Demokraternes nye præsidentkandidat, Kamala Harris, har efter nogen tids intens søgen nu endelig fundet sin kandidat til vicepræsidentposten, Tim Walz, der er guvernør i Minnesota. Walz er et godt valg, hvis Harris ønsker en klon af sig selv. De deler de samme anskuelser og holdninger på alle politiske områder. De kræver afskaffelse af private sygdomsforsikringer, der skal overtages af staten. Fossile brændstoffer forbydes. Den ulovlige indvandring legaliseres, også for de anslåede 12 millioner illegale indvandrere, der allerede befinder sig i USA. De illegale migranter skal have ret til at erhverve gratis kørekort, undervisning og lægehjælp på skatteydernes regning. Abort skal tillades overalt i USA til og med den 9. graviditetsmåned. Børn skal kunne begære kønsskifte uden forældrenes samtykke. Den forfatningssikrede ytringsfrihed inddrages for ’disinformation’, altså kritik rettet mod ofre for systemisk undertrykkelse, og det er jo naturligvis sorte og brune amerikanere, muslimer og bøsser af alle slags.
Harris har i Tim Walz fundet den perfekte våbenbroder, væbner og politisk tvilling, men nu skal man ikke tro, at denne formidable duo skal på valgturné med deres fælles progressive holdninger og krav. Begge kandidater styres med jernhånd af præsident Bidens banemænd, Barack Obama, Nancy Pelosi og Chuck Schumer, som tager sig politisk godt betalt for at lande Harris-Walz i Det Hvide Hus. Harris og Walz fremtræder nu uden deres stalinistiske holdninger, men er tomme kar, der venter på at blive fyldt op med et Obamaniserings-program, der fortæller vælgerne det, de gerne vil høre. Og det er jo samarbejde, national enighed og forsoning, fred på Jord, blomstrende økonomi og folkelig velstand. Netop det som Obama fortryllede hele nationen med, da han vandt præsidentvalget i 2008. Harris og Walz er således ved at blive omprogrammeret og vil først møde pressen, når lektien sidder, som den skal.
Selv om Demokraterne kontrollerer presse og tv, har det dog ikke kunnet skjules, at Tim Walz ikke er nogen kordreng, men derimod en hårdnakket stalinist, der ser fremtidens USA som en centralstyret, socialistisk formynderstat. Guvernør Walz har gjort Minnesota til et paradis for transseksuelle. Her er det nu tilladt for teenagere at gennemgå irreversible kønsskifteoperationer og hormonelle terapier uden at have forældrenes accept. Walz er så glad for teorien om det flydende køn, at han har beordret statens skoler til at forsyne drengetoiletterne med Tampax og menstruationsbind. Under Covid-pandemien erklærede Walz undtagelsestilstand i Minnesota og regerede som en enevældskonge ved eksekutive dekreter i hele 15 måneder. Walz lukkede hele samfundet brutalt ned og beordrede maskepåbud og udgangsforbud, ligesom han oprettede en stikkerlinje, så borgerne kunne angive Covid- forbrydere, der uden mundbind var strøget ned i kiosken efter kaffe og cigaretter.
Urolighederne efter George Floyds død under en anholdelse i 2020 blev et politisk triumftog for guvernør Walz, som sad med hænderne i skødet, mens vandaler og voldsmænd plyndrede butikker og satte Minneapolis i brand. En stor politistation blev brændt ned til grunden, skaderne androg 500 millioner USD efter brande og plyndringer. Walz forhindrede politiet og Nationalgarden i at gribe ind med den forklaring, at han ikke ville undertrykke opstanden af vandalerne, der jo var ofre for ”generationer af smerte” og ” fundamental, systemisk racisme”.
Da Walz overtog guvernørposten i 2019, var Minnesota en velpolstret stat med 18 milliarder kroner i statskassen. I dag er der ikke en krone tilbage, kun gæld og elendighed. Minnesota er en af de mest kriminelle stater i USA, kvaliteten af skolernes undervisning er i frit fald, hvorimod skatterne stiger med raketfart. Familier og virksomheder flygter i skarer væk fra Walz’s anarki og kaos. Endelig er styret i Minnesota blevet bedraget for mere end 250 millioner USD, der var bevilliget til skolebespisning, men som gennem korrupte embedsmænd havnede i lommerne på svindlere, der brugte penge til indkøb af ejendomme, luksusbiler, flyrejser og juveler. Walz kan ikke løbe fra dette ansvar, da han selv har ansat både direktøren og hele det øverste lederlag i Minnesotas undervisningsministerium, der havde ansvaret for forvaltningen af de 250 millioner USD.
For det ikke skal være løgn er Walz nu også blevet ramt af en personlig skandale, der kan true med at vælte hans kandidatur som vicepræsident. Tim Walz er oprindelig læreruddannet, men tjente i mange år som befalingsmand i Minnesotas National Guard i en artilleribataljon. Her opnåede han den højeste titel, som en befalingsmand uden for officerskorpset kan optjene, nemlig som Command Sergeant Major, som er bataljonens lederkrumtap både på kasernen og på slagmarken. Da Walz erfarede, at hans bataljon skulle udstationeres til Irak, skred han omgående fra sin kontrakt og sine kammerater og flygtede ind i politik. Dette har Minnesotas Nationalgarde aldrig tilgivet ham, især fordi han uafladeligt praler med, at han” har forsvaret sit land i krig med våben i hånd”.
Stalinisten Walz er tæt på styret i Kina, som han har besøgt mere end 30 gange. ”De giver mig flere gaver end jeg kan slæbe med mig hjem”, praler han. Her kan han dog næppe konkurrere med Joe og Hunter Biden. Det Demokratiske magtkompleks vil i den kommende tid sørge for, at en våd svamp bliver trukket ned over tavlen med Tim Walz’ og Kamala Harris’ alenlange synderegistre. I stedet vil de begge om kort tid fremstå som genfødte midtsøgende, formidlende og forsonende politiske ledere klar til at tage nationen ind i en gylden fremtid. Naturligvis under kammeratlig vejledning af Barack Obama, som så får sin fjerde periode som de facto præsident. Eller som Demokraterne plejer at sige: ”Vi vinder valget på vælgernes måde. Bagefter kører vi butikken på vores måde”.