Det er en myte, at europæere og danskere er naturligt på bølgelængde med Det Demokratiske Parti, og at demokratisk styrede mainstreammedier i USA derfor er det selvfølgelige udgangspunkt for information og reportage fra USA, skriver Ole Bruun, der er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, i Berlingske.
Ifølge Ole Bruun ”tabte Hillary Clinton valget i 2016 på karakteristikken af republikanere som ’a basket of deplorables’ – en forsamling af racister, sexister, kvindehadere og islamofober. Kamala Harris og Tim Walz fortsætter i samme spor, idet de beskriver republikanere som ’weird’, det vil sige mærkelige og usympatiske. Dette omfatter de 50-60 pct. af den hvide befolkning, som traditionelt stemmer republikansk.
Det er blevet en bærende taleform blandt demokrater, at folk, der stemmer på Trump, er racister eller endda fascister og en trussel for demokratiet, hvorfor det er berettiget at hade dem. Demokraterne blæser racisme og racekonflikt op som et politisk redskab, ligesom de aktivt spreder frygt med en retorik, der associerer Trump med katastrofe. Som trusler mod demokratiet fremhæves Agenda 2025, som Trump beviseligt ikke er en del af, og det føderale abortforbud, der i stedet overfører lovgivningen til delstaterne. De nævner grupper som nynazister og Proud Boys, der måske tæller 5.000 medlemmer.
Det er politisk retorik, der dækker over, at Demokraterne selv er ude på en farlig kurs, idet den nye radikale, identitetspolitiske venstrefløj, der er integreret i Det Demokratiske Partisystemet, tæller millioner af neo-Marxister, identitetsradikale, kulturrevolutionære, studerende og ansatte ved universiteter, ’progressive’ ansatte i offentlig administration og anklagemyndigheder, Big-Tech-folket, neo-Marxistiske lærerforeninger, pengestærke ngo’er, DEI-bevægelsen, Black Lives Matter, Antifa mv.
Demokraterne fører også klart an i fordomme over for politiske modstandere, i valg af partner og bosætning på baggrund af politiske skel og i politisk motiverede brud i venskaber og familierelationer. Som Elon Musk udtalte som begrundelse for at trække sin støtte til Demokraterne, at det er blevet et ’parti for splittelse og had’.
I mangel på et fælles politisk program griber Demokraterne til stigmatisering, udskamning eller direkte forsøg på censurering af politiske modstandere. Danskerne opfatter normalt veluddannede som formidlere af den demokratiske samtale, den tillader meninger og holdninger at brydes i det offentlige rum. Men som Eric Kaufmann viser i en ny bog (The Third Awokening, 2024) er ’wokeness’, som promoveres af Det Demokratiske Parti, en ny kulturrevolution, der med basis i en politisering af uddannelsessystemet træner unge i systematisk intolerance og promoverer moralsk absolutisme.
Demokraterne står i spidsen for politisering af alt fra skoler og universiteter til filmindustrien, ekspræsidentrollen, sociale medier, reklame og selv kunstig intelligens, fortsætter Ole Bruun. Radikaliseringen af universitetsverdenen ses f.eks. ved, at den nye formand for American Association of University Professors, Todd Wolfson, kalder til kamp mod ’fascismen’ med reference til J.D. Vance og Republikanerne. Vi får derfor den bizarre situation, at højere uddannelse i USA gør folk mere intolerante. Manglende anerkendelse af konservative stemmer er nu dybt forankret i universitetsverdenen, hvor 40 procent ikke ville hyre en republikaner, og de færreste ville date eller spise frokost med en. Ifølge Kaufmann mener to ud af tre hvide demokrater, at republikanere er racister. Denne gruppe er også mere tilbøjelig end andre til at mene, at politik er vigtig for deres identitet, og at folk, der politisk er uenige med dem, er umoralske.
Almindelige danskere ville få svip af de politiske tiltag, som Det Demokratiske Parti har stået i spidsen for i nyere tid: ’Defund the police’ med efterfølgende voldsbølger, hundreder af ’sanctuary cities’, hvor politi og myndigheder ikke må spørge om folks statsborgerskab, og de lange perioder med åbne grænser. Det har genereret en illegal befolkning på 10-12 millioner (ville svare til 200.000 i Danmark), som føderale myndigheder nu flytter rundt i landet og i mange tilfælde giver adgang til en række privilegier.
Medierne (ikke mindst de danske som f.eks. Berlingske – red. 24NYT) forbigår sygdommen i Det Demokratiske Parti og den galopperende intolerance blandt demokrater i USA – fra det yderste venstre og langt ind i universitetsverdenen og samfundslivet. De forbigår nedbruddet i mange demokratisk styrede byer og flugten fra det progressive Californien, hvor tusinder af virksomheder og omkring en million mennesker har forladt staten, og hvor hjemløses ret til at campere og skide på gaden eller vilde horders ret til at stjæle og hærge i butikker og stormagasiner er vigtigere end almindelige menneskers retsfølelse”.
Det er altså en farlig myte, at Demokraterne er vores ligesindede, konkluderer Ole Bruun og giver den skæve, tendentiøse og Trump-fjendtlige nyhedsformidling, som danske medier excellererer i, skylden for, at myten er så udbredt blandt danskerne.
André Rossmann