Europæiske regeringer benytter corona-pandemien til at give hundredtusinder af illegale migranter fra Afrika, Asien og Mellemøsten asyl. Mens Europa er ude for et økonomisk chok uden fortilfælde, og et tocifret antal millioner europæere har mistet deres levebrød, får illegale migranter i Europa tildelt gratis bolig og sundhedspleje.
I Italien, hvor statsgælden ventes at nå 160% af BNP i år, har den venstreorienterede koalitionsregering bekendtgjort en plan om at tildele asyl til mindst 600.000 migranter, der opholder sig ulovligt i landet. De vil få opholdstilladelser, der i første omgang gælder i seks måneder men kan fornys i det uendelige.
Den såkaldte Marshallplan for Landbruget er landbrugsminiser Teresa Bellanovas idé. Hun hævder, at migranterne er vigtige, fordi de plukker afgrøder og tager sig af de ældre under coronakrisen. Tiltagets modstandere siger, at det kun er en lille andel af de illegale migranter i Italien, der på nuværende tidspunkt arbejder i landbruget eller som plejepersonale for de ældre.
UHYGGELIG VIDEO! Her sætter demonstrant ild til politibetjent
Omkring 100.000 landmænd fra Østeuropa arbejder – lovligt – i Italien hvert år, men det kan de ikke i år på grund af coronakrisens rejseforbud. Landbrugsorganisationer fortæller om en mangel på 200.000 arbejdere i øjeblikket. Antallet svarer til en trediedel af det antal migranter, som Bellanova siger, at hun gerne vil legalisere.
Den tidligere indenrigsminister og nuværende oppositionsleder Matteo Salvini udtalte, at han gik ind for en at tildele midlertidige arbejdstilladelser til dem, der arbejder som landbrugsmedhjælpere nu, men det kan ikke retfærdiggøres at give asyl til hundredtusinder af migranter. Han foreslog en alternativ plan: Arbejdsløse migranter, der har lovligt ophold i landet og modtager velfærdsydelser, skal rekrutteres til at arbejde i markerne.
Salvini udtalte, at regulariseringen af hundredtusinder af illegale migranter var “et slag i ansigtet” på millioner af arbejdsløse italienere. Han advarede om, at det ville igangsætte en ny bølge af illegal migration til Italien. Bellanova truedemed at trække sig, hvis hun ikke fik sin vilje.
Selvom opfordringer til massetildelinger af asyl går flere år forud for coronakrisen, blev de konsekvent blokeret, mens Salvini og hans parti Ligaen var i regering. Den nuværende regering, der tiltrådte i september 2019, har været mere liberal hvad angår illegal migration. Bellanova får opbakning fra aktivistgrupper og ser nu ud til at bruge det demokratiske tomrum, som coronakrisens undtagelsestilstand har skabt, til at tildele asyl uden parlamentarisk billigelse.
I Portugal meddelte regeringen den 28. marts, at alle migranter med asylansøgninger under behandling ville blive betragtet som havende varig opholdstilladelse indtil mindst den 1. juli for at sikre, at migranterne ville have adgang til offentlige ydelser under coronaepidemien. Migranterne fik tildelt adgang til det offentlige sundhedsvæsen, velfærdsydelser, bankkonti og ansættelses- og lejekontrakter. Portugals tiltag har ansporet til lignende opfordringer til at tildele asyl i andre europæiske lande.
I Frankrig har mere end 100 franske parlamentsmedlemmer underskrevet et åbent brev til premierminister Édouard Philippe, der opfordrer regeringen til at legalisere alle migranter på grund af coronavirus. Brevet, der blev offentliggjort i avisen Le Journal du Dimanche den 12. april, erklærede:
“Vi opfordrer indtrængende den franske regering til at indføre de samme tiltag som den portugisiske regering. Den sundhedskatastrofe, som vi lider under, tvinger os til at handle ansvarligt og uden tøven, sådan som vores portugiske venner gjorde.”
SMART! Sådan får Danmark 0 asyl-ansøgere uden at bryde konventionerne
Man kender ikke det aktuelle antal illegale migranter i Frankrig, men Pew Research Center vurderer det til at have været mellem 300.000 og 400.000 i 2017. Når man tager bølgerne af masseindvandring, der har været siden da, i betragtning, er antallet nok et godt stykke over en halv million.
