Klimakrisen må efter Ruslands invasion af Ukraine og Vestens øgede interesse for fossil energi, atomkraft og henlæggelsen af COP-28 (COP er det af FN for 28ende gang organiserede årlige møde til bekæmpelsen af klimakrisen) til oliestaten UAE, nok siges at lide af åndenød.
Men fortvivl ikke. Vores elite har opfundet en ny krise, som nok skal holde børn og ubefæstede sjæle vågne om natten: Bio-diversitetskrisen. (Skal vi kalde den BOP?)
Efter EP-valget den 9. juni, som var et knusende nederlag for klima-aktivisterne i EU, vedtog EU’s Ministerråd, med Danmark i spidsen, De Grønnes mest ambitiøse svendestykke, Bio-diversitetsplanen, BOP.
Miljøminister Magnus Heunicke jublede: de sorte kræfter, som lige havde vundet EP-valget, havde imod al forventning fået en på snydeskaftet.
Hvordan kunne det lige gå til?
Man siger at al politik er lokal, og det gælder også EU-politik.
Skurken eller heltinden om man vil hedder Leonore Gewessler og er Østrigs miljøminister.
Østrig var et af de lande, som stemte imod EU-Kommissionens Forordningsforslag til Bevaring af Naturen i EU, et gigantisk forsøg på at centralisere medlemsstaternes miljø- og naturbevaringspolitik hos sig selv i Bruxelles.
Leonore er grøn, meget grøn, og til sidst kunne hun altså ikke længere leve med at forsvare Østrigs nej til forslaget, vedtaget demokratisk af den samlingsregering, hun var en del af. Nej, hendes samvittighed forbød hende simpelthen at repræsentere den politik, vælgerne ønskede, kombineret med den lidt mindre idealistiske omstændighed at hendes parti, De Grønne, stod til at tabe 1/3 af deres vælgere ved det kommende parlamentsvalg i Østrig.
Så Leonore havde bogstaveligt talt alt at vinde og intet at tabe, så hun stemte ja, på Østrigs vegne forstås, og forslaget gik lige meget knebent igennem.
Hendes statsminister rasede og indberettede hende og forslaget for EU-Domstolen (hvilket han ikke får noget ud af ifølge Domstolens praksis i lignende tilfælde), så skaden er sket.
Så nu har EU og Danmark en centralistisk miljøpolitik, som EU’s vælgere ikke blot ikke ønskede, men bevidst og tydeligt stemte imod, ikke blot ved EP-valget, men ved flere nationale valg som f.eks. i Holland, hvor gennemførelsen af et EU-Miljødirektiv kostede regeringen livet.
Meget af dette er nok gået hen over hovedet på 24NYT’s læsere i disse Euro24 tider, men moralen er simpel nok: én svale, EP-Valget, gør ingen sommer, og selv de bedste demokratiske grundregler er intet bolværk mod den EU-elite, for hvem hensigten, nemlig det at bevare magten i de internationale institutioner, de dominerer, helliger midlet.