Hamas’ angreb og drab på babyer, børn, teenagere, unge, herunder mere end 200 unge på en musikfestival, familier, kvinder mænd og ældre, var så pervers og bestialsk en ugerning, at organisationen for evigt har diskvalificeret sig selv fra at være en del af noget som helst menneskeligt fællesskab. Handlingerne er utilgivelige og umulige nogensinde at komme tilbage fra. Udslettelsen af organisationen er derfor den eneste løsning og naturligvis også den løsning Israel måtte vælge og har valgt.
Desværre har verdenssamfundet haft mere end svært ved at fordømme Hamas handlinger. F.eks. som da FNs generalsekretær Antonio Guterres den 10. okt. sagde: ”Det er vigtigt også at anerkende at Hamas angreb ikke skete i et vakuum (…) Det palæstinensiske folk har været genstand for 56 års kvælende besættelse”.
Guterres’ ord er udtryk for den antisemitiske bias, som FN-organisationen lider kraftigt under. Ingen kontekst kan nogensinde forsvare, at Hamas gik ind i Israel for målrettet at dræbe og torturere så mange sagesløse jøder som muligt. At Guterres alligevel forsøger at gøre det, viser hans fuldstændige mangel på evne til/eller ønske om at begribe Hamas afstumpede forbrydelse mod menneskeheden.
Yderligere er hans ord om 56 års besættelse udtryk for en opfattelse så ensidig, at den er direkte usand. Det er den gamle antisemitiske traver, der implicerer, at jøderne har besat palæstinensernes land, fordi de vil eje det og undertrykke palæstinenserne. Denne antisemitiske fantasi har dog ingen gang på jord i den virkelige verden. Lige fra 1947 har Israel strakt hånden frem til fred og samarbejde med de arabiske palæstinensere og alle de arabiske stater. Omvendt med araberne, der aldrig har lagt skjul på, at de ville udslette Israel og dræbe jøderne. Og det er ikke bare noget, de har sagt, gennem tre krige har de også forsøgt at gøre det. Ja, Hamas har ligefrem nedskrevet udslettelsen af Israel som det centrale omdrejningspunkt i organisationens politiske manifest (1988/2017): Israel vil eksistere indtil Islam udsletter det (…) Det palæstinensiske land er Islams hellige ejendom (…) fredsinitiativer, fredelige løsninger og internationale konferencer er i modstrid med den islamiske modstandsbevægelses principper (…) Den eneste løsning på det palæstinensiske problem, er Jihad (hellig krig).”
Denne reelle historik forholder verdenssamfundet/FN sig dog ikke så meget som et øjeblik til. I stedet fortæller man løgnen om, at Israel er en ond besættelsesmagt og påstår, at Gaza er et stort fængsel. Men hvis Gaza er et fængsel, så skyldes det ikke Israel, men Hamas selv, der, som fremgået, ikke ønsker fred og sameksistens, men krig.
En passant skal det tilføjes, at påstanden om, at Gaza er et israelsk fængsel, ikke forholder sig til, at Gaza har sin sydgrænse op til Egypten, ikke til Israel! At Egypten ikke er interesseret i at have en åben grænse til Gaza, kan Israel umuligt lastes for! Hvis der var tale om et fængsel, så burde FN derfor tale om et egyptisk-israelsk fængsel, men det passer jo ikke ind i fortællingen om de onde, undertrykkende jøder og de gode, frihedskæmpende arabere.
De vestlige politikere og venstrefløj har ansvaret for jødehadets genkomst
Desværre er antisemitisme/jødehad ikke kun et gennemgribende problem i selve FN, men ligger og ulmer i mange lande kloden over. I den vestlige verden, der jo ellers gør sig til af at være de gode og som råber racist og nazist efter alle, der bare så meget som antyder, at der er noget galt med ”godheden” i deres menneskeretsinitiativer og -opfattelse, slog de ulmende antisemitiske gløder efter den 7. okt. ud i jødehadets altfortærende flammer.
Jødehadsdemonstrationerne startede i Gaza allerede samme dag som Hamas gennemførte sin massakre og ikke som man måske skulle tro efter Israels militære reaktion. De 2000 Hamas folk, der trængte ind i Israel, var udstyrede med body-cams, som de havde tændt, mens de nedslagtede de jødiske familier og børn. Efterfølgende delte de så optagelserne på sociale medier. Videooptagelserne satte gang i demonstrationer og JUBELSCENER i Gaza, og de antog nærmest form af at være en FEJRING af de – for ethvert normalt menneske -totalt ufordøjelige, ubeskriveligt grusomme og bestialske voldscener.
Som et uhyggeligt spøgelse bredte den antisemitiske jubel sig med lynets hast til byer i både den muslimske og vestlige verden. Her blev fejringen hurtigt til gigantiske demonstrationer, der både omfattede vold og trusler imod jøderne. I de vestlige byer bestod demonstrationerne af et sammenrend fra den totalt hjernedøde, orienterings- og identitetsforvirrede venstrefløj og af de sædvanlige ekstremt aggressive og ensrettede muslimer, hvis argumentbase og ordforråd synes at begrænse sig til sådan ca. at være: ”Allahu akbar” ”Djihad” ”Fuck dig”, ”Dræb jøderne og ”Fuck jer”.
Rundt om i de vestlige, ikke mindst tyske, byer gjaldede de antisemitiske råb således igen i gaderne: ”Dræb jøderne”, ”Gas jøderne”. Herunder blev selve Berlin, som husede den nazistiske centraladministration i 1930’erne og 40’erne ramt af brandattentater (molotovcocktails) mod synagoger, ligesom ejendomme, hvor jøder er bosat, fik påmalet Davidsstjerner. Således var et af Tysklands, Europas og verdens mørkeste kapitler, der for evigt burde være lukket, blevet genåbnet. Jødehadets genkomst var en realitet!
