Klumme: Danske megatrends (2020)

Klumme-serien ”Danske megatrends” er en stærkt opdateret og udvidet udgave af mit bidrag til antologien til minde om Ole Hasselbalch med titlen ”Når man ikke vil høre” (2019).

Megatrends er de strømninger og bevægelser, som er med til at definere både nutidens og fremtidens omverden, og som ikke kan stoppes. Et eksempel på en global megatrend er urbanisering, dvs. den udvikling, hvor en stigende andel af befolkningen bosætter sig i byer. Fokus i min klumme-serie er danske megatrends, dvs. de strømninger og bevægelser, der vil definere fremtidens Danmark. Jeg fokuserer på de store, langsigtede trends, som ikke altid er synlige i vores hverdag, men som på sigt kommer til at skabe store samfundsændringer i det danske samfund. For at identificere de lokale, danske megatrends er det nødvendigt at bryde igennem støjen af hundredvis af informationer, nyheder, debatindlæg, kommentarer, synspunkter og fortællinger, som vi dagligt bliver bombarderet med, og fokusere på de mønstre, tal og fakta, der går igen og igen i det danske samfund. De vil afdække den kurs, som Danmark følger i disse år.

MEGATREND 1: Islam er kommet for at blive

Den muslimske indvandring vil blive ved med at være en af de mest centrale politiske udfordringer i Danmark i de kommende årtier. Årsagen hertil er ganske enkelt, at den muslimske minoritet skaber store økonomiske, sociale og kulturelle problemer, der destabiliserer hele det danske samfund. Og selv om den indvandrervenlige magtelite – politikerne, medierne, erhvervslivet mv. – forsøger at bagatellisere den muslimske indvandrings konsekvenser eller ligefrem gemme dem af vejen, taler fakta og tal deres tydelige sprog.

Den generelle trend er, at på trods af det lave asyltal og de opreklamerede stramninger i udlændingepolitikken er antallet af muslimske indvandrere i Danmark støt stigende. I 2015 var der ca. 264.000 muslimer i Danmark. Under Venstres, Konservatives, Liberal Alliances og DF’s “stramme” udlændingepolitik er andelen af muslimer vokset til 320.000, svarende til en stigning på 21 pct. Fremskrives udviklingen baseret på de seneste fem års gennemsnit, vil der i Danmark være 534.000 muslimer i 2040 og ca. 1 mio. muslimer i 2050. Stramningerne på udlændingeområdet har således ikke standset den muslimske indvandring, men kun bremset stigningstakten i antallet af muslimer i Danmark.

De skiftende regeringer gennemfører symbolpolitiske tiltag, der skal bilde godtroende danskere ind, at der føres en håndfast og stram asyl- og udlændingepolitik. ”Integrationsministeren er den nye mester i kosmetiske stramninger af udlændingepolitikken. Mattias Tesfaye leger hård hund og lader i øvrigt stå til”, skriver Morten Uhrskov Jensen i sin blog.

I april 2020 har S-regeringen under stor fanfare etableret en Hjemrejsestyrelse med den opgave at overtale afviste asylansøgere til at rejse hjem frivilligt. Mattias Tesfaye var forståeligt nok meget forsigtig med at sætte tal på, hvor mange hjemrejser den nye styrelse vil føre til.

Senest har S-regeringen bebudet, at den vil tappe afviste asylansøgeres telefoner, give asylansøgere 20.000 kr. for tidlig hjemrejse og lovgive om muligheden for at sende asylansøgere til tredjelande udenfor EU, selv om ingen tredjelande har sagt ja. Alle de symbolpolitiske tiltag og kosmetiske ”stramninger” har det til fælles, at ingen af dem bryder den onde spiral, som Danmark lider under.

Muslimske asylansøgere bliver ved med at strømme til, fordi økonomiske migranter, som kaldes “flygtninge”, og som krydser flere sikre lande, inden de når frem til den danske grænse, får lov til at ansøge om asyl i Danmark. I 2017 og 2018 fik hhv. 2.199 og 2.538 personer således permanent ophold i Danmark.

Folketingspolitikerne betegner disse tal som ”historisk lave”, men erfaringsmæssigt mangedobles et lavt antal asylansøgere over tid, når de asylansøgere, der har fået opholdstilladelse, søger familiesammenføring. Det var tilfældet med de 6.000 tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1970’erne. Pr. 1. jan. 2017 var der mindst 62.000 personer i Danmark med tyrkisk baggrund.

