Af Sven Hakon Rossel
En kendt britisk avis lancerede for nogle uger siden dette slogan: ”Efter May kommer juni”.
Meningen var, at den regerende premierminister Theresa May netop havde udskrevet valg til Underhuset d. 8. juni, og at der ikke kunne herske tvivl om, at hun og hendes konservative Tory-parti ville vinde dette valg – og det endda tårnhøjt.
Denne vished begrundedes både i Mays hidtidige måde at regere både sit parti og hele landet på, efter at den tidligere premierminister David Cameron var trådt tilbage i 2016 efter d. 23. juni at have tabt den folkeafstemning, han havde udskrevet, der gjaldt et ja eller nej til en forbliven i EU.
Resultatet kender vi alle: et flertal i befolkningen besluttede, at den såkaldte Brexit-proces burde indledes, dvs. at Storbritannien så hurtigt som muligt burde gøre sig fri af de diktatoriske kommissærer i Bruxelles og genvinde sin selvstændighed.
May blev den nye premierminister og har siden da regeret på en resolut måde, der har fremkaldt stærke mindelser om den tidligere jernlady Margaret Thatcher, der både vandt Falklandskrigen i 1982 mod de diktatoriske argentinske generaler, fik knægtet de almægtige fagforeninger, der lammede landet med de mange strejker, og derved fik genoprettet Storbitanniens haltende økonomi; hertil kom, at Thatcher var en uvurderlig og solidarisk støtte for den store amerikanske præsident Ronald Reagan, der som bekendt tvang Sovjetunionen i knæ.
Det lynhurtigt udskrevne valg skyldes naturligvis både Mays ønske om at samle sit parti, der havde været splittet i Brexit-spørgsmålet, bag sig og konsolidere sin magt på tærsklen til de vanskelige forhandlinger i Bruxelles.
Kendt er hendes karakteristik af sig selv som ”a bloody difficult woman”, og at de kommende forhandlingerne med den ikke altid ædru Jean-Claude Juncker vil blive hårde, fremgår også af hendes erklæring: ”Brexit betyder Brexit”, selvom Storbritannien så må give afkald på en frihandelsaftale med de resterende EU-lande.
Således vil valget styrke Mays magtposition, og hertil bidrager også et eklatant fravær af en opposition i det britiske Underhus, der normalt burde bestå af arbejderpartiet Labour og den tidligere koalitionspartner Liberal Democrats. Sidstnævne parti blev nærmest udslettet ved sidste parlamentsvalg i 2015, der bragte David Cameron en overlegen sejr.
Og Labour er kørt ud på et sidespor, efter at partiets græsrødder – under voldsom modstand fra et flertal af dets valgte Underhusmedlemmer – valgte den håbløse marxist, glødende anti-monarkist og NATO-modstander og perleven med de palæstinensiske terrororganisationer Hamas og Hizbollah, Jeremy Corbyn, til partileder.
Dette blev bekræftet af de netop overstående lokalvalg, hvor Mays konservative parti erobrede en række borgmesterposter og gik frem med en tredjedel på Labours bekostning, et parti, der ikke kunne beslutte om det skulle være for eller imod Brexit. At Labour nærmest er ved at gå i opløsning under Corbyns ledelse understreges også af den manglende kvalitet af hans såkaldte skyggekabinet, en britisk specialitet, der indebærer, at det største oppositionsparti opstiller en alternativ regering, som i tilfælde af en valgsejr så vil udgøre den nye regering.
Ikke blot tilhører skyggefinansministeren John McDonnell med sine krav om uhæmmede offentlige investeringer og en tårnhøj beskatning af de højere indkomstklasser, der i forvejen betaler 90% af den britiske indkomstskat, et tidligere århundrede, hvor klassekampen endnu var i live, ikke blot viser skyggeudenrigsministeren, Emily Thornberry sin inkompetence ved i et TV-interview ikke at kende navnet på sin franske kollega, og for et par dage siden var det skyggeindenrigsministeren Diane Abbott, der trådte i spinaten.
I et interview i Leading Britain’s Conversation-talk radio, hvor det gjaldt Labours plan om en udvidelse af den britiske politistyrke, rodede hun i den grad rundt i tallene, at intervieweren, den ellers barske Nick Ferrari, næsten fik medlidenhed med hende.
På spørgsmålet om, hvor meget det ville koste at ansætte yderligere 10.000 betjente, svarede Abbott: £ 300.000, som hun så efter interviewerens forundrende reaktion ændrede til £ 80 mio. og derpå rettede antallet af nyansættelser til 250.000 o.s.v. Herefter blev Corbyn spurgt, om interviewet ikke var en pinlig historie, og uden at blinke forsvarede han sin tidligere elskerinde med ordene: ”Pinligt? Overhovedet ikke!”
Så der kan vel ikke herske nogen tvivl om, at Theresa Mays udskrivning af et valg d. 8. juni kun kan føre til en overvældende sejr for hende og hendes parti – og dette vil ikke blot være til gavn for Storbritannien, men også for resten af Europa ikke mindst efter at den ukritiske og uerfarne Europafanatiker Emmanuel Macron er blevet valgt til fransk præsident.
…
Du er velkommen til at benytte kommentarfeltet herunder til at dele din mening om klummen.