Risikoen for, at Ukraine-krigen breder sig til en storkrig med brug af atomvåben, er nu stor. Det mener de danske myndigheder tydeligvis også, selv om de siger det modsatte for ikke at skabe panik. Myndighederne er i gang med at indkøbe store lagre af jodtabletter, som kan modvirke skadelige virkninger af radioaktivitet. Det gør man jo ikke bare for sjovs skyld.
Det er faktisk vanskeligt at forestille sig en situation, som ikke ender i en storkrig. Jeg spørger bare mig selv: Hvordan kan en storkrig undgås, når følgende forhold tages i betragtning:
På den ene side står et Rusland, hvor ca. to tredjedele af befolkningen støtter præsident Putins invasion i Ukraine. Flertallet af russere finder det – ganske som deres præsident – helt naturligt og rigtigt, at Rusland skal dominere deres nabolande, der bare har at rette ind efter Moskvas ønsker. Sådan har det jo været i århundreder – frem til Sovjetunionen faldt fra hinanden i 1991 og de tidligere sovjetlande blev selvstændige. Alt for selvstændige efter Moskvas mening. De russiske imperium ønskes genetableret.
Læg hertil, at Putin er godt på vej til at blive til grin i verdenssamfundet, fordi han fuldstændig har fejlvurderet Vestens sammenhold i NATO og i EU. Han har også fejlvurderet det russiske militærs slagstyrke – som er elendig – og Ukraines militære slagstyrke, som har vist sig stor. De russiske soldater er demotiverede, mens de ukrainske soldater er højmotiverede. Putin regnede tydeligvis med, at Ukraine var erobret i løbet af få dage eller uger, men nu er der gået ti uger med meget beskedne militære fremskridt for russerne. Og de russiske tab i form af dræbte, sårede og deserterede er enorme. Det er lykkedes ukrainerne at sænke Ruslands stolthed, missilkrydseren ”Moskva”, i Sortehavet, og op mod ti russiske generaler er blevet dræbt af ukrainerne foruden de mange tusinde menige russiske soldater. Putin raser bag den rolige fremtræden. Han er såret på sin forfængelighed – og er dermed blevet en meget farlig mand. Han har flere gange har truet med at bruge atomvåben, hvis Vesten blander sig i krigen.
Men det er lige præcis, hvad Vesten gør, blander sig i krigen. For på den anden side i konflikten står ikke bare Ukraine, der mangler våben og ammunition, men også USA, Storbritannien og andre NATO-lande, som nu hjælper ukrainerne med våben. I forrige uge gjorde den amerikanske forsvarsminister det klart ved et besøg i både Tyskland og i Ukraine, at Ukraine ikke må tabe denne krig, men at den tværtimod skal resultere i et så svækket Rusland, at landet ikke mere bliver i stand til at invadere andre lande. Og i kølvandet på disse opsigtsvækkende udtalelser har præsident Biden afsat et enormt beløb til mere våbenhjælp til Ukraine. Så Vesten blander sig nu ganske kraftigt i konflikten.
Ukrainernes problem er mangel på militære våben, der kan uskadeliggøre tanks og fly. Dem får de nu fra NATO-landene. Rusland-Ukraine-konflikten er altså godt på vej til at blive en kamp mellem NATO og Rusland. Det er ganske vist kun ukrainske soldater, som er i direkte kamp, men de kæmper i stigende grad med våben fra USA og andre NATO-lande.
Men er det nok til at Ukraine kan vinde? Svaret er nok JA!
Ukraine er et stort land med over 40 millioner mennesker, hvor alle mænd mellem 18 og 60 år er forpligtet til at forsvare deres land. Og kampviljen er stor i Ukraine. De forsvarer deres land mod en indtrængende fjende, der farer brutalt og nådesløst frem. Det eneste de mangler, er våben, og de leveres nu i stor stil fra de vestlige lande.
På den anden side har vi det russiske militær, hvor soldaterne er umotiverede og føler sig snydt og bedraget. De troede, at de var på en øvelse, men er blevet lokket ind i en angrebskrig, hvor de risikerer at skyde deres fætre eller onkel ned. Og de russiske soldater er samtidig udsat for en elendig ledelse. Der er kæft, trit og retning i den røde hær, hvor befalingsmændene typisk opfører sig modbydeligt over for de menige soldater. Den røde hær er stor, men det er helt klart verdens dårligste hær på grund af den gammeldags ledelsesform baseret på frygt for egne officerer. Altså en demotiveret russisk hær, hvor soldaterne nu har været i kamp i 2½ måned i kulde og blæst og med for lidt mad. Hvor soldater ringer hjem og græder i telefonen til deres forældre over de elendige forhold. Og fortæller om de mange, mange dræbte og sårede kammerater. Heroverfor står en højmotiveret ukrainsk hær, som er på hjemmebane. Får ukrainerne flere våben og mere ammunition fra Vesten, så trænger de russerne tilbage og befrier deres land fra den russiske besættelse.
Vil Putin finde sig i et ydmygende nederlag? Nej, vel?
Hvad gør han så? Han må vel søge at ramme våbentransporterne til Ukraine, måske allerede inde i Polen, Slovakiet, de baltiske lande eller i Tyskland. Og så har krigen bredt sig og er ude af kontrol. Samtidig gør Vestens økonomiske sanktioner stadig mere ondt på Rusland. Og i løbet af få uger, ansøger Finland og Sverige om medlemskab af NATO. Samtidig er flere soldater fra især USA ankommet til de østeuropæiske NATO-lande.
Putin er sandsynligvis på vej til at blive desperat. Det går rigtig skidt for hans ”specialoperation”. Allerede nu er antallet af russiske jageres overflyvninger af dansk, svensk, og baltisk luftrum forøget i voldsom grad. Provokationerne tager til. Nervekrigen er i fuld gang.
USA har klart tilkendegivet, at Rusland skal ned med nakken, og at de vil levere våben til Ukraine i stor stil. Med udsigt til et forsmædeligt nederlag bliver atomtruslen fra Moskva nok særdeles reel.
Tag ikke fejl, en krig mellem Rusland og NATO, bliver vundet af NATO, men prisen bliver frygteligt mange døde og sårede. Det kan gå frygtelig galt.
Midt i februar gik livet sin glade gang i Kiev, Ukraines hovedstad. Ingen drømte om, at Rusland ville invadere landet. Men det skete den 24.februar. Det utænkelige kan også ske hos os her i Vesten, når en desperat Putin vil forsøge at undgå nederlaget. Jo, atomkrigen truer.