Site icon 24NYT

WWF Verdensnaturfonden ønsker deres præsident, H.K.H. Kronprinsessen, tillykke med fødselsdagen

H.K.H. Kronprinsesse Mary blev præsident for WWF Verdensnaturfonden i 2020 og har siden stået i spidsen for organisationens arbejde med at bevare dyrenes levesteder og naturens mangfoldighed i hele verden. Det er der hårdt brug for. I H.K.H. Kronprinssenens levetid har vi mistet meget store dele af verdens pattedyr, fisk, fugle, padder og krybdyr.

H.K.H. Kronprinsessen udsætter sømrokker fra Kattegatcentret i Grenå. Foto: Lars Hestbæk

Vi ønsker vores præsident hjertelig tillykke med de 50 år og takker hende mange gange for hendes store indsats for verdens natur og de truede dyre– og plantearter. Både verdens og den danske natur er presset. Levesteder forsvinder og med dem arter, som risikerer at forsvinde for altid.

”Når vi nu fejrer, at H.K.H. Kronprinsessen fylder 50 år, er det nærliggende at se på, hvad der er sket med naturen i hendes levetid. Desværre er der ikke så meget at fejre her. De seneste 50 år har vi i gennemsnit mistet to tredjedele af mere end 4.000 arter af verdens pattedyr, fisk, fugle, padder og krybdyr. Og i Danmark er 1844 arter truede og 389 arter allerede uddøde. Der er så meget at kæmpe for, og her er det skønt at have H.K.H. Kronprinsessen med på holdet,” siger Bo Øksnebjerg, Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.

H.K.H. Kronprinsessen, som igennem flere år blandt andet har arbejdet aktivt med FN’s verdensmål, er som præsident for WWF Verdensnaturfondens med til at finde løsninger på de udfordringer, verden møder i forhold til naturbevarelse, beskyttelse af truede dyrearter og med at skabe mere natur til glæde for danskerne.

H.K.H Kronprinsessen har kastet sig ind i kampen for naturen med en stor forståelse for udfordringerne og en entusiasme, der smitter. Hun har bl.a. sat fokus på udfordringerne for den danske natur i kampagnen ”Sammen for naturen”, hvor flere tusind billeder blev delt under hashtagget #fornaturenWWF. Kampagnen skabte bred bevidsthed om status for dansk natur. H.K.H Kronprinsessen har også været med til at skabe begejstring for de truede danske rokker, som de færreste danskere ved lever i vores farvande.

I anledning af H.K.H. Kronprinsessens fødselsdag har WWF Verdensnaturfonden sammen med Ghita Nørby og Sebastian Klein arrangeret en overraskelse. Vi løfter sløret for den søndag den 6. februar, når TV 2 fejrer H.K.H. Kronprinsessen i showet ”Mary 50 år – vi fejrer hele Danmarks kronprinsesse”.

WWF Verdensnaturfonden og Kongehuset

  • Kongehuset har siden 1972 arbejdet for at stoppe tilbagegangen i naturen. I 1972 grundlagde H.K.H. Prins Henrik den danske afdeling af WWF.
  • Den 15. maj 1972 afholdt H.K.H. Prins Henrik et møde med 35 indflydelsesrige personer på Fredensborg slot. Mødet blev begyndelsen på WWF Verdensnaturfonden, den danske afdeling af World Wildlife Fund.
  • Målet var at skabe en dansk base, der kunne støtte op om den internationale organisations indsats for at sikre en levende verden i en tid, hvor flere og flere dyrearter blev truet af krybskytteri, forurening og tab af levesteder.
  • H.K.H. Prins Henrik blev præsident for WWF Verdensnaturfonden og var det frem til sin død den 13. februar 2018.
Exit mobile version