Et af de hotteste navne inden for afro fusion, nigerianske Omah Lay, kommer til Store VEGA. 17. APRIL 2022
Omah Lay laver musik der kan kategoriseres som afro fusion. Den nigerianske artists største styrke ligger i hans sangskrivning. Ifølge ham selv tager han sig god tid med hver sang. ”I’m not one to just knock off a song immediately, I have to listen to the needs of the song,” udtaler han. Omah Lay både skriver og producerer selv størstedelen af sine numre og har opfundet sin helt egen lyd.
Omah Lay er født i Port Harcourt, den femtestørste by i Nigeria. Han startede som teenager med at rappe under navnet Lil King i en lokal rapgruppe. Da han blev ældre, begyndte han at fokusere mere på at producere og blev hurtigt go-to produceren i sit kvarter for alle de unge håbefulde artister. Efter at have produceret nogle lokale successer i hjembyen, besluttede Omah Lay sig for igen at samle mikrofonen op, for at opnå sit fulde potentiale. Han udgav sangene ’Hello Brother’ og ’Do Not Disturb’ som landede ham sin første pladekontrakt og banede vejen for succes som soloartist.
I 2020 udgav Omah Lay debut-EP’en ’Get Layd’, som fik massiv ros af anmelder og opnåede mere end 200 millioner streams. EP’en lå #1 i tre måneder på Apple Music Nigerias hitliste. I november 2020 udgav hans sin anden EP ’What Have We Done’, som også strøg direkte ind som #1. Med en række #1 singler i bagagen og nomineringer til bl.a. MTV MAMAs ‘Breakout star of the year’, er Omah Lay på vej til det helt store internationale gennembrud. Gør klar til at opleve et af de varmeste navne på den afrikanske musikscene i VEGA.
Billetpriser: 250 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag 11. februar kl. 11.00 via vega.dk, luger.dk og ticketmaster.dk