I Spanien, hvor halvdelen af den samlede befolkning på 47 millioner mennesker nu lever af statslig forsørgelse, bad 200 NGO’er regeringen om en “ekstraordinær legaliseringsproces” for illegale migranter på grund af coronavirus. “En udbredt og ekstraordinær legalisering af alle migranter bosat i Spanien er det mest fleksible og grundige tiltag for at garantere, at alle mennesker kan imødegå denne sundhedskrise og økonomiske krise”, udtalte de i en erklæring dateret den 14. april. Den nationale radio COPE vurderer, at antallet af illegale migranter i Spanien er et godt stykke over 800.000.
I Storbritannien opfordrede katolske ledere den 3. maj premierminister Boris Johnson til at give asylansøgere og andre “usikre” migranter mulighed for at leve frit og arbejde i landet under corona-pandemien. Storbritannien har ifølgePew Research Center op mod 1,2 million illegale migranter, hvilket er en fjerdedel af alle dem, der er kommet ind i Europa på ulovlig vis.
I mellemtiden har Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Dunja Mijatović, opfordret de europæiske regeringer til at slippe afviste asylansøgere og illegale migranter ud i samfundet på grund af coronavirus. Hun skrev den 26. marts i en erklæring:
“Mange medlemslande har i lyset af corona-pandemien været nødsaget til at ophæve tvungne hjemsendelser af personer, der ikke længere har lov til at opholde sig i deres land, herunder såkaldte Dublin-tilbagesendelser, og det er uvist, hvornår de ville kunne genoptages. Inden for menneskerettighedslovgivningen kan tilbageholdelse af migranter med henblik på sådanne tilbagesendelser kun være lovlige, så længe en tilbagesendelse kan lade sig gøre. I mange tilfælde er der tydeligvis ikke udsigt til det for tiden….
“Løsladelse af de mest sårbare bør prioriteres. Eftersom tilbageholdelse af mindreårige migranter, hvad enten de er uledsagede eller med deres familier, aldrig tjener deres tarv bedst, bør de straks frigives. Medlemslandenes myndigheder bør desuden undlade at udstede nye arrestordrer til personer, som det er usandsynligt at få fjernet i den nærmeste fremtid.”
I Spanien, hvor der blev erklæret undtagelsestilstand på grund af coronavirus den 14. marts, har regeringen løsladt tusinder af illegale migranter, der var anbragt i såkaldte interneringscentre for udlændinge (Centro de Internamiento de Extranjeros, CIE). CIE er midlertidige interneringscentre forud for udvisninger, og ifølge spanske lovgivning kan migranter ikke tilbageholdes der i mere end 60 dage. Eftersom rejseforbud grundet coronavirus har umuliggjort udvisninger, løslader indenrigsministeriet dem. Mange migranter er blevet sendt til såkaldte flygtningemodtagecentre (Centro de Acogida a Refugiados, CAR), hvor de får kost og logi i et halvt år.
I Belgien har regeringen løsladt flere hundrede migranter fra detentionscentre. The Brussels Times beretter:
“De 300 tilbageholdte, hovedsageligt mænd, blev løsladt og fik besked på at forlade Belgien inden for 30 dage. I sådanne tilfælde tvinges de “papirløse” sans-papiers, som de kaldes, ikke ombord på et fly, der flyver til deres hjemland. De kan i stedet forlade detentionscentret ad fordøren. Det må forventes, at mange går under jorden. Da de ikke har nogen identitetspapirer, vil det fremover være svært, for ikke at sige umuligt, at opspore dem.”
I Storbritannien har regeringen løsladt mere end 700 migranter fra indvandringsfjernelsescentre (IRC), fordi de ikke kan udvises på grund af corona-pandemien. Domstole har tvunget indenrigsministeriet til at frigive snesevis af migranter på trods af frygt for, at de kunne udgøre en fare for samfundet. “Mere end 40 lande, hvortil indenrigsministeriet planlagde at udvise dem, har enten lukket deres grænser eller indført rejserestriktioner, der gør udvisninger umulige”, skriver The Telegraph.
