Vor tids Hitler-Stalin pagt


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Af Michael Pihl, næstformand i Trykkefrihedsselskabet

I tiden omkring 1928-1956 indgik venstreintellektuelle i Danmark en faustisk djævlepagt med totalitære kræfter og lod sig ukritisk besnære af stalinismens fascination. Nu gentager historien sig. ”Kan den orden, vi har skabt, gå til grunde, fordi indre fjender nedbryder den, og fordi modstandsviljen mangler?” – spurgte Henrik Dahl i JP for nylig.

Som eksempel på europæiske venstreintellektuelles underkastelse for mørke, totalitære kræfter nævner Dahl imødekommelsen af muslimske radikalisters seneste vold-og mordtrusler mod en religionslærer ved Batley Grammar School i England, hvor læreren havde vist en tegning af den muslimske profet i et undervisningsforløb om religion, satire og ytringsfrihed. Læreren bliver nu udsat for mordtrusler, er blevet presset til at forlade sit arbejde og lærerfagforeningen og skoleledelsens manglende opbakning og direkte fordømmelse af sin religionslærer viser den manglende modstandsvilje mod frihedens fjender i Europa, som Henrik Dahl advarer imod.

Nu viser en ny bog om Muhammedkrisen, hvordan den aktive støtte til de samme totalitære kræfters angreb mod ytringsfrihed, religionskritik- og satire rækker langt ind i den danske universitetsverden.

I en ny bog om Muhammedkrisen konkluderer således Kirstine Sinclair, lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, at ”Karikaturkrisen”, som hun kalder den, overvejende var Jyllandsposten og Flemming Roses skyld. Iflg. Sinclair skyldtes Muhammedskrisen ikke den muslimske radikalismes totalitære volds-og krænkelsesparathed overfor enhver religionskritik- og satire, men hele miseren skyldtes at JP og Flemming Rose gjorde ”…herboende muslimer så rasende over manglende anerkendelse…”. Sinclair tolker Muhammedkrisen ind i en venstreekstrem forståelsesramme, hvor  ”…modsætningsforholdet er historisk set baseret på vestlig politisk dominans gennem imperialisme og kolonialisme og Vestens studier af Orienten som et anderledes, eksotisk og underlegent sted”. Det er således Sinclairs opfattelse, at vestlig modstand mod muslimsk radikalisme og aggressive voldstrusler mod religionskritik- og satire stort set udelukkende skyldes en såkaldt ”kolonial attitude”. Af bogens konklusion (side 99) fremgår desuden, at det centrale ved Muhammedkrisen – ifølge Sinclair –  ikke var muslimske radikalisters krav om Vestens underkastelse og indskrænkning af ytringsfrihed, men derimod ”muslimske minoriteters kritik af manglende anerkendelse i Danmark”. Derfor indtager daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen da også skurkerollen i Kirstine Sinclairs fremstilling. Krisen skyldtes ifølge Sinclair den daværende statsministers principfaste afvisning af muslimske ambassadørers klare opfordring til regeringsindgreb i pressefriheden og det forhold, at Fogh Rasmussen ifølge Sinclair var for længe om at svare på brevet med censuropfordringer, som de mellemøstlige ambassadører sendte til ham. Det var – ifølge Sinclair – udtryk for ”kolonial verdensopfattelse”, hvilket hun understreger ved i sammenhæng med omtalen af ambassadørernes brev, at vise et uvedkommende billede fra en fransk koloni i Afrika, ”hvor de hvide koloniherrer (får) bygget en høj platform, hvorfra de kan slippe for de indfødtes støj og nysgerrighed” (side 40). Det er ganske enkelt usagligt.

LÆS OGSÅ:  Det er kun rimeligt, at Lars Løkke selv skriver Migrantpagten under

Sinclairs udlægning af Muhammedkrisen bygger på selektiv, tendensiøs og videnskabelig uredelig læsning af én af de centrale kilder til historien; nemlig de muslimske ambassadørers brev til Anders Fogh Rasmussen. Ifølge Sinclair ”…opstod der en myte om, hvad brevet til statsminister Fogh Rasmussen indeholdt, og hvad de muslimske diplomater ønskede af ham (?)”. I sin ideologiske støtte til de muslimske diplomater fjerner, nedtoner og retoucherer Sinclair fra historien om Muhammedkrisen selve denne kildes centrale indhold. Læser eller genlæser man brevet fra de muslimske ambassadører af 12. oktober 2005 til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, fremgår imidlertid klart en utilsløret opfordring til regeringsindgreb i ytrings-og pressefriheden: ”We deplore these statements and publications and urge Your Excellency’s government to take all those responsible to task under law of the land in the interest of inter-faith harmony, better integration and Denmark’s overall relations with Muslim world. We rest assured that you will take all steps necessary” –

