Læsere af mine klummer er bekendt med den franske præsident Emmanuel Macrons mangler og fejlbedømmelser – og listen er lang. Her har der været peget på hans evindelige snakken om et fornyet og dynamisk europæisk samarbejde, der dog stadigvæk lader vente på sig, og en udbygning af aksen Frankrig-Tyskland, der mere end nogensinde fortoner sig i tåger efter den tyske forbundskansler Angela Merkels bekendtgørelse, at hun nedlægger formandsskabet i sit parti, Den kristelig-demokratiske Union (CDU), og ikke genopstiller som kanslerkandidat ved næste forbundsdagsvalg.
Men heller ikke indenrigspolitisk synes Macron at komme af stedet. Det er hverken lykkedes ham at få skovlen under de almægtige fagforeninger og dermed reformere det franske arbejdsmarked, eller, på trods af gyldne løfter, at nedbringe Frankrigs enorme statsgæld, der overskrider alle de grænser, EU selv har sat. Forlængst er glansen gået af alle EU-tilhængeres kæledægge.
Og endelig kan den skandaløse affære omkring præsidentens 26-årige bodyguard, Alexandre Benalla, nævnes. Under en 1. maj-demonstration i år pryglede han iført en politihjelm og med et politiarmbånd løs på to værgeløse demonstranter, der lå på gaden. Sagen blev i første omgang tysset ned, men så kom den med stor forsinkelse på forsiden af dagbladet Le Monde. Anklagemyndighederne indledte en undersøgelse, og Benalla blev langt om længe fyret. Men hvorfor blev sagen tysset ned, og hvorfor hyllede Macron sig i majestætisk tavshed? Den daværende franske indenrigsminister Gérard Collomb væltede ovenikøbet skylden for den mediale tavshed over på præsidentkancelliet i Élysee-Palæet, men stadigvæk er Macron blevet offentligheden et svar skyldig – og dette svar kommer aldrig.
At der ligger en god portion arrogance bag den manglende reaktion synes at være tydeligt nok, og overhovedet er netop arrogance en holdning, der i stigende grad karakteriserer Macrons optræden. Da 100-års-dagen for fredsslutningen i forbindelse med 1. Verdenskrig skulle markeres d. 11. november i år, inviterede han således 60 af den vestlige verdens politiske ledere til en pompøs ceremoni i Compiègne, selvom der efter krigens afslutning var blevet indgået en stiltiende aftale om, at sådanne ceremonier skulle afholdes på adskilt national basis i de tidligere krigsførende lande. Men nej! Majestæten i Élysee-Palæet kaldte, og Angela Merkel troppede lydigt op sammen med en sur Vladimir Putin og andre statsledere. Selv Donald Trump indtraf, men ganske vist med en bevidst planlagt forsinkelse. Kun Storbritannien holdt sig fornemt tilbage. Macron benyttede lejligheden til endnu et typisk politisk fremstød, en lancering af hans plan om at oprette en overflødig EU-hær, der – som han uforskammet udtrykte det – skulle beskytte Europa mod eventuelle trusler både fra øst og vest! Putin så endnu mere sur ud, og Trump blev ligefrem rasende – og kan det undre?
Men Macron lader sig ikke påvirke. I hele sit første år som Frankrigs præsident har han talt ned til omverdenen, thi ”vi alene vide”, og det er ikke tilfældigt, at han i den engelske presse er blevet sammenlignet med den franske konge Ludvig XIV., også kaldt Solkongen, der som bekendt enevældigt residerede i Versailles. En række af Macrons ministre har da også forladt regeringen. Først trådte Nicolas Hulot, den populære minister for klima og økologi, tilbage her i oktober, derefter sportsministeren Laura Flessel, og endelig havde den erfarne indenrigsminister Gérard Colomb også fået nok. Han kritiserede endda offentligt dén ”mangel på ydmyghed”, man kunne mærke i præsidentens administration, og sluttede med de advarende ord, at hvis dette ikke ændrer sig, ”vil Macron ende i total isolation”.
Denne selvvalgte isolation har allerede gjort sig bemærket i den daglige politik. Macron synes totalt at ignorere den stigende antisemitisme i Frankrig, der har ført til en masseudvandring af franske jøder til Israel, en antisemitisme, der går hånd i hånd med stigende vold blandt de unge mænd af nordafrikansk afstamning i Paris’ forstæder og blandt indvandrere overhovedet. Volden i de franske skoler har i dén grad taget overhånd med trusler både mod lærere og mod elever af anden hudfarve, at undervisningsministeren Jean-Michel Blanquer overvejer at bede om at få udstationeret politi i skolerne.
Mon ikke der venter Macron og hans parti En Marche en kraftig lussing ved forårets EU-valg på trods af de fleste andre partiers svækkede tilstand? Socialistpartiet og de borgerlige partier ligger i ruiner, og selv den højtråbende venstresocialist Jean-Luc Mélenchon er løbet tør for ammunition. Så er der naturligvis Marine Le Pen, der nok venter i starthullerne. Men mon ikke hun – efter sit sidste nederlag – overlader ledelsen af sit parti Rassemblement National til sin dynamiske niece Marion Maréchal, der står godt rustet til at forene højrekræfterne under sit banner.
Et aktuelt slag mod Macron er sidste uges masseprotester over hele Frankrig oprindeligt rettet mod regeringens voldsomme forhøjelse af benzinpriserne, der især har ramt ejerne af dieselkøretøjer. Flere end 300.000 mennesker afspærrede gader, olieraffinaderier og motorveje og tvang trafikken til et fuldt stop. Protesterne skyldtes ikke fagforeningerne, men opstod spontant blandt utilfredse borgere, spredtes via Facebook og udvidede sig til også at være vendt mod en planlagt generel skatteforhøjelse per 1. januar 2019, der især vil ramme pensionister, mod en liberalisering af taxaerhvervet og mod hvad der opfattedes som en bevidst ignorering af landbefolkningens økonomiske problemer. Plakater med krav om Macrons tilbagetræden kunne ses overalt, og nationalsangen Marseillaisen blev istemt i tide og utide.
Der er her nærmest tale om en national mobilisering. Men betegnende nok har Emmanuel Macron igen hyllet sig i tavshed, hvilket gjorde de protesterende endnu mere rasende. Det kan derfor ikke undre, at den seneste meningsmåling viser, at Macrons tilslutning i befolkningen er faldet til 25%, der vel er en bundrekord i fransk politik.
Så denne klummes overskrift, ”Adieu Macron?”, er måske ikke helt ved siden af?