I takt med at skoler verden over langsomt genåbner, viser en ny rapport fra UNICEF og WHO, at 43 procent af verdens skoler – over 800 millioner børn – manglede basale faciliteter til håndvask, herunder rent vand og sæbe, i 2019. ”Det er jo frygtelig læsning, for lige nu er muligheden for at vaske hænder en af hovedbetingelserne for, at skoler verden over kan genoptage skolegangen på en sikker måde efter COVID-19 pandemien. Det kommer efter en tid, hvor skolelukninger har stillet verden overfor en hidtil uset udfordring for børns skolegang og læring”, siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF.
”Vi skal prioritere børns læring. Det betyder, blandt andet, at vi skal sikre at skolerne er klar til at genåbne på en måde, der er sikker for alle, herunder med adgang til håndvask, rent vand og sæbe,” siger Karen Hækkerup.
Ifølge rapporten mangler omkring 818 millioner børn faciliteter til håndvask på deres skoler. Det sætter dem i øget risiko for at blive smittet med COVID-19 eller andre smitsomme sygdomme. Mere end en tredjedel af børnene, svarende til 295 millioner, bor i Afrika. I verdens mindst udviklede lande mangler syv ud af 10 skoler basale midler til håndvask og halvdelen af skolerne har ikke adgang til rent vand og sanitet. ”Vi ved, at især adgangen til rent vand, er et stigende problem med klimaforandringern – det er en effekterne – og det går udover børn,” siger Karen Hækkerup.
Rapporten understreger vigtigheden af, at balancere behovet for implementering af offentligt tilgængelige sundhedstiltag med de sociale og økonomiske konsekvenser, som nedlukning af samfundet kan have. Rapporten fortæller, at der er veldokumenteret bevis for at forlængede skolelukninger kan have negative konsekvenser for børns læring, velbefindende og sikkerhed.
”Adgang til rent vand, sanitet og hygiejne er essentielt for at stoppe og kontrollere smittespredning, også i skolerne”, siger Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus der er generalsekretær i WHO. ”Regeringer bør have stort fokus på sikker genåbning af skoler under den fortsatte COVID-19 pandemi.”
Rapporten viser endvidere at:
- Ud af de 818 millioner børn der manglede adgang til basale håndvaskfaciliteter på deres skoler, gik 353 millioner på skoler der havde adgang til vand, men ingen sæbe.
462 millioner gik på skoler, hvor der heller ikke var adgang til vand. - I de 60 lande med den største risiko for en sundheds- og humanitær krise grundet COVID-19, manglede tre ud af fire børn adgang til basale håndvaskfaciliteter ved pandemiens udbrud, halvdelen manglede adgang til vand og mere end halvdelen havde ikke adgang til sanitære forhold.
- En ud af tre skoler verden over havde enten begrænset eller ingen adgang til drikkevand.
- 698 millioner børn manglede basal sanitet på skolen.
Rapporten identificerer adskillelige værktøjer, der skal bruges til at forebygge og kontrollere COVID-19 i skoler, herunder 10 handlingspunkter og tjeklister. Det hele bygger på de retningslinjer for genåbning af skoler, der tidligere er blevet udarbejdet af UNICEF, UNESCO, WFP og Verdensbanken og som indeholder praktiske råd til nationale og lokale myndigheder. Retningslinjerne skal hjælpe dem med at forberede en sikker genåbning og fortsat beskytte børnene når de vender tilbage til skolen. De indeholder adskillelige protokoller relateret til vand og sanitet, hygiejnetiltag, brug af værnemidler, rengøring og desinfektion, samt til sikring af rent vand, håndvaske, sæbe og gode, sanitære forhold.
UNICEF og WHO har lanceret et fælles initiativ ”Håndhygiejne til alle”, der støtter verdens mest sårbare samfund med midler til at beskytte deres sundhed og miljø. Initiativet samler internationale partnere, regeringer, privatsektoren og civilsamfundet om at sikre at produkter og ydelser er tilgængelige til alle og til en pris der er til at betale.