Danmark har en stolt tradition for samarbejde med fascistiske og totalitære stater uanset, hvor mange af deres egne borgere de har myrdet. Historisk har Danmark ad flere omgange ført strudsepolitik. Det ligger dybt i danskerne at dukke sig og falde for fristelsen til at forstå verdens værste diktatorer.
Danskerne deltog således i olympiaden i Berlin i 1936, mens jøder overalt i Tyskland blev mishandlet og frarøvet alt, hvad de ejede. Og under besættelsen var adskillige socialdemokratiske økonomer og fagforeningsledere blevet fascineret af den nazistiske planøkonomi og flirtede med Nazityskland. De tog på studieture i Tyskland, skrev artikler i det nazistøttede tidsskrift Globus og spiste middage med nazisterne.
Det er en kendt sag, at den unge socialdemokrat Jens Otto Krag under krigen slog sine folder i en kreds af socialdemokrater, hvor man talte om et økonomisk samarbejde med Nazityskland. Forventningen var, at Tyskland ville sejre, og man ville tilpasse sin økonomiske politik efter denne realitet.
I 1980, da Socialdemokratiet havde regeringsmagten, deltog Danmark i sommer-OL i Sovjetunionen, kun et år efter sovjetfascismens invasion i Afghanistan, hvor den røde hær i bedste russiske tradition nedslagtede civilbefolkningen.
Ifølge det historiske værk, Kommunismens Sorte Bog, myrdede det kinesiske kommunistparti 60 mio. kinesere i perioden 1949-2000. Den kinesiske regering har aldrig beklaget dette folkemord, men Danmark deltog i Vinter-OL i Kina i 2022 med fuld viden om, at landet stadig brutalt forfølger sine kristne, muslimer og etniske minoriteter.
Det er typisk for danske politikere, ikke mindst de socialdemokratiske, at de ikke tør konfrontere deres etiske og politiske modstandere. Det sker også nu i forbindelse med Kinas militære manøvrer rundt om Taiwan.
Mens de kinesiske missiler hagler ned over Taiwanstrædet, er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) gået i flyverskjul. Den spændte situation mellem Kina og Taiwan har hverken afstedkommet en fordømmelse eller en pressemeddelelse – kun en lettere vag kommentar i Børsen. Kofod har valgt at stikke hovedet i busken på præcist det tidspunkt, hvor Danmark burde stå sammen med verdens øvrige demokratier.
Socialdemokratiets totale fravær i kampen for et frit og demokratisk Taiwan er endnu en illustration af det gab, der er mellem regeringens strategi om en værdibaseret udenrigspolitik og regeringens reelle handlinger.
Da Kofod i januar 2022 præsenterede Danmarks nye udenrigspolitiske strategi, sagde han, at ”det at kæmpe for frihed har en pris. Men intet i sammenligning med at lade være. Danmark må aldrig blive handlingslammet”.
Alligevel står Danmarks socialdemokratiske udenrigsminister i dag totalt handlingslammet, fordi han ikke er villig til at betale den pris, det kan have at konfrontere magthaverne i Kina.
Når Kofod leger en moralist i storpolitikken og taler med stolthed om Danmarks ”værdibaserede udenrigspolitik”, er det ikke andet end spil for galleriet, fordi al moral og anstændighed for længst har forladt dansk udenrigspolitik til fordel for en kynisk og fej luderpolitik.
André Rossmann