Så kom min gode ven, Werner – et par dage før, jeg havde forventet hans ankomst – og jeg havde glædet mig til et hyggeligt samvær.
Men næppe var han kommet inden for døren, før han i kraftige vendinger begyndte beklage sig over kattenes – og især hans egne – fortrædeligheder.
”Det er også noget gammelt lort, det hele”, udbrød han, mens han overfaldt fjernsynet bagfra.
”Kunne du ikke holde dig til kammertonen?” spurgte jeg, men det tog han sig ikke af.
”Hvad er det nærmere bestemt, at du er så vred over?”
”Det er Mette Frederiksen, som har øget tilstrømningen af kattefjender. Man tør snart ikke gå en aftentur af frygt for at blive overfaldet af folk fra de varme lande, hvor man ikke undser sig for at sætte tænderne i en kat.”
”Er du sikker på det? Som du ved, var katten et helligt dyr i Egypten, hvor man tilmed balsamerede dem, så de kunne komme med faraonerne i det næste liv.”
”Ja tak skal du have, men det var længe før profetens tid.”
”Du er altså modstander af multikulturen?”
”Ja, det kan du kraftedeme tro.”
”Men hvad gør du selv for at sikre fredelige og fordragelige tilstande? Jeg hører, at du gentagne gange har været hos dyrlægen efter at have været oppe at slås med andre af kvarterets katte.”
”Det er ikke min skyld, at de bliver jaloux på mig på grund af min skønhed, som tiltrækker mange fra det modsatte køn. Skal man nu høre vrøvl for det? Og hvad gør politiet for at dæmme op for voldskatte, som fandme burde være i fængsel?”
Da jeg skulle til at spørge Werner om krigen i Ukraine, hoppede han ud ad vinduet og tog ophold på udhusets tag, hvorfra han bedre kunne overskue, om der var fjendtligtsindede katte i nærheden.
Jeg håber at kunne genoptage dialogen på et belejligt tidspunkt.