Site icon 24NYT

Godt nyt til kulturinteresserede: Gratisdag på københavnske udstillingssteder fortsætter

Ordningen, hvor man én dag om ugen gratis kan besøge Københavns Kommunes tre udstillingssteder, fortsætter. Adgang til byens kulturtilbud skal være tilgængeligt for alle, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg har besluttet, at ordningen om gratis adgang til kommunens tre udstillingssteder skal fortsætte.

Beslutningen er truffet, efter Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt, hvordan man bedst kan sikre, at kulturinstitutionerne er tilgængelige for alle uanset ressourcer. Og her er fri adgang en dag om ugen altså bedste bud.

”Kultur er for alle og må aldrig være forbeholdt de få. I Københavns Kommune har vi nogle fantastisk spændende udstillingssteder, der hver især tilbyder københavnerne kultur af allerhøjeste kaliber. En del af opgaven er at sørge for, at de er tilgængelige og til glæde for så mange som muligt,” lyder det fra kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde (Å) og uddyber:

”Det er et initiativ, som borgerne allerede kender, og gratisdagen er klart den mest besøgte på ugen. Derfor giver det mening at fortsætte ordningen. At beslutningen falder sammen med museernes genåbning den 21. april gør i hvert fald ikke min begejstring mindre.”

Ordningen omfatter Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal. Alle tre institutioner genåbner for publikum onsdag den 21. april 2021.

Københavns Kommune overholder de til enhver tid gældende retningslinjer i forbindelse med covid-19. Desuden opfordrer kommunen besøgende og brugere til at holde sig orienteret om reglerne om mundbind, coronapas mv.

Exit mobile version