Storbritanniens laden stå til ser ud til at have igangsat endnu en bølge af illegal indvandring. Siden corona-nedlukningen begyndte den 23. marts, har næsten 900 personer ifølge ‘Migration Watch UK’ krydset Den Engelske Kanal fra Frankrig. Den 8. maj standsede grænsepatruljen ifølge indenrigsministeriet otte både med 145 passagerer, hvilket er en rekord for en enkelt dag. Mere end 1.200 illegale migranter menes foreløbigt at have haft held med ulovligt at krydse den engelske kanal i år.
Kriminalpolitiet fortalte parlamentet, at målet for både migranter og smuglere nu er at blive “fanget” af de britiske myndigheder og taget til en britisk havn, hvor langt størstedelen af de ankomne (måske mere end 90%) vil søge asyl.
“Den største tilskyndelse for dem, der kaster sig ud i den farlige færd over kanalen, er visheden om, at hvis de bliver samlet op af et fartøj fra den britiske grænsepatrulje eller formår at komme i land på britisk jord, vil der være gode muligheder for at få permanent ophold”, skriver Migration Watch UK.
Den 8. maj fortalte den tyske avis Die Welt om et lækket dokument fra den europæiske grænse- og kystvagt Frontex, der belaver sig på en ny migrantstrøm ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, når den tyrkiske regering ophæver sine coronarestriktioner:
“Covid-19-restriktionerne er gradvist blevet ophævet i de fleste ægæiske provinser, men endnu ikke i Canakkale, Istanbul og Izmir. Hvis der genindføres bevægelsesfrihed i de områder, må man forvente massive migrantbevægelser i retning mod den græsk-tyrkiske grænse.”
Saarlands indenrigsminister Klaus Bouillon (CDU) udtalte i et interview i Die Welt, at den tyske befolkning ikke ville se på endnu en bølge af illegale migranter med milde øjne:
“Befolkningens villighed og accept af at modtage folk er faldet. Vi ville sandsynligvis ikke længere være i stand til at engagere nok frivillige. Absorptionskapaciteten er desuden et stort problem.
“Der er stor utilfredshed blandt befolkningen, fordi enhver, der kommer hertil, straks har mange eller ligefrem flere rettigheder og ret til velfærdsydelser og sundhedspleje, end folk, der har arbejdet her hele deres liv.
“Der er en stor vrede og frustration, som jeg hører i samtaler hver dag. Loven sikrer basisydelser. Selv hvis folk smider deres pas væk og ikke samarbejder med myndighederne, kan deres ydelser kun reduceres minimalt.”
Den tyske regering fortsætter med at tage imod flere migranter. Kanslerens kontor meddelte for nylig, at de søgte en “koalition af villige” i hele Europa for at kunne tage imod børn fra flygtningelejre i Grækenland. Det var planen at hjælpe 1.500 børn, der var udpeget til at være særligt nødstedte: uledsagede børn under 14 år og børn med akut behov for lægehjælp. Den tyske regering lovede at tage imod 350 børn og understregede, at dens topprioritet var at redde unge piger. Da det første fly med 47 børn ankom til Hannover den 18. april, var kun fire af dem piger.
Den politiske kommentator Anabel Schunke, der skriver på den tyske blog Die Achse des Guten (“Godhedens akse”), har beskrevet de langvarige problemer, som Tyskland står over for ved at tage imod millioner af fortrinsvist uuddannede mænd. Hun skrev i sit essay “Mange mænd og få kvinder – indvandringens problem”:
“Det er noget tid siden, at indvandringsspørgsmålet var så ophedet, som det har været i den senere tid…. Årsagen til det var modtagelsen af ‘uledsagede mindreårige flygtninge’ fra Grækenland, sådan som det var blevet aftalt af en ‘koalition af villige’. Igår landede 47 af dem i Hannover. Tidligere var 12 unge ankommet til Luxemborg. Udover Tyskland og Luxemborg har også Frankrig, Irland, Finland, Portugal og Kroatien indvilliget i at modtage uledsagede asylansøgere fra lejrene i Grækenland. I alt er 1.500 børn blevet fløjet ud af landet på den måde. Tyskland har meddelt, at de alene vil tage imod mellem 350 og 500 af dem….
