Det britiske arbejderparti er i disse tider hjemsøgt af jødehad.
Karl Marx må fryde sig i sin grav i Highgate Cemetery London over den aktuelle bølge af antisemitisme, der skyller hen over det britiske arbejderparti, Labour. Hvorfor? Jo, for Marx er selv skyldig i militant antisemitisme, hvilket er intet mindre end blodig ironi. Han nedstammer nemlig selv fra en gammel jødisk familie ved navn Marx Levi, der kan spores tilbage til d. 14. årh., og begge bedstefædre var rabbinere.
Allerede i den lille pamflet Zur Judenfrage (1843; Om det jødiske spørgsmål) toner Marx rent flag som antisemit, hvilket flg. citat viser: ”Hvad er genstanden for jødens tilbedelse i denne verden? Ågeren. Hvad er hans verdslige gud? Penge.”
Videre hævder Marx: ”Penge er Israels eneste nidkære gud, ved siden af hvilken ingen anden gud må eksistere.” Det er klart, at sådanne udtalelser er mere end pinlige og derfor er søgt undertrykt af marxismens tilhængere, der ikke skyer noget middel for at fremstille Marx som en nobel humanist.
Men der er mere af slagsen, for Marx’ antisemitisme er ikke begrænset til pamfletten fra 1843. Andre skrifter som f.eks. Die Klassenkämpfe in Frankreich (1848-50; Klassekampene i Frankrig) indeholder ligeledes skarpe angreb på jøderne. Her skal blot nævnes, at Marx i en artikel i Neue Rheinische Zeitung d. 29.4.1849 betegnede jøderne i Polen som ”den mest beskidte af alle racer”. Endnu som 61-årig brokker Marx sig til sin ven Friedrich Engels i et brev fra det engelske badested Ramsgate over, at der ”her var så mange jøder og lopper”.
Det er mere end fristende at henvise til skriftet fra 1843 som en delvis forklaring på dén antisemitisme, der med mellemrum har stukket sit hæslige ansigt frem i den kommunistiske æra, f.eks. i Sovjetunionen og Polen.
Denne socialistiske antisemitisme har også kunnet spores blandt vore hjemlige venstreorienterede, hvoraf flere bifaldende klappede i deres små hænder over den tyske Rote-Armee-terrorist Ulrike Meinhofs uhyrlige udtalelse i 1970erne: “Auschwitz betød, at 6 mio. jøder blev slået ihjel og kastet på Europas losseplads, som dét man mente de var: pengejøder.” Den er vel også forklaringen på, at skolebøgerne i det såkaldte DDR ikke nævnte, at det var jøder, der blev udryddet i Auschwitz og at det venstreorienterede britiske dagblad The Independent for nogle år siden ustraffet kunne offentliggøre en tegning af den daværende israelske premierminister Ariel Sharon i færd med at fortære små børn – et primitivt forsøg på at genoplive en middelalderlig legende om, at jøder spiser børn!
Det er siden den yderliggående marxistiske bevægelse, Momentum, har overtaget magten i Labour efter valget af den ligeså fanatiske marxist Jeremy Corbyn i 2015 som leder af partiet, at antisemitismen har været på fremmarch – uden at dette tilsyneladende har bekymret Corbyn – indtil for nogle dage siden.
Hovedårsagen til hans ignorerende holdning kan have været hans offentligt udtrykte had til den vestlige kapitalisme, der af mange af hans tilhængere påstås at være behersket af gridske jødiske pengemænd. Men hertil kommer også Corbyns tydelige sympatier for de mellemøstlige terrororganisationer Hamas i Gaza og Hizbollah i Syrien, hvis had til jøder og til staten Israel til overflod er dokumenteret, hvilken bl.a. forklarer, at ingen jødisk organisation i Storbritannien har bidraget økonomisk til Labourpartiet siden 2015.
Men nu er denne latente antisemitisme blevet forsidestof i den britiske presse.
Avisen The Sun bragte d. 24. marts i år et billede af en ældre graffiti i Londons østlige bydel Tower Hamlets, der viser en gruppe ældre herrer med store krumme næser, dvs. underforstået gridske jøder, der spiller matador på ryggen af undertrykte fattige med en bunke pengesedler foran sig – antydningen er tydelig.
I disse dage er det kommet frem i pressen, at Corbyn i første omgang forsvarede ”kunstværket” med en henvisning til ytringsfriheden, og da han blev konfronteret med denne positive holdning har han modvilligt trukket sit forsvar tilbage og samtidigt understreget, at antisemitisme ikke bør tolereres. Ordet ”modvilligt” er bevidst valgt både med henblik på Corbyns alment kendte venskab med de palæstinensiske terrororganisationer og på den manglende vilje han har vist til at smide antisemitiske partimedlemmer ud af Labour.
Således blev en vis Ilyas Aziz, byrådsmedlem i Nottingham, ganske vist i 2016 suspenderet efter at have delt antisemitiske tegninger på Facebook i bedste nazi-manér, og det samme skete med en vis Salim Mulla, byrådsmedlem i Blackburn, efter sammesteds at have påstået, at Israel stod bag IS-terrorangrebene i Europa. Også en vis Shah Hussain, byrådsmedlem i Burnley, var blevet suspenderet efter at have sammenlignet Israel med Nazityskland.
Alle tre blev inden for et år stiltiende rehabiliteret – og endnu flere tilfælde kunne nævnes! Man bedes naturligvis bemærke d’herrers mellemøstlige navne!
Det er en offentlig hemmelighed, at det er funktionærerne i Momentum, der står bag, men hvorfor pokker har Corbyn ikke slået i bordet, hvis han mente det alvorligt?
Heldigvis er flere partimedlemmer nu vågnet op af deres dvale. For nogle dage samledes flere hundrede til en demonstation foran Westminster med plakater, der krævede alle antisemitter smidt ud af partiet. Nuvel, et godt tegn, men bekymrende er det, at der samtidigt fandt en moddemonstration sted også med plakater, der bl.a. beskyldte den første gruppe for at bestå af zionister – et yndlingsskældsord blandt jødehadere og alt dette i socialismens navn!
Ja, Karl Marx vil i sandhed kunne fryde sig.
Alt dette kunne tyde på, at Richard Angell, der er leder af den moderate organisation Progress inden for Labour, desværre nok har ret i sin seneste kommentar til de ovenfor skildrede begivenheder, der indeholder kritik af, at Labour tenderer mod at feje antisemitiske udtalelser under tæppet: ”Hvis det er muligt på Facebook at dele udtalelser, der benægter Holocaust, og du ved, at førende medlemmer af Labour i hvert fald i første omgang vil forsvare dig og ikke undersøge sagen nærmere, så har du faktisk fået partiets accept af din udtalelse”.
Kan det siges tydeligere?
Tænk blot dén tanke, at Jeremy Corbyn ved næste parlamentsvalg skulle blive britisk premierminister? Flere af mine jødisk-engelske venner har nævnt muligheden af i så fald at udvandre til Israel.
Kan man bebrejde dem det? Jeg ville nok gøre det samme.