Site icon 24NYT

Berlingskes skønmaleri af integrationsindsatsen

Under stor fanfare og tykke overskrifter har Børsen den 23. april kunnet berette, at ”Flygtninge stormer ind på arbejdsmarkedet”. Det har 24NYT kommenteret forleden: https://24nyt.dk/boersen-skaber-en-illusion-af-succesfuld-integration/

Overskrifterne i Berlingske den 26. april er endnu tykkere og glæden kan ingen ende tage. Det glade budskab er, at antallet af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund, der er i arbejde, er steget med 40.000 fra 165.000 i 2015 til 205.000 i 2017. Men eftersom det samlede antal ikke-vestlige indvandrere i Danmark i samme periode er steget med 66.000, har vi reelt fået 26.000 nye sociale klienter. De 26.000 bliver med tiden til mange flere på grund af familiesammenføringer og en høj fødselsrate.

Tallene bekræfter således den overordnede trend, nemlig at tilstrømningen af flygtninge og migranter er så markant, at antallet af nytilkomne hele tiden overstiger antallet af dem, der kommer i arbejde. Antallet af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse vil derfor blive ved med at stige på trods af den integrationsindsats, der i medierne fremstilles som succes.

Lad os lige placere et par ting i rette kontekst. For det første skyldes stigningen i antallet af ikke-vestlige indvandrere, der er i job, opsvinget og er derfor midlertidig. Så snart vi får økonomisk afmatning og der skal fyres, er det erfaringsmæssigt udlændinge, der ryger først. En stor del af de 40.000, der er kommet i job, vil derfor igen blive sociale klienter.

For det andet betyder trepartsaftalen ganske rigtigt, at der er flere, der er kommet i job, men der er tale om løntilskudsjob og ikke ordinær beskæftigelse. Mange kreative arbejdsgivere har nemlig fundet ud af, at de altid kan få en ny flygtning i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de så få en ny praktikant. De aftaler, som kommunen har med deres virksomhedscentre, er kun til for at aktivere flygtninge. Der kommer ikke ordinære job ud af de praktikker.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen mener alligevel, at der er tale om en kæmpegevinst: ”Det er ikke kun godt for integrationen, men også for den danske statskasse”, siger han. Det er vist nok kun i Beskæftigelsesministeriet, at løntilskudsjob er en gevinst for statskassen.

Bundlinjen er, at indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund giver et underskud på statens budget, og at de vil fortsætte med at være en byrde for samfundet i mange, mange år fremover. Mens regningen for den mislykkede integration er på 36 mia. om året og stiger hele tiden, er der færre og færre penge til etniske danskeres velfærd. På Bornholm skal vore ældre medborgere således snart gennem en ydmygende afvaskning med vådservietter i stedet for et dagligt bad, fordi kommunen mangler penge.

Exit mobile version