”Kræver I den totale krig?”, råbte Joseph Goebbels i Berliner Sportpalast i februar 1943. Stalingrad var tabt og krigslykken vendt for de sejrsvante tyske styrker. ”Ja!”, brølede de fanatiske masser i salen. To år senere var Tyskland forvandlet til en rygende ruin. Den totale krig er i dag en russisk specialitet. Putins militær udsletter alt, skaber en ørken og kalder det fred. Raketter og missiler regner nu ned over de ukrainske byer som hævn for den militære ydmygelse, russerne lider på alle fronter. Desværre har vi i Vesten valgt at forhindre Ukraine i at føre krig i tre dimensioner. De ukrainske styrker bliver ikke forsynet med langtrækkende våben, der kan ødelægge mål inde på russisk territorium, hvor terror-missilerne er placeret. Ukrainerne er begrænset til at føre krig i bredden og i højden, men ikke i dybden. Sådan kan man ikke vinde en moderne krig, og hvis ikke Ukraine får rådighed over våbensystemer, der kan opspore og ødelægge de russiske raketbatterier, vil Ukraine som Tyskland i 1945 blive reduceret til en ørken.
Hvad kan de vestlige demokratier så gøre for at standse den russiske totale krig mod civilbefolkningen i Ukraine? Den totale krig er ikke en option for os, og så er der ikke mange skud tilbage i bøssen. Når politikere ikke ved, hvad de skal gøre, iværksætter de sanktioner og boykots. Også selv om det er en historisk kendsgerning, at isolation af diktaturer virker stabiliserende på systemet og ikke det modsatte. Ti års hårde sanktioner mod Saddam Hussein væltede ham ikke, men dræbte ifølge FN mere end 300 000 børn på grund af underernæring og medicinmangel. Årtiers boykot af militærjuntaen i Burma var virkningsløs, og sanktionerne mod Sydafrika blev saboteret af en række lande, der forsynede apartheid-styret med alt, hvad det havde brug for. Den eneste effektive total-isolation var jerntæppet, som frelste det kommunistiske styre i Østeuropa fra undergang. Det var dog ikke de vestlige demokratier, der sanktionerede Sovjetimperiet for dets mange grusomheder, men Warszawapagt-landene, der isolerede sig selv for at skjule den vestlige verdens frihed, velstand og livskvalitet for de slavebundne folkeslag øst for jerntæppet. Den selv-påførte isolation blev en politisk respirator for socialismen, som først opgav ånden i 1990, hvorefter den ti år senere genopstod fra de døde nu forklædt som ’klimakampen’.
Den almindelige standardpakke af sanktioner fungerer heller ikke denne gang og særligt ikke, fordi vi opretholder importen af energi fra Rusland, hvilket finansierer hele felttoget mod Ukraine. Vi er nødt til for det første at forsyne Ukraine med de nødvendige moderne våben så som langtrækkende krydsermissiler, som kan nedkæmpe de russiske terrorbatterier, der foranstalter ødelæggelsen af det ukrainske civilsamfund. For det andet vil det være nødvendigt med ikke den totale krig, men den totale isolation af Rusland. En fuldstændig indkapsling. Så effektivt og omfattende, at Rusland politisk, økonomisk, kulturelt og socialt bliver et øde og goldt månelandskab uden forbindelse til den demokratiske omverden. Det betyder indrejseforbud for alle russiske statsborgere i alle vestlige demokratier. Alle russere i de vestlige lande udvises med øjeblikkelig virkning. Ingen russiske skibe må anløbe vestlige havne. Ingen russiske fly får landingstilladelse undtagen for at hente udviste russere. Vest-borgere får udrejseforbud til Rusland og russere spærres ude af alt politisk, kulturelt, sportsligt og socialt samkvem med de vestlige demokratier. USA nedlægger forbud mod russiske bankers transaktioner i US Dollars, hvad der kaster Rusland ud af det internationale banksystem. Enhver form for handelssamkvem med Rusland stoppes med øjeblikkelig virkning inklusive køb af energi.
Denne virtuelle anbringelse af Rusland på Månen bliver skrap kost for russerne, men også for os andre. Vi kommer nok i en periode til at leve med kriser inden for energiforsyning, økonomi og velstand i hele den vestlige verden. Men de mange millioner tabte menneskeliv i første og anden verdenskrig bør lære os at udnytte civilsamfundets kampmidler til det yderste, inden vi lader kanonerne tordne og missilerne flyve. Ikke den totale krig, men den totale isolation er nok sidste chance for at bringe Rusland væk fra terrorvældet. Slutmålet for de vestlige demokratier må jo ikke være ødelæggelsen af det russiske samfund, men tværtimod at bringe Rusland ind i folden til fredeligt samarbejde og venskab med de vestlige demokratier.