“Antallet kan forekomme ubetydeligt sammenlignet med flygtningekrisen i 2015/2016, og hvad der siden er sket af ukontrolleret, illegal indvandring. Det blev sagt, at børnene fortrinsvist var alvorligt syge og piger. De fleste af dem under 14 år gamle.
“Som vi nu ved, er virkeligheden en anden, og harmen er tilsvarende stor. De første billeder fra Luxemborg tydede på, at tingene ikke ville blive meget anderledes i Tyskland. Der var ikke en eneste pige blandt de unge mennesker, der blev fløjet ind. Det var derimod 10 drenge fra Afghanistan og 2 fra Syrien. Blandt de 47 uledsagede personer, der ankom til Hannover igår, var der kun 4 piger….
“En sådan modtagelse af ‘uledsagede mindreårige flygtninge’ (UMF) er omkostningsfuld. Afhængigt af regionen koster UMF mellem 5.000 og 7.000 euro per måned. I Hesse koster hver enkelt uledsagede mindreårige 101.515 euro om året eller lidt under 8.460 euro per måned.
“Selv hvis man tager den laveste omkostning på 5.000 euro, vil det alene give en omkostning på 235.000 euro per måned for de 47 mindreårige, der kom igår. Det er ikke en bagatel.
“De enorme omkostninger, der er en konsekvens af, at enhver socialarbejder vil have en bid af kagen, og at man grundlæggende kan stille spørgsmålstegn ved det, især i tider med en forestående økonomisk krise, er ikke vores eneste problem.
“Andelen af mandlige asylansøgere har været markant højere end andelen af kvindelige i enhver aldersgruppe siden 2015. Ikke mindre end 93% af børnene og teenagerne i de græske flygtningelejre er drenge, og det kan formodes, at indenrigsministeriet var bekendt med dette, da de forsikrede om, at de primært ville tage imod de alvorligt syge og piger….
“Blandt asylansøgerne er 67% af de 18-25 årige mænd; 63,9% af de 16-18 årige er drenge og 64,9% af de 25-30 årige er mænd…. Hvis man lægger disse aldersgrupper sammen, får man en mandlig andel på mere end 50% for dem under 30 år.
“Muslimske lande har nu 300 millioner drenge under 15 år. Dette er ikke en forudsigelse; det er allerede en realitet. Forskere som Gunnar Heinsohn vurderer, at op til 100 millioner kan få en stilling i samfundet i deres hjemland. De resterende 200 millioner vil forsøge at udvandre eller på anden vis kæmpe for deres plads.
“Religiøs ideologisk fanatisme trives på dette udklækningssted for unge mænd, der er kampklare, og dens bruges til at retfærdiggøre deres egen kamp for en bid af kagen. Så hvad vi oplever i dag af kriser og konflikter vil ikke mindskes i løbet af de kommende 15 år, men sandsynligvis øges. På den baggrund er de migrantstrømme, som vi ser i dag, kun begyndelsen….
“Hvor der er mange mænd med færre kvinder, er der en højere grad af seksuel frustration overalt, hvilket fører til konflikter mellem lokale og migranter, og det fører til flere seksuelle overgreb og et generelt had mod kvinder. Mange unge migranter lever i et konstant modsætningsforhold mellem en streng islamisk seksualmoral og Europas seksuelle frihed. Indvandringen påvirker også synet på kvinder og sikkerheden for de kvinder, der lever her. Det er så meget desto mere tragisk, at det netop er kvinderne her, der er overvejende positive over for indvandringen. Det øgede tab af frihed og sikkerhed blandt herboende kvinder vil måske i sidste ende føre til en større forståelse for de forpinte kvinders skæbne i radikale islamiske lande som Afghanistan. De vil måske en dag indse, at det gør en forskel, om det hovedsageligt er drenge og mænd eller piger og kvinder, der kommer til os.
“Når man ser på tyske nyhedssiders kommentarspor, kan mange borgere tilsyneladende stadig ikke få nok af den nuværende indvandringsbølge. Det vil under alle omstændigheder blive interessant, når den økonomiske krise har bidt sig fast efter corona-nedlukningen. Det må vise sig, om de nuværende tilhængere af masseindvandring stadig vil være villige til at lade deres ‘moralske’ overlegenhed koste så meget. Det finder vi ud af efter coronakrisen.”
Soeren Kern er Senior Fellow ved Gatestone Institute i New York.