Canada lancerede i maj et såkaldt Digitalt Charter, der skulle fremme “tillid til den digitale verden”. Charteret indeholder ti principper, hvoraf tre omhandler “hadefuld tale og desinformation”.
Af Judith Bergman– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Canadas premierminister Justin Trudeau sagde, at charteret vil ramme fake news og hadefulde ytringer på nettet. “Platformene svigter deres brugere, og de svigter vores borgere”, sagde han. “De skal gøre en større indsats for at imødegå desinformation. Og hvis de ikke gør det, vil vi stille dem til ansvar og det vil få alvorlige økonomiske konsekvenser.”
“Canadas regering”, står der i charteret, “vil forsvare ytringsfriheden og på nettet beskytte imod trusler og desinformation, der forsøger at underminere integriteten af valg og demokratiske institutioner. Canadiere kan forvente, at de digitale platforme ikke skaber eller spreder had, voldelig ekstremisme eller kriminelt indhold.”
“Der vil være klare, alvorlige straffe”, tilføjes det, “for brud på de love og forskrifter, der understøtter disse principper.”
Som det er blevet standard i sådanne sager, indeholder charteret ingen definition af, hvad “had” er, hvorfor den canadiske regering kan lægge hvad som helst, som de betragter som politisk ubelejligt, i det vage begreb. Det er efterhånden ret velkendt: Tyskland har allerede lovgivning, der forlanger, at sociale medieplatforme censurerer deres brugere. Sociale medievirksomheder er forpligtet til at slette eller blokere al “kriminalitet” på nettet inden for 24 timer efter modtagelsen af en brugerklage. Den tyske stat kan idømme dem bøder på op til 50 mio. euro for ikke at leve op til lovgivningen. Frankrig arbejder på det.
Det digitale charter blev lanceret ugen efter, at Canada underskrev “Christchurch Opfordring til Handling” – endnu et regeringsstyret tiltag for mere censur, der officielt skal bekæmpe “terroristisk og voldeligt ekstremistisk indhold på nettet”.
Canadas straffelov indeholder allerede love mod hadefulde ytringer ifølge hvilke enhver, der offentligt “opildner [eller bevidst fremmer] had imod en identificerbar gruppe”, begår en strafbar handling[1]. En “identificerbar gruppe” omfatter “enhver sektion af befolkningen, der kan skelnes ud fra deres hudfarve, race, religion, nationalitet eller etnisk oprindelse, alder, køn, seksuel orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller psykisk eller fysisk handikap.”[2] Paragraf 318 forbyder at tale for eller fremme folkemord.
For nogle er straffeloven dog tilsyneladende ikke nok. I juni anbefalede Underhusets stående udvalg vedrørende retfærdighed og menneskerettigheder i en rapport med titlen “Tiltag for at bringe had på nettet til ophør“, at den canadiske regering etablerer et “civilt retsmiddel” for dem, der hævder, at deres menneskerettigheder er blevet krænket. Efter at have hørt et stort antal vidner foreslog udvalgets flertal, at den canadiske menneskerettighedslovs paragraf 13, eller en lignende lovtekst, genindføres.
Paragraf 13 var en meget kontroversiel bestemmelse, der blev ophævet i 2013 under Stephen Harpers regering efter at den var blevet kritiseret af ytringsfrihedsfortalere for at muliggøre censur på internettet. Paragraf 13 erklærer, at det er diskriminerende, når folk kommunikerer via computer eller på internettet om “noget, der med sandsynlighed udsætter en person eller personer for had eller foragt på grund af den kendsgerning, at personen eller personerne kan identificeres på baggrund af en forbudt forskelsbehandling”. [Kursivering tilføjet][3]
Underhusets udvalg kommer i rapporten også med flere andre anbefalinger til den canadiske regering for at bekæmpe “had på nettet”; blandt andre:
Flere midler til retshåndhævelse, statsadvokat og dommere for at sikre tilstrækkelig uddannelse “om vigtigheden og behovet for at bekæmpe had på nettet, herunder opmærksomhed over for klagere”.
Forbedret dataindsamling, så staten sikrer, at “vi har en mere fuldstændig forståelse af omfanget af had i Canada, især had udtrykt på nettet”. Projektet inkluderer etableringen af landsdækkende “ensartede retningslinier og standarder for indsamling og håndtering af data om hadforbrydelser og hadmotiverede hændelser”. For at gøre det opfordrer udvalget regeringen til at tage højde for, at “medlemmer af marginaliserede grupper… føler sig bedre tilpas ved at fortælle om hadefulde hændelser og hadforbrydelser direkte til civilsamfundsorganisationer, der afspejler deres samfund bedre end ansatte hos de retshåndhævende myndigheder… Det er nødvendigt at afsætte ressourcer til hjælp med dataindsamling hos både statsinstitutioner og civilsamfundsorganisationer”.
