STOP DIGGING!, sagde USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld ofte. Han havde fra topposter i erhvervslivet og i politik ofte bevidnet, hvordan man i disse to erhverv er dygtig til at grave både grøfter og dybe huller. Den dynamiske duo Lars Løkke og Peter Hummelgaard har nu med den seneste revision af koranloven gravet sig fra et dybt hul til et endnu dybere hul, hvorfra der ikke synes vej tilbage til den sunde fornuft. Det oprindelige lovforslag forbød utilbørlig omgang med hellige genstande, hvad det så er for noget. I sine bemærkninger til lovforslaget forklarede justitsministeriet, at koranen anses for en hellig genstand, men ikke det kristne kors. Sådan at forstå, at korset jo bare viser en romersk henrettelsesmetode. Og hvad er der så helligt ved det? Det vil sige, at offentlig afbrænding af koranen koster to år i spjældet, men afbrænding af den korsfæstede Jesus er helt OK. Sådan ser kristne mennesker ikke på det, men det gør justitsministeriet. Og det er det, der tæller.
Lovforslaget blev mødt med vilde protester fra nær og fjern. Muslimerne vil have en yderligere stramning, så enhver kritik af islam blev forbudt, og frihedselskende danskere brokkede sig over genindførelsen af blasfemiparagraffen for krænkelser af islam. Efter at have tygget på de mange høringssvar og kommentarer er Løkke og Hummelgaard nu nedkommet med en ny version af lovforslaget, der bliver præsenteret som en ’præcision’, men som er en dramatisk udvidelse af beskyttelsesparaplyen over den islamiske ideologi. Nu dækker strafområdet ikke kun ’hellige genstande’, altså koranen men alle islams tre hellige skrifter, det vil sige Koranen, Hadith (traditionerne) og Sira (Muhammeds biografi).
Disse tre ’testamenter’ udgør tilsammen Islams ideologiske grundlag, som er en personkult rettet mod profeten Muhamed, en totalitær samfundsmodel og en tro. Alle tre skrifter anses af enhver muslim for hellige og ukrænkelige, fordi de er udtryk for enten Guds direkte ord eller hans vilje. Tilsammen indeholder Koranen, Hadith og Sira også Islams komplette retsgrundlag, altså islamisk lov også kendt som Sharia. Islamisk ret anses af muslimer for Guds vilje, der er evindelig, absolut og ukrænkelig Det tilkommer således ikke dødelige mennesker at omgøre eller modernisere Guds vilje. Ethvert forsøg herpå er i islam en krænkelse og en blasfemisk handling.
Løkke & Hummelgaard har med den nye ’præcisering’ af regeringens forslag stillet Sharia under dansk lovbeskyttelse. Efter islamisk lov anses en muslimsk mand for et helt menneske. En muslimsk kvinde er et undermenneske af første grad. Jøder og kristne er undermennesker af anden grad, og hinduer, buddhister, ateister og frafaldne er undermennesker af tredje grad. Sharia forbyder demokrati, vestlig livsstil, vin, dans og sang og dekreterer dødsstraf til utro hustruer og homoseksuelle personer. Der bliver noget at tage fat på for de danske domstole, når lovforslaget snart er vedtaget i Folketinget
Det morsomme i lovforslaget ligger dog i, at kunstneriske fremstillinger af ’hellige skrifter’ vil falde uden for forbuddet ligesom nye portrætter eller andre visualiseringer af profeten. Hvis Bille August således skaber et filmisk storværk om Muhammeds liv og levned med Mads Mikkelsen som profeten, skulle der være frit slag i lovens forstand. Når man tænker på, at Westergaards tegninger resulterede i arabisk statsboykot af danske varer, afbrænding af Dannebrog, vilde demonstrationer og overfald på vores ambassader, er det jo utænkeligt, at vi slipper for islamiske hævnakter, hvis vi bryder den eksisterende selvcensur.
Det reviderede forslag betyder, at vi nu accepterer og beskytter voldsmandens veto i dansk lovgivning. Et folketingsflertal betragter det som en givet og uforanderlig forudsætning, at islam altid vil hævne sig blodigt over den mindste krænkelse. Derfor er det os, der må vise fleksibilitet og forståelse for en voldkultur, vi ikke tør bekæmpe, men må lære at leve med. Med den reviderede koranlov har vi accepteret også den krænkedes veto, hvis bare den krænkede er brutal nok, hvad islam til fulde demonstrerede den 7. oktober i Israel.
Vi er blevet et folk, der i stedet for at kæmpe stående har valgt at leve på knæene. Vi har gravet os ned i et dybt hul. Og vi graver endnu.