Yderligere tre personer varetægtsfængslet i sag med banderelateret afpresning

Yderligere tre personer varetægtsfængslet i sag med banderelateret afpresning

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt onsdag formiddag tre personer, der har tilknytning til bandemiljøet i Slagelse. Efter politiets opfattelse har de anholdte – sammen med to, der allerede er varetægtsfængslet – afpresset en indehaver af et fitnesscenter i Slagelse.

De tre anholdte er sigtet for afpresning efter straffelovens bestemmelser og blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved. De er alle nu varetægtsfængslet.

Alle tre nægter sig skyldige.

Politiinspektør Kim Kliver udtaler: – Vi har et konstant fokus på de trusler og eventuelle former for afpresning, der udspringer af bandemiljøet, og som på alle måder er uacceptable. Sagen her sender et signal til bander i nærområdet i Slagelse om at afholde sig fra sådanne gerninger, og hvis det sker, kommer de til at stå til ansvar for deres handlinger.

Politiet har anholdt i alt fem personer, der nu er varetægtsfængslet i sagskomplekset.

Kommentarer