Klumme: Wollt ihr den totalen Krieg?

Manipulation og virkelighedsforvrængning virker i politiske sammenhænge. Har man ikke har noget visionært at byde på, så er frygt og trusler som pisk og gulerod de bedste virkemidler. Særligt hvis man samtidig anviser en vej ud af kaos.

Den måske bedste tale i den boldgade var det 3. Riges propagandaminister, Josef Goebbels’, tale i Berliner Sportpalast den 18. februar 1943. Talen hvor han spurgte de fremmødte, om de ønskede den totale krig.

Tyskland havde netop lidt nederlag ved Stalingrad og mistet hele sin 6. armé bestående af eliten af den værnemagtenhed, der havde besejret Frankrig i maj 1940. Næsten hvert hjem i Tyskland havde enten en pårørende eller en bekendt, der var blandt de omkomne eller tilfangetagne. Op mod en kvart million mand havde de tidligere sejrrige tyske tropper mistet.

På ruinerne af så meget død og ødelæggelse havde Føreren befalet de indesluttede soldater at stå fast, og nu forsøgte Goebbels at slå på frygten for, at de bolsjevistiske tropper ville rykke videre vestpå, hvis man ikke blindt fulgte partiets paroler om mobilisering og total krig. Ofrene ved Stalingrad havde ikke været forgæves, påstod han.

Fanatisme og håb lyste ud af de særligt indbudte bestående af veteraner, sårede, partimedlemmer og dekorerede helte fra slagmarkerne.

De ville springe ud fra høje bygninger, hvis Goebbels havde sagt “hop”. Jeg har talen på 2 cd’er. Den er et mesterværk. Stemmeføring og ordene er som at høre en gudstjeneste.

Mette Frederiksen anno årene fra 2019-2022, hun har lært lektien. Skabelsen af frygt, trusler, pisk og gulerod virker på ny. At hun i normale tider var blevet strittet ud både af parti og folketing, er der nok ikke megen tvivl om.

Dygtigt har hun sammensat en Førerkommando under folk som Nicolai Vammen og Jeppe Kofod. Unge og yngre socialdemokrater, der blindt vil gå planken ud for deres partileder.

En Vammen, der på tv hellere vil blive til grin end at indrømme at Fører-hunden har begået fejl i håndtering af minkskandalen. “Kollektive fejl” kaldte han det, uagtet at alle ved, hvem der traf den endelige beslutning.

Rytteriets, Den lille Gumbas, med Rasmus Botoft og rejsen ind i sindet har Mette Frederiksen taget til sig, som var monologen udtænkt i hendes hjernespind. “Nu bliver du bange, men du skal helt i sindet”-talen.

Læg mærke til, at siden Mette Frederiksen erklærede Danmark nedlukket primo 2020, så har alle sædvanlige politiske diskussioner og agendaer været skrinlagt.

Alt har været personfikseret om en ikke særlig nuanceret, ikke særlig karismatisk statsminister, uden alt for meget på hjertet. Hvis det ikke var, at hun har kunnet misbruge coronasvindel, vaccine ditto, og nu Ukrainekrig, inflation og energipriser, så kunne man betegne hende som en ganske ordinær, halv trist og tør politiker.

Men, den ros skal hun have, hvad hun har manglet af åndelig, retorisk og visionær begavelse, det har hun til gengæld kompenseret for ved at trække kortet som salig Goebbels forstod at mobilisere Tyskland på i den skelsættende tale han holdt tilbage i 1943.

Nu hvor valget er udskrevet, ser man busreklamer med Førerskikkelsen, Mette Frederiksen, der “Passer på fremtiden”, og skamløst taler om “Svære tider”. Mere end hver 4. vælger hopper på vognen.

Og igen skamløst forsvarer hendes vælgere Føreren på de sociale medier, både hendes sjakren med demokratiets spilleregler og hendes magtmisbrug ved at erklære både undtagelsestilstand og nedlukning for at dække over lovbrud og en hel uhørt mangel på respekt for alle andre end sig selv.

Udfordringen består i at lade den lille dreng råbe, at kejserinden ikke har noget tøj på.

Hvor Ekstra Bladet og andre medier vælger at udskamme de Konservatives Søren Pape for hans lemfældige omgang med dybest set private forhold, der sidder kejserinden stadig på sin trone, fordi medierne er venstresnoede og forudindtagede.

Der er lige så meget bid i medierne, som der er hunde i hundekiks. DR og TV2 har deres egne favoritter i Førerstaben. Der er ingen forskel på Völlkischer Beobachter i det 3. Riges medieverden og det licensbetale Danmarks Radio. Her er et valgresultat altid forudbestemt, hvad enten det er i USA, Danmark eller andre steder. Går det anderledes end forudbestemt, skyldes det vælgernes fejlbedømmelser.

Nu skal vi se på de sædvanlige valgplakater hænge rundt i bybillederne, vi skal opleve de forudsigelige tv-debatter og uddeling af balloner og flyers i gågaderne. Men bagved det forudsigelige er der indbygget en gradvis erodering af det folkestyre, som generationer før os har udformet og forfinet siden enevældens afskaffelse i 1848.

Grundlovens fædre Monrad og Lehmann ville have advaret mod en type som Mette Frederiksen. Hun var den slags monarkistisk lederfigur, som grundloven skulle sikre os mod. En leder, der som den afgående og enevældige konge i 1848 ikke afspejlede et folks vilje, et folkestyre, men mere et tyrannisk styre.

Lad mig advare mod den Førerstab, som Mette Frederiksen omgiver sig med, lad mig endnu mere advare mod en uforudsigelig politiker som Mette Frederiksen selv, en der ikke skyr nogen midler for at beholde magten. Hun er gjort af det stof, bananrepublikker er styret af. Og lemmingerne, der følger hende, er villige til at lade sig indeslutte ved Stalingrad.

De følger gerne den totale krig ned i afgrunden. Og sidder blandt publikum i Berliner Sportpalast indtil de alle rejser sig og råber på den totale krigs lyksaligheder.