Det er afgørende, at politistyrker og andre “repræsentanter for staten”, der arbejder med hadforbrydelser, skal “afspejle den etniske, religiøse, LGBTQ og almindelige mangfoldighed i den befolkning, som de repræsenterer. Politistyrkerne, og især deres hadforbrydelsesenheder, skal arbejde sammen med civilsamfundsorganisationer…”
Der findes allerede en lignende samarbejdsmodel med civilsamfundsorganisationer i Storbritannien, hvor den efter sigende diskrediterede civilsamfundsorganisation “Tell Mama” for eksempel har arbejdet sammen med britisk politi.
For at “forhindre had på nettet” burde regeringen endvidere “uddanne befolkningen i, hvad der er had på nettet”.
I modsætning til mange andre af sådanne initiativer ønsker udvalget, at regeringen formulerer en definition af, hvad der er “had”, og be_ftnrefr:
“Det er afgørende, at denne definition anerkender personer, der i særlig grad er mål for hadefulde ytringer, herunder, men ikke begrænset til, etniske, indfødte, sproglige, seksuel orientering, kønsidentiske og religiøse grupper”.
Endelig, og i tråd med udviklingen i Europa, opfordrer udvalget regeringen til “at opsætte krav til platforme på nettet og internetudbydere med hensyn til, hvordan de overvåger og håndterer tilfælde af hadefulde ytringer, og behovet for hurtigt at fjerne alle opslag, der ville udgøre had på nettet”. Lige som i Europa foreslås det, at platforme på nettet straffes økonomisk, hvis de ikke lever op til kravene:
“Platforme på nettet skal forpligtes til at rapportere regelmæssigt til brugerne om data vedrørende hadtilfælde på nettet (hvor mange hændelser blev der rapporteret, hvilke foranstaltninger blev der taget / hvilket indhold blev fjernet, og hvor hurtigt blev der handlet). Manglende forskriftsmæssig rapportering om had på nettet skal føre til en betydelig økonomisk straf til onlineplatformen”.
Det er dog ikke alle, der er enige i den foreslåede strategi for den canadiske regering. Det konservative parti skrev en mindretalsudtalelse[4] til rapporten, ifølge hvilken:
“… mange af forslagene ville, hvis de blev implementeret, have de to konsekvenser, at ytringsfriheden stækkes for dem, der handler i god tro, mens de også radikaliserer folk med slette intentioner yderligere ved at presse deres kommunikation ud af det offentlige rum… At drive forkastelige ideer ud af den offentlige debat vil ikke udrydde dem. Det vil snarere forhindre, at de bliver debatteret og dementeret.”
De konservative udvalgsmedlemmer var imod genindsættelsen af paragraf 13 i Canadas menneskerettighedslov. De anbefalede i stedet, at straffe for hadforbrydelser på nettet eller andre steder bør håndteres under den relevante paragraf i straffeloven. De anbefalede desuden, at “Definitionen af ‘had’ i straffeloven begrænses til, hvor en trussel om vold, eller tilskyndelse til vold, rettes mod en identificerbar gruppe” og at “i stedet for at forsøge at kontrollere ytringer og ideer, undersøger regeringen passende sikkerhedstiltag for at imødegå alle tre elementer ved en trussel: hensigt, evne og mulighed”.
De konservative medlemmer konkluderer:
“Alt for mange uskyldige mennesker er blevet påvirket af ekstremistisk vold i de senere år. Modbydelige ideologier, der tilskynder personer til at tage livet af deres medmennesker, har fået en bekymrende udbredelse både herhjemme og rundt om i verden. Desværre har Justin Trudeau og de liberale medlemmer af udvalget imidlertid forsøgt at bruge disse bekymrende begivenheder som et middel til at styrke deres politiske position. De har forsøgt at beskrive enhver, der ikke deler deres snævre værdisæt, som ekstremister. Det er farligt. De konservative mener, at det canadiske samfund netop er modstandsdygtigt, fordi det lader alle synspunkter komme til orde, men at vi også skal stille dem til ansvar, der udbreder materiale, der radikaliserer mennesker og fører til ekstremistisk vold”.
Hvis regeringen er positiv over for udvalgets anbefalinger, ser Canadas fremtidsudsigter stadigt mere dystre ud.
OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler.Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.