Det totale antal familiesammenførte i 2018 var 4.600. Går det, som det plejer at gå, må vi forvente, at de 4.600 familiesammenførte i løbet af 30-40 år bliver til 30.000-40.000 indvandrere og efterkommere. De fleste på livsvarig offentlig forsørgelse.

Afviste migranter bliver i Danmark. I 2017 og 2018 har knap 1.000 somaliere mistet deres opholdsgrundlag i Danmark med inddragelse eller afslag på forlængelse af asyl eller som familiesammenførte. Kun 48 er rejst hjem.

Der er i dag cirka 1.100 afviste asylansøgere i Danmark. 200 af dem har været i udsendelsesposition i over fem år. Det koster gennemsnitligt cirka 300.000 kr. at have én afvist asylansøger indkvarteret på et hjem- eller udrejsecenter i Danmark i et år.

Den slappe danske udlændingepolitik betyder, at Danmark ikke sender muslimske migranter tilbage. På papiret burde Dublin-forordningen sikre, at det første EU-land, som en asylansøger ankommer til, er ansvarligt for asylbehandlingen, og hvis en asylansøger efterfølgende søger asyl i Danmark, burde vi kunne sende vedkommende tilbage til det land, som han eller hun først ankom til. I 2016 fik Danmark imidlertid nej i 48 pct. af tilfældene fra andre EU-lande, når vi bad dem om at tage migranter tilbage. Problemet fortsætter, idet Danmark de senere år har fået nej i 30-40 pct. af tilfældene. Som det er nu, kan vi ikke sende migranter tilbage til Grækenland og Italien, altså to af de lande, som mange asylansøgere kommer fra.

Selv under coronakrisen, hvor S-regeringen lukkede grænsen for udlændinge, fik migranter, der ”havde et anerkendelsesværdigt formål” i Danmark, lov til at rejse ind i landet. Det tillod man ud fra ønsket om at bevare de gode relationer til Tyskland, hvorfra asylansøgerne kommer, når de rejser til Danmark.

Paradigmeskiftet, hvis formål var at hjemsende flygtninge, er udelukkende gennemført på et retorisk plan. I praksis er det næsten umuligt at sende flygtninge og migranter hjem, fordi det enten er i strid med internationale konventioner eller fordi der i Danmark mangler politisk vilje til at indgå hjemsendelsesaftaler med konkrete lande.

Hertil kommer, at de migrantvenlige danske politikere og embedsmænd obstruerer hjemsendelser. I Udlændinge- og Integrationsministeriet misbruger embedsmændene f.eks. det danske asylsystem ved at tilsidesætte den særlige ”åbenbart grundløs”-procedure og give migranter, der ikke kan opnå asyl, adgang til for skatteydernes regning at opholde sig i Danmark i flere måneder, arbejde sort og begå kriminalitet.

S-regeringen vil fortsat ikke hjemsende syrere uden opholdstilladelse med tvang, hvis de ikke frivilligt rejser til Syrien. Det skyldes, at regeringen ikke vil samarbejde med Syriens præsident, Bashar al-Assad, idet Danmark har lagt sig på linje med en række vestlige lande om at isolere Assad-styret i Syrien.

Bundlinjen er, at de skiftende danske regeringer trods den barske snak og kosmetiske ”stramninger” aldrig vil krydse ”den røde linje” og udfordre de indgåede internationale konventioner, FN, EU-systemet og Merkel ved at indføre et totalt asylstop og gennemføre omfattende hjemsendelser. Og derfor bliver antallet af muslimer i Danmark ved med at stige langsomt, men støt.

Danmark er dermed låst fast på en kurs, som på sigt vil medføre store forskydninger i befolkningens sammensætning og gøre de oprindelige danskere til et mindretal i eget land. Kendsgerningerne og tallene taler deres tydelige sprog. Antallet af muslimske asylansøgere, migranter og familiesammenførte i Danmark stiger konstant. Ikke overraskende er andelen af børn født af indvandrere og efterkommere de seneste 10 år steget fra 14 pct. til 22,4 pct. samtidig med, at der er færre og færre børn af etnisk dansk oprindelse.

Megatrenden er, at den muslimske indvandring og den deraf følgende etniske og kulturelle forandring af Danmark, der har stået på de seneste 50 år, vil fortsætte de næste mange årtier. Selv i DF og Nye Borgerlige har man accepteret, at islam er kommet for at blive.