Ingen, der interesserer sig blot en smule for Trykkefrihedsselskabets arbejde kan være i tvivl om, at vi i selskabet er meget glade for den engelske ytringsfrihedsaktivist og dokumentarist Tommy Robinson. Vi betragter ham som en af de vigtigste stemmer i den europæiske ytringsfrihedsdebat og ikke mindst som det spinkle håb England stadig har for at kæmpe sig tilbage som kulturbærende retsstat. Vi tildelte ham vores ytringsfrihedspris i 2019 og 1. april i år havde vi igen besøg af Tommy Robinson, som i Fællessalen på Christiansborg for første gang viste sin seneste dokumentar ”Silenced”, der med udgangspunkt i en enkelt episode mellem to elever i en skolegård viste, hvor langt det engelske rets- og myndighedssystem er på retræte og hvor langt myndighederne er villige til at gå for at skjule konsekvenserne af den grasserende befolkningsudskiftning i England.
Trykkefrihedsselskabet producerede en video fra begivenheden på Christiansborg med taler af Tommy Robinson, Morten Messerschmidt (der var den officielle vært på Christiansborg) og mig selv. En helt igennem fredelig lille film, som vi lagde op på youtube . Her levede den i nogle uger sit eget, stille liv – men så skete der noget: den amerikanske forfatter, skribent og debattør Bruce Bawer havde set både Tommy Robinsons dokumentar ”Silenced” og Trykkefrihedsselskabets video fra Christiansborg – og skrevet en artikel om det hele i netavisen Frontpage Magazine: ”Three cheers for Tommy Robinson – the backbone of Britain”.
En fremragende artikel på så mange måder, men ikke mindst fordi Bawers anerkendelse af Tommy Robinsons store og omkostningsfulde arbejde og Bawers utvetydige opbakning til ham er så sjælden blandt den intellektuelle elite. Men Bawer er klar i mælet og stor i ordene om Tommy Robinson, så vores begejstring var til at tage og føle på. Så meget desto mere som visningerne på vores Christiansborg-video eksploderede, og kommentarfeltet bugnede af ros og opbakning fra Bawers læsere.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen og vi kunne have sagt os selv, at en video om Tommy Robinson ikke længe kan gå under radaren hos en tech-gigant, der ligesom Facebook har sat alt ind på at gøre Tommy Robinson til en ikke-person i værste Stalin-sovjetiske stil: da visningerne nåede 100.000 – blev filmen lagt bag en mur med følgende tekst:
”Denne video kan ikke afspilles her. Videoen indhold er blevet klassificeret som upassende eller stødende for nogle målgrupper i YouTube fællesskabet”
Det er stadig muligt at klikke sig vej til videoen, men det er umuligt at se, hvor mange visninger, den har, ligesom kommentarsporet er slettet. Det er altså en særlig slags censur, der gør det umuligt at vide, hvor mange, der rent faktisk kan lide, hvad de ser som YouTube sætter ind, når en video, de ikke kan lide, bliver for populær. Det minder på lange stræk om den særlige arkitektur og indretning af Stasi-fængslet Hohenschönhausen i Berlin, hvor de politiske fanger blev ført ad lange gange i et sindrigt alarmsystem, så de ikke kunne møde andre mennesker på vej til cellen og hverken kunne se eller høre andre fanger, og hvor vinduerne i deres celler var lavet af glasmursten, der ganske vist tillod lyset at komme ind, men gjorde det umuligt at se, hvad der var uden for ”vinduet”.
Denne bevidste, totale isolation af meningsmodstandere, der var specialdesignet af Stasi til at nedbryde demokrater og dissidenter, har YouTube ført videre i en mere subtil form på cyberspace, men som ikke desto mindre har samme formål: at få dig til at tro, at du er en paria, alene og udstødt af fællesskabet. Så længe du kun ses af et fåtal, bliver du tolereret, for få visninger er i sig selv et bevis på, hvor udgrænset du er, men viser det sig, at for mange bakker op – bliver du lukket ned. Og grænsen, har vi nu lært, er 100.000 visninger på YouTube. Det er ganske vist 100.000 flere end på Facebook, der som bekendt blokerer enhver, der blot nævner Tommy Robinsons navn, men intentionen og det bagved liggende menneskesyn er det samme: totalitær udgrænsning af meningsmodstandere.
Som sagt er det stadig muligt at klikke sig vej til videoen på YouTube, men det er en stakket frist, så Trykkefrihedsselskabet har lagt den på Rumble, der endnu ikke er begyndt at censurere deres brugere, og har man endnu ikke set Tommy Robinsons dokumentar ”Silenced”, kan den ses på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside