Ytringsfrihed er kultur


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

 

Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem Trykkefrihedsselskabet

 

Maldivernes minister for klima, miljø og teknologi Ali Sohan, var forleden udsat for et mordforsøg. Sohan var på vej gennem trafikken i Hulhulmaali på sin scooter, da en Koran-citerende mand stoppede ham og straks forsøgte at stikke ministeren ihjel med en kniv. Som en anden Lars Hedegaard, forsvarede Sohan sig dog og slap med livet i behold.

 

Men denne sommer er det først og fremmest attentat på den indiske forfatter Salman Rushdie under et foredrag i New York, af en anden Koran citerende mand, der har fået opmærksomhed. Rushdie pådrog sig i slutningen af 80erne store dele af den islamiske Verdens vrede for sin bog, De Sataniske Vers, og den dengang nyligt etablerede Iranske Islamiske Republik udstedte straks en fatwa. Fatwaen virkede i sin tid, som en god ide for regimet, der ville stå i spidsen for en verdensomspændende islamisk revolution, men er siden blevet til en international pinlighed, hvorfor Rushdie og hans tilhængere blev bebrejdet for attentatet.

 

Hvad der ikke fik så megen opmærksomhed herhjemme, var et attentatforsøg på Masih Alinejad, den iranske menneske- og især kvinderetsforkæmper, ligeledes i New York. Hun står bag den iranske ‘Kast Sløret’ bevægelse i Iran og lever følgeligt i eksil. En mand bevæbnet med en AK-47 blev anholdt som han forsøgte at trænge ind i Alinejads hjem. Sidste år forsøgte 4 bevæbnede mænd at kidnappe hende og føre hende tilbage til Iran. Det blev dog også forhindret af FBI (hvis man ellers kan stole på dem).

 

Forrige år blev Danmark lukket ned for et par timer, da politiet jagtede en iransk dødspatrulje, der ville udslette nogle iranske dissidenter. Det synes besynderligt glemt, da den slags ligner en krigserklæring. Men vi ville åbenbart fred her til lands og nøjedes med et skarpt formuleret brev som gengæld. Ingen danske ambassader blev stukket i brand så lidt fik vi da ud af det.

LÆS OGSÅ:  Det surrealistiske knæfald for Black Lives Matter

 

Islamisk åndsmørke er en – eller burde være – åbenlys ydre trussel for det Vestlig sind. Langt værre er dog den åndsformørkelse, der konstant truer indefra. Som Forfatningsret-eksperten professor Johnathan Turley beskriver i sin Harm And Hegemony: The Decline Of Free Speech In The United States, så angribes selve ideen om ytringsfrihed på især de amerikanske universiteter. Et af de bagvendte argumenter, fra de kanter er, som Turley forfærdet noterer, at det i sig selv er ytringsfrihed, at true dissens til tavshed. De store IT giganter er blot en teknologi, der ændrer slagmarkens topografi – IBM leverede således gladeligt hul-kort systemer både til bankvæsen og jødeforfølgelse, som Google og Apple frejdigt udvikler ansigtsgenkendelsesteknologi til det kommunistiske regime i Kina, som de slår ned på dissidenter og allehånde minoriteter. Men internettet er frit, hvis vi står sammen om det – tilbage til Turley:

 

The notion of silencing others as a form of speech reflects a deep and widening disagreement over the protections for heterodoxy in a variety of different fields. Leading publications like the New York Times have apologized for publishing opposing views on issues, while leading journalists, editors, and columnists have resigned under fire for publishing dissenting viewpoints. Museum curators have been forced out for questioning calls for race-based policies on acquisition or preferences. When leading writers, from Salman Rushdie to J.K. Rowling to Noam Chomsky, signed a letter raising alarm over the growing intolerance for opposing views, they were denounced by colleagues. At the same time, legislative proposals to criminalize speech have been proposed in the cause of protecting democracy. 

 

These conflicts are often dismissed because many are the actions or policies of private actors like Big Tech companies rather than a form of state action. While some have called to amend the Constitution to allow for greater speech regulation, others insist that blacklisting of authors or banning certain cable networks are not true free speech conflicts since they fall outside of the First Amendment. However, free speech values are neither synonymous with nor contained exclusively within the First Amendment. As will be discussed below, all of these public and private forms of censorship undermine free speech values.

 

The rise in speech regulation is often defended on the basis that free speech itself is a danger. This article explores the rationalization that speech controls are justified as a defense or response to the harm posed by opposing views. It is a framing that explicitly or implicitly raises the “harm principle” of John Stuart Mill—with a lethal twist. Many have long relied upon the harm principle in a myriad of areas to define the limits on government controls and action, particularly in defense of free speech. A type of Millian harm principle is now being used to justify both government controls and private action to silence those with opposing views. Indeed, the antifree speech movement on our campuses is often defended as a type of militant Millian movement, a construct that is neither faithful to Mill’s writing nor logical in its application. Yet that same rationale has been used by social media companies as the foundation for the robust censorship programs now enforced across the media in what is often called the “post-truth” environment.

 

LÆS OGSÅ:  Sveriges Storebrorstat anbefaler indgreb i ytringsfriheden – nu også internationalt – En ny tendens i Europa?

At ville lutre ud i desinformation lyder besnærende, hvis ikke ligefrem ædelt. Men hvorledes ved vi om noget er rigtigt, hvis ikke det kan udfordres? Hvem har på forhånd autoritet til at fejle, når ny viden dukker op – hvis den da kan? Og hvorledes kan de, med det in mente, i så fald have vores tillid? Som New Zealands premierminister Jacinda Arden sagde i 2020; “We will continue to be your single source of truth… Unless you hear it from us it is not the truth.”

 

Det var i Pandemiens første måneder, hvor myndighederne forsøgte at styre informationsflowet og dermed evnen til at regulere folks adfærd, for at begrænse smitte-trykket, inden sundhedssystemet kollapsede. Ædelt nok, det er hvad myndighederne er til for, at fortælle befolkningen, hvad den skal vide. Men dette er altså ikke sandheden der bliver fortalt, men statens opfattelse af nødvendighed.

 

Derfor fik man at vide, at mundbind ikke havde en effekt, fordi man var bange for at befolkningen ville hamstre dem, som gær eller wc-papir og efterlade sundhedsvæsenet og ældreplejen eksponerede. Som forsyningerne af værnemidler, blev mundbind pludseligt så effektive, at de var påkrævet i offentlig transport, forretninger og snart sagt hvor som helst mennesker samledes. Effekten mod smitte var i de situationer ganske begrænset, men effekten på folks opfattelse af påpasselig adfærd betragtelig. De fleste kan sikkert huske den psykologiske effekt at være delvist dehumaniseret i en verden af formummede medborgere. Det var heldigvis kun en midlertidig gene, men man kan sende en tanke på de formummede kvinder i den islamiske verden, hvis køn regnes som befængt.

LÆS OGSÅ:  Samuel Patys skæbne indskriver sig i den franske blasfemikamp

 

Der eksisterer intet organ for ‘sandheden’ og hvis der gjorde, ville vi ikke kunne genkende det. Derfor den evige debat med frie ytringer, uanset hvor forvrøvlede vi måtte finde andres tanker, en nødvendighed i en søgen efter sandhed. På den måde kan vi i det mindste have en et fælles tredje, at forholde os til. Ytringsfrihed er, med et udtryk fra en Danmarks Radio kampagne for medie-licens, noget vi giver til hinanden. Det var vi tvunget til, indtil man fandt ud af, at man kunne tvinge endnu flere ved blot at kradse pengene ind til medie mastodonten, direkte gennem skatten. Men det er, som med alt, hvad man giver, tanken der tæller.