Site icon 24NYT

46 pct. ser USA som en trussel for Danmark

De skiftende danske regeringer har fejlet med at gøre det klart for danskerne, at Danmark har en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) i udgifter til forsvaret.

Når det nuværende forsvarsforlig er gennemført i 2024, vil Danmarks bidrag til NATO derfor fortsat ligge på de nuværende 1,5 pct. af BNP.

Hver gang NATO minder Danmark om de 2 pct., gradbøjer regeringen aftalen og påstår, at der var tale om en hensigtserklæring og ikke et løfte.

Det kan derfor ikke undre, at kun 50 pct. af danskerne mener, at Danmarks bidrag til NATO skal op på de lovede 2 pct. af BNP. Det fremgår af en ny Kantor Gallup-måling.

Det er tankevækkende, at kun 50 pct. af danskerne vil bruge flere penge på forsvaret i betragtning af, at 76 pct. af befolkningen mener, at Rusland udgør en fare, 72 pct. at Kina er en trussel kun overgået af frygten for terror fra Mellemøsten, som 73 pct. mener er en sikkerhedsrisiko.

Amerikanerne opfatter med rette danskerne som utaknemmelige snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Den opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.

Det mest tankevækkende i Kantor Gallup-målingen er imidlertid, at 46 pct. af danskerne er enige eller overvejende enige i, at det USA, som er den eneste garant for dansk sikkerhed, er en trussel for Danmark. Om ikke andet er det godt nyt for Vladimir Putin.

Det siger sig selv, at USA ikke kan have tillid til en NATO-allieret, som mener, at frihed og sikkerhed er noget, USA garanterer og betaler for.

De naive danske sjæle, som håber, at den kommende Biden-regering vil se med mildere øjne på det illoyale Danmarks nasseri, får sig derfor en slem skuffelse.

André Rossmann

Exit mobile version