Voldtægt: Hjalp du ung kvinde hjem nytårsnat?

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en kvinde og en mand, som tidlig morgen den 1. januar fulgte en 25-årig kvinde hjem fra Frederiks Allé ved Musikhuset i Aarhus.

Den 25-årige anmeldte senere, at hun kort inden, hun mødte parret, havde været udsat for voldtægt, og den sag er politiet nu i gang med at efterforske.

Overvågningen på stedet viser, at kvinden og manden lidt over kl. 5.00 møder den 25-årige, da hun sidder på en trappe mellem Musikhuset og Scandinavian Center i Aarhus.Den 25-årige er beruset og har svært ved at holde balancen, og parret tager hende under armen og hjælper hende på vej.

Ifølge den 25-årige fulgte de hende hele vejen hjem til et familiemedlem, der bor på Skt. Pauls Gade.

Utydelige billeder

”Vi vil meget gerne i kontakt med kvinden og manden, da vi vurderer, at de kan have vigtige oplysninger i sagen. Desværre er billederne fra overvågningen meget utydelige, og der er ikke noget nøjere signalement af parret. Men vi tror, at man ville kunne huske episoden, og vi håber, at parret kontakter os, så vi kan få en snak med dem, ” siger politikommissær Anders Schouby.

Er det dig, der fulgte den 25-årige hjem, så ring til politiet via tlf. 114.

Af hensyn til den forurettede og den videre efterforskning i sagen, ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse nærmere om sagen.

LÆS OGSÅ:  17-årig varetægtsfængslet for voldtægt af 13-årig pige

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)