Site icon 24NYT

Gorm Wisweh laver sovs så englene synger

Sovsen er limen, der holder retten – og alle os danskere – sammen, og nu får den sin helt egen kogebog. Eller rettere sagt ’de’: helt præcist er der blevet plads til intet mindre end 58 gode opskrifter på sovse, sauce og dyppelse i Gorm Wiswehs nyeste kogebog SOVS.

I Danmark har de fleste et eksempel på en favorit sovs. Om det er mormors brune eller storebrorens bearnaise. En god sovs kan binde en hel ret sammen, og i Gorm Wiswehs nyeste kogebog får sovsen endelig den opmærksomhed, som den fortjener. Alle kan lave en god sovs, sauce eller dyppelse – uanset om man er familiefar, studerende eller bedstemor. Og der er noget for enhver smag i Gorm Wiswehs nye kogebog, hvor han giver opskrifter på alt fra fiskefond og bechamel til salsa og pesto.

Gorm Wiswehs egen passion for god sovs kommer fra hans mor, som hele hans barndom lavede en fremragende bearnaise med en blender. Og selvom det dengang ikke var sådan ”rigtige” kokke lavede sovs, så var Gorm bedøvende ligeglad, for moren kunne lave en sovs, der smagte, så englene sang. Nu har Gorm tilladt sin passion for sovse at blive til kogebog med intet mindre end 58 opskrifter.

”Det startede som en lille idé, så blev det til et oplæg til en bog, men bare 20 sovse sagde jeg til mig selv. De vigtigste! Men jeg kunne ikke. Altså, kunne ikke finde frem til de 20 vigtigste. Det er jo umuligt! Der er så mange gode,” forklarer Gorm Wisweh. Han kalder sin bog for ”noget så nørdet som en kogebog for en autodidakt kok KUN om det, vi alle drømmer om at mestre i køkkenet … nemlig sovsen!”

Folk skal dog ikke blive skræmt væk af en kogebog kun om sovse. Tværtimod. Kogebogen indeholder også lettere opskrifter, så der er noget både for den nye kok og den mere erfarne, som gerne vil udfordre sig selv eller prøve noget nyt. Opskrifterne giver også tid til familien eller vennerne, så kokken ikke skal bruge hele aftenen i køkkenet. Gorm indrømmer blankt, at han har tilladt sig selv at snyde hist og her – ”Fake it, till you taste it!”

SOVS byder på opskrifter, der kan gøre alle til mestre i køkkenet. Opskrifterne spænder bredt fra de helt klassiske, hollandaise eller ægte brun sov, som de fleste af os er vokset op med, til mere moderne eksempler, som persille-agurke-dyp eller aioli, der vil gøre underværker for de snacks, der serveres når der ses fodbold med gutterne eller til en aften foran fjernsynet med ungerne. Der har endda sneget sig en suppe, gazpacho, ind. Der er en sovs til enhver lejlighed, og Gorm gør det let for alle at trylle i et køkken, så selv mormor bliver imponeret.

Fakta om bogen:

Titel: SOVS
Forfatter: Gorm Wisweh
Fotograf: David Bering / Montgomery
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740671292
Sidetal: 169
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 15. september 2021

Exit mobile version