I sin nye bog “Yoroshiku – 100 ting, du ikke vidste om Japan og japanerne” giver journalist og Japanekspert Asger Røjle Christensen et indblik i den japanske kultur. Vidste du for eksempel, at japanerne aldrig kysser hinanden i offentligheden? At veje og gader i Japan ikke har nogle navne, men kun består af numre? Og at der er et internationalt mangamuseum i Kyoto?
Asger Røjle Christensen er en erfaren dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 35 år. Han har boet i Tokyo i Japan i 13 år af sit liv. Han kender landet, kulturen, sproget og menneskene særdels godt – og i sin nye bog deler han ud af sin erfaring og fortæller om 100 ting, som danskerne måske ikke ved om solens rige og dets indbyggere. Eksempelvis at ”Yoroshiku” på japansk bruges ligesom ”hils” på dansk, men i virkeligheden betyder noget i retningen af: ”Vil du ikke nok behandle hende pænt?”
Bogen er skrevet med stilfærdig humor og er illustreret af Lars-Ole Nejstgaard, som også har lavet illustrationer til Svikmøllen. Sammen tegner de et loyalt og venskabeligt portræt af landet og dets befolkning – med et underfundigt glimt i øjet.
En af de ting, som Asger Røjle Christensen fortæller, er, at der i Japan findes et virtuelt idol ved navn Miku Hatsune. Hun har store øjne, rottehaler og turkisfarvet hår. Og så vil hun for evigt være 16 år gammel. Hun har udgivet over 100.000 sange og giver live koncerter, hvor en stor tredimensionel tegnefilmsfigur er projekteret op på et lærred og synger duetter med rigtige mennesker.
Men fænomenet Miku Hatsune er blot én af de ting, som Asger Røjle Christensen fortæller mere om i Yoroshiku – 100 ting, du ikke vidste om Japan og japanerne. Han beretter også om japanske skikke, som vi ikke har i Danmark, og giver et indblik i Japansk kultur, traditioner og historie – fra religion og betydningen af specifikke ord, til det japanske køkken og lønkampen.
Fakta om bogen:
TITEL: Yoroshiku – 100 ting, du ikke vidste om Japan og japanerne
Forfatter: Asger Røjle Christensen
Illustrator: Lars-Ole Nejstgaard
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740672428
Sidetal: 284
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 19. november 2021