over hele landet og sørger for, at de bliver gen­anvendt. Miljøvirksomheden, der er non-profit, har eneretten til at drive det danske pantsystem og er ejet af bryggerierne og reguleret af Miljøministeriet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)