Voldelig mand slog to personer

Voldelig mand slog to personer – Stationscentret / Jernbanegade, Roskilde

Kl. 08.48 i går anmeldte en 22-årig mand fra Nordhavn, at han ved busterminalen, Stationscentret, Roskilde, pludselig var blevet slået af en fremmed mand, der havde siddet afventende på en bænk ved busterminalen. Inden volden havde manden været verbalt opfarende og utryghedsskabende for alle i området. Da anmelderen ville gå hen til sin bus, rejste den fremmede mand og fulgte efter anmelderen, der bagfra blev slået i hovedet. Den fremmede voldsmand gik nu fra stedet i vestlig retning ad Jernbanegade, mens sagen blev anmeldt til politiet.
En patrulje på vej til busterminalen fik i krydset Jernbanegade / Ringstedgade kontakt til den mistænkte, der blev genkendt ud fra det oplyste signalement. Politiet fik ham identificeret som en 39-årig mand fra Roskilde, der i sin verbale udtalelser gav udtryk for andre oplevelser end dem, han faktuelt kunne se og høre.
Kort efter rettede en 57-årig kvinde fra Ringsted personlig henvendelse til politiet, idet hun få minutter tidligere var blevet slået af den 39-årige. Den 57-årige kvinden havde passeret ham på fortovet på Jernbanegade, medens han råbte højlydt ad ingenting. Pludselig var han fulgt efter kvinden, som nu også blev slået i hovedet af den 39-årige, der blev anholdt og sigtet for to tilfælde af vold inden for få minutter.
Begge ofre var sluppet uden behandlingskrævende skader, men dog noget påvirket af mandens utryghedsskabende adfærd. Den anholdte blev afhørt til sagerne og herefter løsladt, da grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling ikke var til stede. Den 39-årige er fortsat sigtet i sagerne og kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne strafferetligt skal afgøres.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)