Og det var begrundelsen for at Fogh Rasmussen på dette grundlag dengang afviste et møde. Men i Sinclairs fremstilling er diplomaternes klare opfordring til straffende regeringsindgreb i ytrings-og forsamlingsfriheden nedtonet. Sinclair nævner ganske vist i en bisætning at ”Diplomaterne så gerne de ansvarlige for karikaturerne stillet juridisk til ansvar”, men hun forbigår ganske, hvad dette egentlig indebar, og de aggressive diplomater var ifølge Sinclair uden skyld. ”Striden udviklede sig snarere”, skriver Sinclair, ”fordi statsminister Fogh Rasmussen ikke reagerede hurtigere på bekymringerne om diskriminerende tendenser. Desuden kan det opfattes som en eskalerende faktor i sig selv, at statsministeren ikke besvarede ambassadørernes ønske om et møde med en venlig invitation”. Sinclairs venstreekstreme forståelsesramme for Muhamedkrisen fører således til en uredelig fejllæsning af Muhammedkrisens centrale kilder og bogen bidrager dermed selv til en farlig mytedannelse om historien.

LÆS OGSÅ:  Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) begrænser ytringsfriheden

En af hovedforfatterne bag censuropfordringerne i brevet til statsministeren var den ægyptiske ambassadør Mona Attia. Attia støttede og medfinansierede også herboende muslimers delegationsrejse til Mellemøsten, hvor de for at ophidse gemytterne yderligere også medbragte et uvedkommende billede af en mand iført grisetryne i Frankrig. Og netop Attia spiller helt klart helterollen i lektor Sinclairs fremstilling. Således roser Sinclair konsekvent Mona Attias optræden under Muhammedkrisen, hvor hun ifølge Sinclair tog ”rollen som repræsentant for muslimske diplomater meget seriøst” (side 33) og i danske medier optrådte ”fattet, værdig og seriøs” (side 35) og f.eks. på programmet Deadline d. 25.10.2005 fik sit budskab ”klart igennem til seerne” (side 36). Opfattelsen af at tilhængere og modstandere af ytringsfriheden skulle have været lige gode om det, er karakteristisk for Sinclairs uærlige fremstilling af Muhammedkrisen: ”Islamister på konfrontationskurs lader sig provokere, ytringsfrihedsforkæmpere står fast på deres rettigheder, og konfliktniveauet stiger”. Sinclairs uredelighed kommer tydeligst til udtryk i hendes foragt for Ahmed Akkari, der jo til Sinclairs store fortrydelse senere har lagt afstand til islamismen og sin egen rolle under Muhammedkrisen. I anledning af forsoningen mellem Flemming Rose og Ahmed Akkari ved en fælles tv-optræden i 2018, skriver således Sinclair: ”De havde været på samme hold i 2005-2006, og nu var de det igen i 2018. Først var de enige om, at konflikten var værd at tage, siden var de enige om, at samtale fremmer forståelsen, og at man godt kan insistere på ytringsfrihed og anerkende retten til forskellighed samtidig”. Som om Flemming Rose og JP på noget tidspunkt under Muhammedkrisen skulle have anfægtet nogens ”ret til forskellighed”?

LÆS OGSÅ:  Det britiske pressenævns retningslinier for journalisters dækning af islam og muslimer

Det er ganske enkelt forrykt, når en universitetsansat ”forsker” vil fremstille det som om Flemming Rose og Ahmed Akkari på nogen måde var ”på samme hold” under Muhammedkrisen. Ligesom imødekommenheden i bogen overfor de muslimske ambassadørers krav om censurindgreb mod ytringsfriheden i Danmark og forfatterens tydelige foragt for Ahmed Akkari er ret afslørende. Sinclairs udlægning af Muhammedkrisen er udtryk for en venstreekstrem imødekommenhed overfor muslimske radikalisters krav om indgreb mod ytringsfriheden. Og Sinclair er en magtfuld universitetsforsker. Ikke alene er det hendes venstreekstreme udlægning af Muhammedkrisen, der nu skal danne skole på gymnasier og videregående uddannelser, men Sinclair har tidligere som konsulent for Rigsadvokaten og for Århus Kommune udøvet direkte politisk indflydelse.

Sinclairs bog om Muhammedkrisen afspejler en uhellig alliance mellem muslimsk radikalisme og en ekstrem, identitetspolitisk venstrefløj. Denne alliance er farlig for demokratiet og for ytringsfriheden, men den har magtfulde støtter på universiteterne, i statsbetalte medier og i techgiganterne. Derfor udgør den tidens farligste, totalitære trussel mod ytringsfrihed og frihedsrettigheder i Vesten.

Den uhellige alliance er vor tids Hitler-Stalin Pagt.

Anmeldelse: Kirstine Sinclair; ”Karikaturkrisen”, Aarhus Universitetsforlag 2021