Det har hidtil været et tabu i Europa at kæde den muslimske indvandring sammen med en forstærket terrortrussel. I stedet har der været en tendens til at bortforklare muslimsk terror med majoritetssamfundet islamofobi, europæiske kolonimagters fortidige forbrydelser og politisk kultur med en mangel på forståelse for islam.
”Og derfor er det tid til et opgør med bortforklaringerne”, truer Berlingskes Troels Heeger i en leder som reaktion på de seneste terrorhandlinger i Frankrig og Østrig. Mange naive, velmenende sjæle blandt Berlingskes læsere vil uden tvivl æde lederens retorik råt, men et radikalt opgør med islam kommer de til at vente længe på.
For i samme leder fortsætter man traditionen tro med at postulere, at der er forskel på islamistiske ekstremister og de ”gode” muslimer, som ”hver dag lever i overensstemmelse med demokratiske værdier”. Glemt er, at de ”gode” muslimer ud fra sikkerhedsmæssigt synspunkt udgør terroristernes sympatisørsump og rekrutteringsbase og dermed den femte kolonne i Europa. Og selv om det ikke er alle muslimer, der er islamistiske ekstremister, er enhver muslim reelt en potentiel sovende celle, som pludselig kan se lyset, blive radikaliseret og gribe til terror. Det har der været talrige eksempler på.
I Frankrig kommer Macrons ”opgør” med islam til udtryk ved, at han udstationerer 7.000 betjente til at beskytte skoler og kirker mod muslimerne og truer med at sætte en stopper for import af imamer fra Mellemøsten. I stedet skal imamerne uddannes i Frankrig. Der er altså ikke tale om et reelt opgør, men tiltag, som ikke har en jordisk chance for at trække ukrudt op med roden og løse det muslimske problem en gang for alle.
I Danmark er der heller ikke noget, der tyder på, at man overvejer et radikalt opgør med islam, tværtimod. ”Vi er i krig, og det bør vi erkende. Langt om længe. Det betyder ikke, at alle muslimer er vores fjender. Slet ikke”, har Jyllands-Posten forsikret i en leder.
Her i landet er udlændingepolitikken rent show og symbolpolitik. Der afgives udlændingepolitiske valgløfter uden at undersøge, hvad der teknisk og politisk kan lade sig gøre. Flere af de mest højprofilerede løfter om udlændingestramninger falder tungt til jorden ved et enkelt opslag i diverse konventioner, som Danmark er bundet af.
Virkeligheden er, at 87 pct. af de danske vælgere vil have en lempelig udlændingepolitik. Der må gerne strammes, når det gælder muslimerne, men ikke for meget, og i Folketinget er der derfor ikke et flertal for at tage radikale skridt, som kan udfordre Merkel, EU, FN og konventionerne.
Kendsgerningerne og tallene taler deres tydelige sprog. Islam går sin sejrsgang i Danmark, antallet af muslimer stiger støt, integrationen er en fiasko, det danske samfund islamiseres gradvis og befolkningen polariseres i forhold til etnicitet med Folketinget som garant for, at denne udvikling vil fortsætte. Forvent derfor ikke noget opgør med islam i dette land, tværtimod.
André Rossmann