Vold mod barn

Mandag kl. 12.57 anmeldte en 20-årig mand fra Greve, at han i området ved Mosede Havn havde set en voksen mand slå en lille dreng. Anmelderen påtalte adfærden over for den voksne mand, der bad anmelderen blande sig udenom. Lidt senere forlod den voksne mand sammen med drengen, en lille pige og en voksen kvinde stedet i en bil. En patrulje kørte til stedet og foretog efterforskning i sagen, således at politiet efterfølgende kunne køre til en adresse i Greve.

Her traf politiet de fire personer, som var i familie med hinanden. Offeret var en 3-årig dreng, som blev undersøgt af lægeligt personale for eventuelle skader som følge af volden. Samtidig foretog politiet anholdelse af en 55-årig mand fra Greve, som blev sigtet for vold mod drengen.

Barnet havde ikke umiddelbart pådraget sig synlige skader, så den 55-årige blev efter en nøje vurdering af omstændighederne løsladt efter afhøring til sagen. Han vil dog senere høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen. De sociale myndigheder i Greve kommune er af politiet underrettet om sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)