Politikerne forsømmer aldrig en anledning til at kritisere erhvervsledere, der blander sig i politik. Man kunne jo så håbe på, at politikerne ville erkende, at de som faggruppe ikke besidder erfaring eller kompetencer inden for organisation og ledelse således, at styringen af vore sygehuse blev lagt i hænderne på professionelle kræfter. Imidlertid har de muntre dilettanter på Christiansborg og i regionerne i mange år haft travlt med at udtænke en organisationsudvikling af det danske sundhedsvæsen, der nu – ikke lægefagligt – men ledelsesmæssigt er på katastrofekurs. Moderne ledelse går ud på at skabe resultater gennem andre menneskers indsats. Den gode leder ved, at han kun kan få succes, hvis hans medarbejdere har succes. Effektiv ledelse bygger på det princip, at hvis mere end én har ansvaret, er der ingen, der har ansvaret. Her hopper kæden af for den politisk styrede ledelsesudvikling.
Hvor vi i erhvervslivet PLACERER et ansvar, så bestræber den offentlige ledelse sig på at FORDELE ansvaret. Det er et ufravigeligt princip i moderne ledelse, at ansvar og bemyndigelse skal være dækkende. Man må aldrig pålægge en leder et større ansvar, end han har magt til at forvalte det. Og man må aldrig give en chef større magt end det ansvar, der er ham pålagt. Men politikerne har traditionen tro udviklet en ledelsesstruktur i sundhedsvæsenet, der systematisk og bevidst har nedbrudt lægernes ret og autoritet til at lede og fordele arbejdet således, at hospitalslægerne i dag nok står med det fulde ansvar for diagnose og behandling, men uden magt og beføjelse, der er lagt alle andre steder end hos lægerne. På alle veldrevne hospitaler rundt omkring i verden er hospitalets topchef en lægeuddannet professor, dr. med., ligesom flere andre chefer i den øverste ledelser er lægeuddannet. Det gælder således elitehospitalerne Cleveland Clinic i Ohio og Heidelberg Universitetshospital. Her er sygeplejen lagt ind som en stabsfunktion under de ledende læger, idet den vigtige pleje af patienterne indgår som en naturlig forlængelse af diagnose og behandling. Men ikke i det ligestillingsfikserede Danmark, der har indført et sygt system om sideordnet ledelse mellem læger og sygeplejersker, som nu hver for sig tilrettelægger deres arbejde.
Den anerkendte migræneekspert, professor dr. med Jes Olesen, har en debatbog (som medier og politikere hurtigt fik fejet ind under gulvtæppet) demonstreret, at rundbarberingen af lægernes autoritet har nedbrudt stuegangen, der er en af hovednerverne i hospitalsarbejdet. Tidligere kunne overlægen tilse 20 patienter på en stuegang. Han var ledsaget af en erfaren afdelingssygeplejerske og flere yngre læger, som var i klinisk mesterlære. Lægen indtalte sine observationer i en diktafon således, at journalerne senere kunne opdateres af lægesekretæren. I dag kan overlægen kun tilse ganske få patienter i et stuegangsforløb. Den stressede sygeplejerske kan måske ikke afse tid til stuegang, lægesekretæren er fyret eller overflyttet til andet administrativt arbejde. Overlægen må derfor efter hver patient sætte sig til sin computer og skrive journal samt udfylde mangfoldige skemaer og formularer, der i en lind strøm flyder ned fra de ledende bureaukrater i administration og regioner. Den vigtige mesterlære er brudt sammen, fordi de yngre læger nu styres af en computer og ikke af en erfaren overlæge.
De ledende lægers afmagt er total, fordi de ikke mere kan rekvirere selv beskedne nyanskaffelser uden at sikre sig en godkendende underskrift fra et eller flere nidkære djøf-monstre, der mandsopdækker lægerne. Den tiltagende bureaukratisering af de ledende lægers arbejde besværliggør tjenesterejser, nyansættelser, kliniske studier og forskningsbevillinger. Det er alle hospitalslægers drøm at arbejde i en moderne organisation, der ledes af erfarne læger, som har terapi, sygepleje, administration og forskning under sig og ikke som i Danmark, over sig. Sådan er de bedste universitetshospitaler indrettet i USA, Holland og Tyskland, men de døve og blinde danske politikere er besat af vrangforestillingen om det danske sundhedsvæsen som verdens bedste og vil hellere lade sig riste over en sagte ild end lade sig inspirere af foregangshospitaler i udlandet.
Der er hos politikerne absolut ingen forståelse for, at sygehusvæsenet skal reformeres fra bunden med erfarne læger i førersædet, før de katastrofale forhold på danske hospitaler bliver afhjulpet. Det gør ikke indtryk på regeringen, at læger og sygeplejersker er i masseflugt fra de offentlige sygehuse, eller at patienter med aggressive kræftsygdomme hældes ned ad brættet uden rettidig behandling. Der kommer jo en god løsning i morgen: Vi nedsætter en kommission. Så er vi jo på rette vej.