Ansvaret for dette ligger hos de vestlige politikere og venstrefløj, der siden 1970’erne har gjort alt for at omdanne deres samfund til multikulturelle smeltedigler uden den mindste tanke på og/eller undersøgelse og analyse af, hvilke kulturer man lukkede ind og hvilke konsekvenser, det kunne have. Medier og læreanstalter (fra folkeskole til universiteter) har uhæmmet sørget for den ideologiske indpakning: Medierne igennem daglig propaganda og læreanstalterne gennem et konstant bombardement af ensrettet indlæring. Der er gennem de sidste 40 år SPILDT milliarder og atter milliarder på løgnagtige og bevidst manipulerede pseudoanalyser med det formål at gøre enhver fornuftig indvandringskritik til et udtryk for racisme, fascisme og nazisme. Samtidig har de venstrefløjsrelaterede mediers og læreanstalters løbende antisemitiske tilgang til Israel-Palæstina konflikten dog afsløret, at racismen og fascismen kommer fra disse medier og læreanstalter selv.
Venstrefløjens revolutionsromantik og antisemitiske voldspraktik
I slutningen af 1960’erne sværmede den såkaldt progressive venstrefløj om tanker og ideer, der skulle gøre en voldelig ende på det borgerligt demokratiske samfund. Noget der siden er blevet kaldt for revolutionsromantik. Forbillederne var staterne Sovjetunionen, Kina, Cuba, Nicaragua og Cambodja/De Røde Khmerer. Herunder var heltene folk som Che Guervara, Pol Pot og Arafat. Særligt sidstnævnte og terrorgrupperne PLO/al Fatah og PFLP fik stor praktisk betydning for den vestlige venstrefløj. Sorte September (al Fatah) stod bag massakren ved de Olympiske Lege i München i 1972, hvor 11 israelske sportsfolk blev holdt fanget og dræbt. Mange på den danske venstrefløj ville ikke fordømme den modbydelige udåd. Anne Grethe Holmsgaard (dengang VS, senere SF) udtalte siden, at hun ikke anså drabene på de israelske sportsfolk for at være terror, idet palæstinenserne, ifølge hende, udkæmpede en befrielseskamp (Politisk Revy, 1984)! En terroraktion af PLFP i 1978, hvor organisationen dræbte 37 jøder, ville VS ikke tage afstand fra, men forsvarede terroraktionen ved et ledelsesmøde (16. april 1978). Og i 1980 udstedte VS og PFLP en fælles erklæring hvori det hed: ”VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller det jødiske spørgsmål uden en total ødelæggelse af den zionistiske stat, Israel.” !!
Det jødehad, som venstrefløjen har udstillet efter Hamas’ massakre den 7. oktober, er altså IKKE et nyt fænomen. Siden 1970’erne har man (og det gælder ikke kun den danske, men den vestlige venstrefløj over en bred kam) haft en ensidig antisemitisk tilgang til Israel-Palæstina konflikten.
Fred og fremtid?
En fred mellem Israel og Hamas, herunder en to-statsløsning, fordrer at begge parter vil netop det. Hamas vil det ikke, hvilket organisationen har vist gennem sine handlinger og eksplicit udtrykker i sit politiske manifest. Israel har flere gange strakt hånden frem, men er hver gang blevet afvist. Ifølge Hamas er Palæstina Islams land, hvorfor der kun er en løsning, nemlig jihad, dvs. Israels udslettelse.
Med Hamas ugerning den 7. okt. nåede Israel til en endelig erkendelse af umuligheden af fredelig sameksistens med palæstinenserne, så længe Hamas leder Gaza. For mange, også klummeforfatteren her, var ugerningen så umenneskelig, så pervers og afstumpet, at Hamas dermed udtrådte af det menneskelige fællesskab og tabte retten til nogensinde at vende tilbage. Når Israel ikke ser anden udvej end at udslette Hamas, så sikrer man ikke bare sin egen befolkning imod en gentagelse af 7. okt., Israel gør også freden, friheden og det menneskelige fællesskab en tjeneste.
I en globaliseret verden, hvor et grundlæggende fællesskab er noget verdens nationer som minimum må tilstræbe, har overbevisninger om, at en race eller religion er overlegen og kan kræve at alle andre underkaster sig ingen gang. Nazismen er som dominerende verdensideologi ikke længere af betydning, men dens plads er desværre blevet overtaget af fundamentalistisk Islam.
Det er på høje tid, at muslimer ophører med at spille rollen som ofre og i stedet udviser den modenhed og den ansvarlighed, som kræves i et stadig mere globaliseret og dermed tættere menneskeligt fællesskab. Jødehadet og dæmoniseringen af alle ikke-muslimer er ganske enkelt ikke noget holdbart udgangspunkt for en fællesmenneskelig fremtid. Muslimerne må derfor revidere deres tilgang til Islams hellige skrifter.
Ligeledes er det et krav til venstrefløjen, at den gennemskuer sine egne infantile fantasier om en god-ond verden med sig selv i godhedsrollen, muslimerne i offerrollen og jøder og ikke-venstreorienterede i ondskabens rolle. Venstrefløjen må lukke øjnene op og se at verden er en mange facetteret virkelighed, hvor godheden, dvs. retfærdigheden, først kan fremkomme, hvis man forpligter sig på helhjertet at søge ”sandheden” og ikke lader sig lede af sine destruktive og virkelighedsforvrængende fantasier og ønsker.