Danmark har tidligere været et forholdsvis homogent land, men det har ændret sig. Den politiske klasse har nemlig tilladt masseindvandring fra den tredje verden for at virkeliggøre drømmen om multietnisk og mangfoldigt Danmark, som alle migranter i verden har ret til at bosætte sig i og blive evigt forsørget af danske skatteydere. Alene siden 1980’erne er 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund vokset til i alt 534.731 personer, der har oprindelse i ikke-vestlige lande, hvoraf ca. 320.000 er muslimer fra MENAPT-landene.
Masseindvandringen har ikke overraskende destabiliseret Danmark og skabt øget polarisering på alle niveauer i det danske samfund. Folkeskolen er blevet opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst og offentlig forsørgelse. Børn til den lavuddannede etniske underklasse og børn til de veluddannede etniske danskere klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. Også gymnasier, der har en stor andel af elever med indvandrerbaggrund, oplever voksende polarisering. Problemet er nu blevet så stort, at både rektorer og politikere åbent taler om en opdeling i ”brune” og ”hvide” gymnasier. Den indvandrervenlige storbyelite skilter gerne offentligt med sit ønske om etnisk mangfoldighed i samfundet, men flytter fluks til et andet skoledistrikt eller finder en privatskole, når deres børns folkeskole eller gymnasium bliver alt for brunt.
På arbejdsmarkedet sker der en langsom polarisering med hensyn til stillingskategorier, hvor danskerne får flere og flere job øverst i stillingshierarkiet og færre job nederst i stillingshierarkiet. Undersøgelser viser, at de beskæftigede ikke-vestlige indvandrere – og også i et vist omfang de beskæftigede efterkommere – har job længere nede i stillingshierarkiet end de beskæftigede danskere og får en lavere timeløn. De ikke-vestlige, primært muslimske, indvandrere koncentreres i brancher og virksomheder, der er præget af dårlig løn, manglende udviklingsmuligheder og dårligt arbejdsmiljø. Dette fører til en fastlåsning af muslimerne i bunden af jobhierarkiet og deres overrepræsentation inden for lavteknologiske brancher som handel, transport, hoteller og restauranter.
Etnisk opdeling finder ligeledes sted på boligmarkedet, hvor ressourcestærke familier flytter fra boligejendomme, efterhånden som indvandrerandelen stiger. Med tiden gentages mønsteret i hele gaden, kvarteret og sidenhen bydelen. Ca. 80.000 indvandrere, primært muslimske, skønnes at bo i såkaldte parallelsamfund defineret som samfund, der er fysisk og mentalt isolerede og følger egne normer og regler uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det.
Mens den danske under- og middelklasse lider under indvandringens skyggesider, berøres den danske magtelite, dvs. de 5 pct. af befolkningen med indkomster på 800.000 kr. om året og opefter, ikke synderligt af udviklingen. Magteliten udgøres i overvældende grad af midaldrende mænd med DJØF-uddannelser, multikulturelt udsyn mod verden, selvgod humanisme, Twitter-konti og dyre boliger i de mest eksklusive kvarterer i landets storbyer – i tryg afstand fra elendighed og trængslerne med en mislykket integration.
Blandt danskere er det en udbredt opfattelse, at Danmark er befolket af én stor middelklasse, som har nogenlunde samme indflydelse og samme muligheder. Kun 11 pct. af danskerne mener, at der i Danmark findes en ”elite”. I stedet for at fokusere på, hvem der faktisk har magten i Danmark, fokuserer man i Danmark på elitens underafdelinger – en kulturelite, en politisk elite, en erhvervselite mv. – men aldrig på, hvordan de forskellige eliter er forbundet til hinanden.
Men sandheden er, at der findes en elite i Danmark. Øverst i samfundet er en lille kreds af mennesker forbundet med hinanden på kryds og tværs, og de træffer hver dag beslutninger, som får afgørende betydning for resten af befolkningen. Den ene kortlægning af den danske magtelite efter den anden viser, at den består af ca. 450 snehvide, etnisk danske ministre, departementschefer, topembedsmænd, borgmestre, politidirektører, cheferne for PET og FE, højesteretsdommere, advokater, direktører i erhvervs- og interesseorganisationer, chefredaktører for de etablerede medier, meningsdannere, diplomater, dommere, universitetsrektorer, topledere i erhvervslivet mv. De danner en lukket kreds i samfundets top og er altid til stede, når de store beslutninger bliver taget. I store virksomheders bestyrelser. I politiske kommissioner, råd, nævn og udvalg. I fagforeningerne. På universiteterne. I private fonde. I Dansk Industri osv.
Magtelitens medlemmer har de samme uddannelser, de samme postnumre og de samme fritidsinteresser. De deler et bestemt verdenssyn og værdier, de går til bal hos Dronningen og har intet til fælles med resten af befolkningen. Mens 95 pct. af danskerne er fra middel- eller underklasse, har kun 36 pct. af magteliten så almindelig en baggrund. 33 pct. af eliten er født ind i landets absolutte overklasse og 15 pct. har forældre, der er nævnt i Kraks Blå Bog. For hele befolkningen gælder det kun for ca. 0,2 pct. Forskellen på de to? Et barn med forældre i Kraks Blå Bog har mere end 1.000 gange større chance for selv at blive en del af eliten en dag.
Toppen af dansk erhvervsliv er hvid – og hvidere end de lande, vi oftest sammenligner os med. Det viser en ny undersøgelse fra data- og analyseinstituttet Denominator, der indsamler data fra større virksomheder til globale investorer inden for inklusion og diversitet. Her viser tallene, at ledelserne i de store danske virksomheder er blandt de mindst etnisk blandede – på niveau med Norge, Sverige og Polen, men et stykke efter de fleste vestlige lande. Dermed er der langtfra en repræsentation af etniske minoriteter, der ligner befolkningssammensætningen, hvor 9,2 pct. er etniske minoritetspersoner. I Danmark er der 0 pct. bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer med afrikanske rødder, mens der er 1 pct. med asiatiske rødder. For den største etniske minoritetsgruppe i Danmark, som er folk med mellemøstlig baggrund, er der henholdsvis 0,15 pct. direktionsmedlemmer og 1,66 pct. bestyrelsesmedlemmer i de største virksomheder.
Det snusfornuftige danske demokrati er derfor et skalkeskjul for en samfundsmodel, der hylder det multietniske, det multikulturelle og det multireligiøse, men som i virkeligheden koncentrerer magten i hænderne på en snæver, etnisk dansk og 100 pct. snehvid elite. Facit er, at efter 50 år med indvandring er magteliten i dette land fortsat kemisk renset for folk med det forkerte navn eller hudfarve. Man skal derfor ikke lade sig narre af, at eliten på retorisk plan hylder det multikulturelle, det multietniske og det multireligiøse. Reelt er alle centrale magtbastioner i det danske samfund på etnisk danske hænder. De danske nationalkonservative kan derfor være helt rolige: det hvide Danmark holder fortsat skansen.