Klugscheisserne i de danske medier er enige: Ukraine kan måske nok vinde en del af det tabte territorium tilbage med den længe ventede forårsoffensiv, men kan ikke vinde krigen på længere sigt fordi det har en langt mindre befolkning at tage af.
Nu er spådomme om fremtiden ikke verificerbare, men hvis påstanden er, at den lille altid taber til den store, har vi ret til at undersøge dette empirisk, dvs. på basis af historiske erfaringer.
David, en lille hyrdedreng, besejrede den kæmpestore Goliath, fordi han havde to fordele: han kæmpede for sit og Israels liv på hjemmebane og havde et bedre våben, slyngen, som i modsætning til vores børnelegetøj var dengang et farligt militært mellemdistancevåben.
Den bibelske fortælling er ganske vist mere end tvivlsom historisk set, men lad nu det ligge: pointen er klar nok.
Skru frem til 1948. Israel er lige blevet en selvstændig stat, da alle dens langt større arabiske naboer, bl.a. Ægypten, Jordan og Syrien, forsøger at udslette det fra jordens overflade – og taber. Israel har før selvstændigheden sikret sig våbenleverancer fra det daværende Tjekkoslovakiet, fordi Stalin, som senere blev en arg modstander af miniputstaten, i et svagt øjeblik tillod det.
Israel var på hjemmebane og kæmpede for sin eksistens med ryggen mod muren. Og så havde Israel våbnene.
Eller hvad med Rusland i Afghanistan 1979-89? Heller ikke her har Putin lært lektien. Russerne var i krigens første fase dominerende, fordi de kontrollerede luftrummet. Men så gav CIA Mujahedinerne anti-helikopter Stinger-raketter og russerne endte med at måtte trække sig slukøret tilbage.
Eller hvad med amerikanerne i Vietnam, grækerne ved Thermopylæ, og så videre, og så videre?
Ukrainerne er et hårdført folkeslag, som undertegnede ved af egen erfaring. De har en leder som måske nok fysisk er på størrelse med David, den lille hyrdedreng, men som moralsk har retten på sin side og som er på hjemmebane.
Og som takket være især USA har våbnene.