Voldsomt stød tvinger elektriker til ny uddannelse

Det fik alvorlige følger for en østjysk elektriker, at han rørte ved strømførende kabel. Nu har han fået dækket lidt af sit tab, og snart skal han i retten for tredje gang.

For seks et halvt år siden kom elektriker Peter Kruse Rasmussen alvorligt til skade ved en elulykke. Han rørte ved et kabel, som var efterladt strømførende, og siden har han haft alvorlige fysiske eftervirkninger og har også som konsekvens af ulykken mistet både sit fag og sit ægteskab, fortæller fagbladet Elektrikeren.

Til sommer slutter elektrikeren en uddannelse til bygningskonstruktør. Men oprindeligt havde Peter Kruse Rasmussen ingen planer om at læse videre. Han var glad for sit job som elektriker, men de helbredsmæssige følger af ulykken har gjort det umuligt for ham at fortsætte.

Ikke desto mindre har både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afvist, at elulykken er skyld i hans gener. Dansk El-Forbund (DEF) har derfor sagsøgt Ankestyrelsen.

Oprindeligt ville heller ikke firmaet, han arbejdede for, da ulykken skete, give ham erstatning og fik i første omgang medhold hos retten i Glostrup. Men DEF ankede, og Østre Landsret dømte virksomheden til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for den tid, elektrikeren efter arbejdsulykken gik sygemeldt. Hvis han vinder den anlagte sag, vil han også kunne få erstatning fra arbejdsgiverens lovpligtige ulykkesforsikring.

I en anden sag blev Ankestyrelsen i februar ved retten i Glostrup dømt til at anerkende følgerne af en elektrikers arbejdsulykke som en arbejdsskade. Her blev elektrikeren også tilkendt erstatning fra arbejdsgiverens ansvarsforsikring. I denne sag har de dømte efterfølgende anket.

LÆS OGSÅ:  Færre end hver tredje taler om løn med kollegerne

DEF arbejder på flere områder på at få anerkendt sammenhængen mellem stødulykker og efterfølgende fysiske mén. I øjeblikket forberedes således også en større arbejdsmedicinsk undersøgelse på området.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)