Lidt geografi
Den lille idylliske by Oświęcim (tysk: Auschwitz) i det sydlige Polen var et ukendt begreb indtil nazisterne efter at have annekteret Polen i sommeren 1940 i den vestlige udkant indrettede en såkaldt ”Stammlager” ved navn Auschwitz I. I 1941 udvidedes lejren med endnu en lejr, Auschwitz II, beliggende et par kilometer derfra i området Brzezinka (tysk: Birkenau). Begge lejre blev administreret af det berygtede sortuniformerede SS-korps, der som bekendt gjorde sig skyldige i utallige krigsforbrydelser.
Hertil kommer oprettelsen af endnu yderligere 50 lejre – heriblandt lejren Monowitz seks kilometer fra byen. Den blev indrettet tæt op ad den kæmpestore kemiske fabrik Buna Werke, der tilhørte konglomeratet I.G. Farben, der eksisterede helt frem til 2012 med hovedsæde i Frankfurt/Main. I Monowitz, der først blev kaldt Lager Buna, men fra 1943 meget betegnende fik navnet Auschwitz III, indsattes først og fremmest titusindvis af tvangsarbejdere fra de af Nazi-Tyskland besatte lande, der under elendige forhold og mishandlinger arbejdede i de kemiske fabrikker. Ialt menes 20.00 til 25.000 af disse tvangsarbejdere at have mistet livet i Monowitz, der således er verdenshistoriens første privatejede koncentrationslejr. Her fremstilledes bl.a. det berygtede Zyklon B, oprindeligt fremstillet til skadedyrsbekæmpelse, men her blev anvendt til massemordene i gaskamrene i Auschwitz I-Birkenau – og dette med koncernejernes viden! Zyklon B anvendtes desuden i lejrene Sachsenhausen, Ravensbrück og Mauthausen og i de polske lejre Belzec, Sobibor, Majdanek og Treblinka; alene i Treblinka myrdedes op til 800.000 mennesker, heraf langt de fleste jøder. Nazisternes umenneskelige ondskab er ufattelig.
Massemordene i og uden for gaskamrene
I september 1941 startede de første forsøg med gaskamre for at fremskynde udryddelsen af de indsatte fanger. Og da krematorierne ikke kunne klare det store antal af ofre, gravedes gruber, i hvilke ligene blev brændt. Mindst 1,3 mio. mennesker blev deporteret til Auschwitz-Birkenau, og frem til d. 27. januar 1945 – da lejrene blev erobret af sovjetrussiske infanteritropper – var ca. 1,1 mio. mænd, kvinder og børn blevet myrdet – heraf flere end 90% jøder pga. deres race. Ialt myrdede Nazi-Tyskland og dets hjælpere i denne såkaldte Holocaust ca. seks mio. jøder.
Ca. 900.000 af de deporterede fra en lang række europæiske lande blev direkte efter deres ankomst til Auschwitz-Birkenau – stuvet sammen i godsvogne ligesom kvæg – fra jernbaneperonerne, de såkaldte dødsramper, ført direkte til gaskamrene uden mulighed for at tage afsked med eventuelle pårørende. Ved ankomsten blev kvinder og børn sorteret til højre og mænd til venstre – ”Ordnung muss sein!”
Yderligere 200.000 fanger omkom gennem sygdom, underernæring, mishandling og i forbindelse med uhyrlige medicinske forsøg – disse mellem 1943-45 under opsyn af den berygtede Dr. Josef Mengele – også kaldt ”Dødens engel” – eller blev senere dømt uegnede til tvangsarbejde og derfor skudt. Alligevel fandt de chokerede soldater fra den Røde Armé på mirakuløs vis endnu ca. 1.200 overlevende i Auschwitz I, 5.800 i Birkenau og 600 i Monowitz.
Dødsmarcherne
De få overlevende undgik kun den visse død pga. tidnød. I et forsøg på at skjule for den fremstormende Røde Armé hvilke rædsler der skjulte sig i Auschwitz-Birkenau, begyndte SS-bødlerne allerede i slutningen af 1944, da det blev klart selv for den mest forhærdede nazist, at Tyskland ville tabe krigen, at sprænge krematorierne i luften og stikke barakkerne, der havde huset fangerne, i brand. De fanger, der endnu kunne bevæge sig – det skal have drejet sig om ca. 40.000 – blev tvunget til at evakuere de to lejre og begive sig ud på en ugelang march vestpå. De, der i deres svækkede tilstand brød sammen eller faldt omkuld, blev uden betænkning skudt. Det menes at kun mellem 9.000 og 12.000 overlevede disse dødsmarcher.
Var eksistensen af koncentrationslejrene kendt?
Et spørgsmål, der ofte er blevet stillet og naturligvis kan stilles den dag i dag er: Vidste den tyske civilbefolkning, hvad der foregik i koncentrationslejrene? Vidste de allierede det? Og hvis dette var tilfældet, hvorfor bombarderede de så ikke disse lejre eller i hvert fald transportvejene dertil inklusive jernbaneanlæggene?
