Inspireret af klima-politikernes valgsejr i EU-Parlamentet og FN’s seneste klimarapport er EU-Kommissionen godt i gang med at indføre et EU-klassifikationssystem, som skal definere, hvad der er bæredygtigt. Systemet skal give mulighed for at vurdere, om EU-virksomheder nu også rent faktisk producerer ”grønt” eller om deres grønne marketing er greenwashing, dvs. varm luft. Det er naturligvis EU selv, der kommer til at administrere systemet.
I Tyskland er der en hidsig debat i gang om, hvorvidt man skal slække på finanspolitikken for at skaffe 30 mia. euro til klimaudfordringen. I Italien skal der være nyvalg og alt tyder på, at Salvinis brud på flygtningekonventionerne er så populær blandt vælgerne, at hans parti kan vinde magten alene.
Men i Nye Borgerlige er det, som om tiden står stille. Valget blev holdt den 5. juni og nu 2 måneder efter er det ikke meget, man har hørt til Nye Borgerlige bortset fra et noget kikset forslag om at give sin partistøtte tilbage, fordi man ikke kunne finde ud af bruge så mange penge!
Partiets ledelse har selvfølgelig ret til sommerferie, men der har været (mindst) 3 åbninger for Nye Borgerlige, hvor partiet kunne træde i karakter, men som man ikke har udnyttet:
Venstres klare svigt som leder af den borgerlige blok og den interne splittelse i partiet. Hvis Nye Borgerlige ikke tilbyder sig selv som et borgerligt alternativ med klare politiske løsningsforslag, vil andre, ikke mindst et nyopstået Liberal Alliance med en ung, sympatisk, telegen og veltalende leder i spidsen, gøre det. Ja, de er faktisk allerede ved at gøre det.
Hysteriet omkring FN’s seneste klima rapport. Landets nye klimaminister, Dan Jørgensen (S), har åbent erkendt, at han ikke ved, hvordan man kan indfri de ambitiøse klimamål i regeringens forståelsespapir fra juni. Regeringens ambitioner er lige så store, som svarene er få, og det bør Nye Borgerlige påpege ved enhver lejlighed. Det eneste, vi konkret har hørt fra regeringen, er, at man vil sætte grønne skatter og afgifter op. Den slags vender som bekendt den “tunge ende nedad”. Her bør Nye Borgerlige påpege, at det er primært dem med de laveste indkomster, der bliver ramt af de grønne afgifter.
Flygtningespørgsmålet, især Italiens hårde kurs over for NGO’erne (1 million euro i bøde, hvis de bliver grebet i menneskesmugling). Her bør Nye Borgerlige give regeringen et modspil ved at råbe vagt i gevær, hver gang regeringen ruller stramningerne tilbage. Og det er regeringen ellers godt i gang med. Flygtninge skal have mulighed for gratis uddannelse, Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, udrejsecentret på Lindholm droppes, børnefamilierne på Sjælsmark får bedre vilkår, og der skal gives børnetilskud til familier, der er omfattet af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen.
Den næste lakmusprøve på regeringens sande kulør bliver dens håndtering af EU-domstolens dom, som kan åbne døren for 8.000 tyrkiske familiesammenføringer. Det kan tænkes, at Mette F. vil forsøge at undgå beskyldninger for løftebrud med henvisning til, at det er EU, der tvinger Danmark til at effektuere dommen.
Italiens politisk ukorrekte immigrationspolitik har ændret det politiske landskab i EU, fordi den politisk virker. Den har opbakning blandt vælgerne og har reduceret eller sat en stopper for migrantstrømme fra muslimske lande.
Det såkaldte internationale samfund kan reelt intet gøre for at straffe Italien, selv om Tyskland og Frankrig vil i EU’s regi forsøge at ramme Italien på en eller anden måde, f.eks. ved at anklage landet for brud på finans- og stabilitetspagten, brud på Art.2 reglerne om demokrati osv.
Men Salvini ved, at han har fat i den lange ende og ryster ikke på hånden. Han ved, at vi står ved et paradigmeskifte, hvor efterkrigstidens globalisme og internationalisme har slået fejl, og hvor gabet mellem almindelige mennesker og den internationale politiske klasse aldrig har været større. Hvorom alting er: hvis Italien, Polen og Ungarn kan forsvare deres nationale identitet, kan Danmark også forsvare sin.
Det bør være Nye Borgerliges politik at kræve, at:
- Danmark kun accepterer nydanskere, der vil assimileres, ikke bare integreres
- alle kriminelle udlændinge sendes hjem (det er ikke konventionerne, der forbyder det, men Danmarks manglende evne eller uvilje til at indgå hjemsendelsesftaler med muslimske lande i Mellemøsten og Afrika)
- alle flygtninge og migranter skal være selvforsørgende (i USA, Canada og Australien skal indvandere forsørge sig selv, mens i Danmark får de lov til at hygge sig på overførselsindkomster)
- der skal indføres asylstop (asylansøgere, der dukker op i Danmark, er ikke flygtninge, men økonomiske migranter, fordi de krydser flere sikre lande, inden de når frem til Danmark)
Det kendte Tordenskjold citat ”Hvad dælen nøler I efter” stammer som bekendt fra søheltens succesfulde belejring af fæstningsbyen Marstrand under Svenskerkrigene, hvor han gav den svenske kommandant et ultimatum og en tidsfrist til at overgive sig. Og da denne ”nølede”, foreholdt han kommandanten, at det kun, udtrykt på nudansk, kunne gå for langsomt med at overgive sig. Det var også her, han bluffede kommandanten til at tro, at han havde langt flere soldater end tilfældet var ved at lade de samme soldater dukke op forskellige steder i byen, hvorfra udtrykket Tordenskjolds soldater stammer.
Hvis Nye Borgerlige ikke griber de lejligheder, der byder sig, så er spørgsmålet, om det skyldes, at partiet ”nøler” med at træffe det afgørende valg. Skal Nye Borgerlige være en af de mange Tordenskjolds soldater i Folketinget og altså ligne alle de andre og ”være stuerene”, eller skal partiet gå linen helt ud og fremstå som det eneste ægte borgerlige alternativ i forhold til indvandring klimaet og den omsiggribende velfærdsstat.
Spørgsmålet er: Hvad dælen nøler Nye Borgerlige efter?
Med venlig hilsen
Steffen Skovmand