Venstre, De Radikale og LA har truffet aftale om ændringer til vejledningspligten for muslimske indvandrere. Ændringerne skal behandles af Folketinget til april sammen med en række andre ændringer af repatrieringsloven.
I henhold til de bebudede ændringer skal kommunerne fremover koncentrere kræfterne om at holde “dedikerede” hjemrejsesamtaler med 8.900 langtidsledige muslimske indvandrere frem for det nugældende krav om at informere alle kort om mulighederne.
Ordningen skal gælde alle muslimer, også dem, der er godt i gang på arbejdsmarkedet, har dobbelt statsborgerskab og sjældent er i kontakt med kommunen.
Målet med hjemrejsesamtalerne er at overtale flere migranter uden fodfæste på arbejdsmarkedet til at forlade Danmark med økonomisk hjælp i ryggen – et tilbud, som har eksisteret i adskillige år, men kun bruges af 300-500 årligt.
Folketingets planer om at lokke de langtidsledige muslimske indvandrere til at forlade Danmark er på forhånd dømt til en fiasko.
Det er ikke kun et spørgsmål om, at de 100.000 kr., som indvandrerne stilles i udsigt, er et latterligt lille beløb. For hvad skal en indvandrer gøre, når pengene efter 2-3 år er brugt?
Virkeligheden er, at indvandrerne i Danmark er sikret en luksustilværelse sammenlignet med de kummerlige og usikre forhold, der hersker i deres respektive hjemlande.
De lever i det velordnede danske samfund, hvor de er sikret ordentlige boliger og adgang til alle mulige velfærdsydelser for skatteydernes regning. Alene den danske kontantydelse sikrer en langt højere levestandard end den, der er normen i Mellemøsten og Afrika.
Hertil kommer, at efter mange år i Danmark er det i parallelsamfundene, og ikke i deres hjemlande, at indvandrerne har deres sociale netværk.
Da indvandrerne kan fortsætte deres luksustilværelse på det offentliges regning i resten af livet, siger det sig selv, at ingen indvandrer med noget mellem ørerne vil lade sig lokke af politikernes hjemrejsesamtaler.
Hvorfor skulle de forvænte muslimer vælge at rejse tilbage til en usikker tilværelse i deres respektive shitholes, når de kan sidde på sofaen i Ishøj på tårnhøje danske ydelser foran TV-kanalen Al-Jazeera?
De dedikerede hjemrejsesamtaler er endnu et eksempel på de ”skrappe” udlændingepolitiske udspil, der skal demonstrere, at partierne i Folketinget fører en benhård udlændingepolitik. Det er dog ikke andet en hul retorik og blålys.
André Rossmann