På det første spørgsmål må der helt klart svares ja, uden at dette nødvendigvis betyder, at den jævne tysker generelt kan drages til medansvar. Men mon ikke mange tyskere må have undret sig over, at jødiske naboer og bekendte pludselig var forsvundet fra dagligdagen? Og hvad har de tænkt sig i forbindelse med de mange koncentrationslejre, der fandtes spredt ud over hele Tyskland foruden Bergen-Belsen, Buchenwald, Ravensbrück, Sachsenhausen, Dachau og – i Østrig – Mauthausen for at nævne nogle af de mest berygtede. Der findes en række vidner fra krigsårene, der har kunnet fortælle om røgen fra de høje skorsten i lejrene og lugten af brændt kød, der hang over koncentrationslejrene med gaskamre – undskyld denne makabre information.
På den anden side er det let i historiens bakspejl at fælde en dom herom, da selv den mest forblommede antydning af en sådan mistanke omgående ville have ført til et besøg af Gestapo med efterflg. fængsling og deportation – netop til en koncentrationslejr.
Den polske helt Witold Pilecki
Desværre er det en kendsgerning, at de allierede, alstå Nazi-Tysklands modstandere under krigen, havde kendskab til lejrene. Den polske modstandsmand Witold Pilecki havde allerede d. 19. september 1940 begivet sig i frivilligt fangenskab i Auschwitz for med egne øjne af bevidne rædslerne. Via den polske modstandsbevægelse blev hans beretninger, der indeholdt detaljerede oplysninger om de mange rædsler – således kunne Pilecki meddele, at af 468.000 jøder, der på et givet tidspunkt var blevet deporteret til lejren, havde kun 2% overlevet – sendt videre i første omgang til den britiske regering. Intet skete. Endnu en beretning blev udfærdiget af den polske modstandsbevægelse d. 10. og 12. oktober 1943 og sendt til den amerikanske Office of Strategic Services (OSS) i London. Intet skete. OSS vurderede, at beretningen pga. ikke-bevisbare kilder skulle forblive hemmelig og ikke sendes videre til de vestlige allieredes kommandocentral.
Luftfotos af Auschwitz I og II
Endvidere viser et amerikansk foto fra september 1944 taget i forbindelse med et luftbombardement af Buna-fabrikkerne tydeligt alle bygninger – inkl. de symmetrisk placerede fangebarakker – i Birkenau. Først i 2003(!) offentliggjorde det britiske Royal Air Force fotos taget fra rekognosceringflyvninger henover Auschwitz, på hvilke man tydeligt kan se den voldsomme røg fra gruberne nord for Krematorium nr. 5, hvor de henrettede blev brændt. Men igen skete intet. Det vides, at de allierede havde diskuteret, om det ville være etisk rigtigt at bombardere Auschwitz-Birkenau og derved dræbe de indsatte for eventuelt at redde andre menneskeliv. Og kunne man da ikke i det mindste have bombarderet jernbaneanlæggene? Alligevel må man også huske på, at præcisionsbombning ikke kendtes på dette tidspunkt.
Det bør nævnes, at den heltemodige Pilecki i 1943 flygtede fra lejren og året efter deltog i den mislykkede Warszawaopstand i efteråret 1944. I 1948 dømtes han i det nu stalinistiske Polen pga. spinonage til døden og henrettedes.
Rædslerne er uden ende
Beretningen om Auschwitz-Birkenau er så rædselsfulde, at alene navnet på denne koncentrationslejr er blevet et synonym for nazisternes massemord på jøder, romaer, andre mindretal og politiske modstandere. Ikke mindst navnet Auschwitz er blevet indbegrebet af forfølgelse, racisme og antisemitisme og er den dag i dag, som det er blevet udtrykt, et Kainsmærke i Tysklands historie. Kendt er den tyske filosof Theodor W. Adornos formulering fra 1949: „Efter Auschwitz er det barbarisk at ville skrive et digt.“ Dermed er alt sagt!
Men hvor tragisk er det ikke at måtte fastslå, at menneskeheden åbenbart intet har lært af historien. 75 år efter befrielsen af Auschwitz-Birkenau kan vi konstatere en fornyet opblusning af nazismens antisemitisme og en markant stigning af voldshandlinger mod jäder og jädisk ejendom. Og ligeså tragisk er mediernes fortielse af, at denne antisemitisme ikke kun skyldes neonazistiske grupperinger, men i endnu højrere grad den radikale islamisme, der har invaderet den vestlige verden i de seneste år. Ikke mindst på denne baggrund er det vigtigt, at vi aldrig glemmer rædslerne i de tyske koncentrationslejre – og ikke mindst hvad Auschwitz står for.