Dansk Folkeparti i København opfordrer flertallet i Københavns Borgerrepræsentation til at trække forslaget om legaliserings forsøg med hash i København tilbage. Jeg er enig i, at Pusher Street skal lukkes og vi må i langt højere grad sikre beboernes sikkerhed. Politi, Københavs kommune og dets Christiania-glade politikere, må tage tingene mere alvorligt. Tiden er slet ikke inde til akademisk flip-forsøg med hash, som man jo alligevel godt ved, at ingen type dansk regering, vil give tilladelse til. Tværtimod. De Københavnske hash-elskende politikere, må stoppe deres indbyrdes kamp for stemmer, ved at bilde københavnerne ind, at de kan gøre en forskel. Der hvor der er brug for at gøre en reel forskel, er i et udvidet samarbejde med de rædselsslagne beboere på Christiania samt ikke mindst med beboerne på Christianshavn. Jeg er selv en af dem. Det naive flertals politikere må stoppe med deres ønske-illusion og påstand om, at bandernes kriminalitet forsvinder helt, ved at legalisere hash. Det gør den ikke. Den fortsætter bare på andre områder. Og det ved 29 svenske kommuner, som tidligere har protesteret mod legalisering af hash i København.
Københavns Borgerrepræsentation er på nogle områder ulogisk og mangler rygrad og konsekvens. Hvad pokker ligner det, at man med den ene hånd bruger millioner af kroner for at holde, unge under uddannelse, væk fra hash, mens man med den anden hånd foreslår og arbejder kraftigt for, at den samme hash skal legaliseres – og også til de unge !
Dansk Folkeparti vil nu rejse sagen igen på Københavns Rådhus. Vi ønsker at stoppe legalisering af hash. Kræfterne skal bruges fornuftigt. Handel med hash, har allerede kostet for mange livet. Det er, trods alt, betryggende, at såvel tidligere røde og blå regeringer samt den nuværende, i denne sag, tænker nøjagtig som Dansk Folkeparti.