Det er såmænd sagt før af andre end undertegnede, men det fortjener at blive gentaget med jævne mellemrum. Reel ytringsfrihed er hæmmet, hvis der er en massiv overvægt af etablerede medier, der slipper afsted med at relativere de to parter i en konflikt, når der i virkeligheden er en afgrundsdyb forskel mellem den ene og den anden.
Af Morten Uhrsjov, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet
Det er selvfølgelig Israels krig imod en terrororganisation, der anvender metoder af en karakter, hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt de er medlemmer af arten homo sapiens. Jeg skal ikke nyde noget af de videoer, der florerer rundt om på nettet, men jeg kan sagtens forstå, at det israelske militær har valgt at lade journalister se noget af det. Hvor rædselsvækkende det end må være at overvære.
På trods af dette sidder man dagligt med fornemmelsen af, at det er Israel, der hele tiden står for skud, fordi de svarer massivt igen. Jævnligt høres ”eksperter”, der kan fortælle os, at Israel skal passe på ikke at begå krigsforbrydelser, hvis de da ikke allerede har gjort det.
Det nævnes kun sjældent, at Hamas har begået krigsforbrydelser siden den 7. oktober, og at de har tænkt sig at gøre det ad infinitum, så længe terrororganisationen eksisterer. Sagen er jo den, at det ikke er en krigsforbrydelse at bombe militære mål, så længe man forsøger så godt som muligt at undgå civile mål under angrebet. Det bliver dog i praksis umuliggjort af, at Hamas konsekvent bruger civile som skjold, fordi de kynisk, og desværre med held, håber på, at verdensopinionen vender sig imod Israel.
Danske og mange internationale medier har et stort ansvar for, at vi er nået dertil, at en alt for høj andel synes, at de to parter er lige gode om det. Det er en form for mangel på ytringsfrihed, der er anderledes end de åbenlyse forsøg, der har været på at lukke munden på upopulær kritik i forhold til de herskende paradigmer.
Personligt har denne skribent det sådan, at kun en samfundsklasse rangerer lavere hos ham end politikerne generelt, og det er journalisterne generelt.