Site icon 24NYT

Et historisk tilbageblik på Amager fortalt med billeder

Forfatter Jesper Asmussen inviterer til at tage på en spændende og lærerig tur tilbage til fortidens Amager. I en ny bog giver han et indblik i det liv, som indbyggerne levede på øen, og her er det netop billederne, der viser vej: fra det københavnske Amagertorv og over til Knippelsbro og derfra hele øen rundt.

Man tænker måske ikke over det, når man går rundt i Amagers gader i dagens Danmark, men øen har en lang og rig historie bag sig. Selvom mange af tingene og stederne på øen har forandret sig, så har Jesper Asmussen i bogen Gamle billeder og historier fra Amager samlet et udpluk af billeder og historier, som giver et unikt indblik i det liv, som engang blev levet på øen.

Det allerførste billede i bogen viser fem kvinder på Amagertorv, som er i gang med at købslå om kartofler. Én af kvinderne har en særlig hovedbeklædning på, som viser, at hun er en af amagerkonerne – deres varer var nemlig forbundet med en særlig kvalitet. Derfor var det også almindeligt, at øvrige kvinder bar en lignende hovedbeklædning, når de stod på torvet. Som Jesper Asmussen selv skriver i forordet til bogen, så taler billederne til vores sanser og giver stof til eftertanke. Hvert enkelt billede i Gamle billeder og historier fra Amager er med til at fortælle en lille bid af den rige historie om Amager og dens indbyggere. Fra amagerkonerne på torvet og forbryderne på Slavekirkegården til danserinderne på Sønderbros Teater og til børnene på Sundholm Skole.

Alle billederne samt landkortene er hentet i forskellige samlinger og bagefter nænsomt bearbejdet og tilpasset på nutidig vis. Til hvert billede har Jesper Asmussen skrevet en både underholdende og lærerig tekst, der informerer om datidens Amager, hvor fotografiet blev optaget. Bagerst er bogen forsynet med en hjælpsom stedsfortegnelse, som gør det let at slå op på den rigtige side og læse mere.

Jesper Asmussen (f. 1954) er uddannet lærer i fagene historie, geografi og musik. Fag der også afspejler sig i hans forfatterskab, som primært består af fagbøger. I arbejdet med denne bog er han dykket dybere ned i Amagers spændende historier og geografi, og hvordan begge dele har ændret sig gennem tiderne. Sin erfaring som rejseguide fornægter sig ikke, når han med stor viden og grundighed deler fortællingerne med sine læsere.

Fakta om bogen: 

Titel: Gamle billeder og historier fra Amager
Forfatter: Jesper Asmussen
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740656893
Sidetal: 298
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 1. oktober 2021

Exit mobile version