Site icon 24NYT

Balletten Mahlers 3. symfoni opføres i sæson 20/21

Den Kongelige Ballet stod over for én af sine største premierer i sæson 19/20, da landet lukkede ned og alle opførsler af Mahlers 3. symfoni blev aflyst. Det er derfor en glæde at meddele, at John Neumeiers mesterværk endelig får sin danske premiere i maj 2021 på Det Kongelige Teater.

Da Det Kongelige Teater lukkede ned den 12. marts 2020, stod Den Kongelige Ballet over for én af sine største premierer i sæson 2019/20, nemlig Mahlers 3. symfoni. Forestillingen, som skulle have haft premiere den 15. marts, måtte aflyses og mange ugers intensivt prøveforløb med koreografen John Neumeier og Den Kongelige Ballets dansere fik aldrig sin forløsning på scenen.

John Neumeier har i knap 50 år haft en kolossal indflydelse på dansk ballet og Mahlers 3. symfoni er én af hjørnestenene i hans enorme, koreografiske virke. Det Kongelige Teater har arbejdet intenst på, at det danske balletpublikum ikke snydes for dette mesterværk, og derfor er det med stor glæde at meddele, at vi opfører Mahlers 3. symfoni i maj 2021. Mahlers 3. symfoni erstatter La Bayadére, som desværre udgår af sæson 2020/21.

Om Mahlers 3. symfoni siger Balletmester Nikolaj Hübbe:

”Det var en stor fornøjelse at arbejde med Mahlers 3. symfoni. Allerede ved første prøve med John Neumeier var der en helt fantastisk og smuk kemi mellem ham og danserne. Og den koreografiske og kreative rejse, som alle derefter foretog, lovede for, at premieren skulle gå hen og blive helt enestående. Det er fantastisk, at vi får mulighed for at sætte den på scenen til foråret og vi er meget taknemmelige for alle, som har gjort det muligt for os.”

Mahlers 3. symfoni har premiere den 19. maj 2021 kl. 20 på Store Scene i Operaen.

Exit mobile version